I denne udgave af Koda INDEFRA har vi sat Kodas bestyrelsesforperson, Niels Rønsholdt, i stævne for at få ham til at uddybe, hvorfor Koda har valgt at gå så markant ind i kønskampen.

Det er der flere årsager til, forklarer forpersonen.

"Vores statistikker forklarer ikke årsagerne til ubalancen, men det er klart, at det både er uretfærdigt og problematisk for udviklingen af den danske musikbranche, hvis der er nogen, som holdes ude. Det er både etisk og forretningsmæssigt et kæmpe problem," siger Niels Rønsholdt og fortsætter:

"Det tyder på, at der er nogle mekanismer i branchen og den måde, vi indretter vores musikliv på, som gør det nemmere at være mand. Som gør det nemmere at blive i branchen som mand. Og som gør det nemmere at tjene penge som mand end som kvinde. Det skal vi selvfølgelig lokalisere. Hvad er det, der gør, at det er sådan? Det nytter ikke noget, at vi groft sagt kun indfrier lidt mere end halvdelen af vores samlede potentiale."

Der har været meget snak om det faktum, at selvom 20 procent af Kodas medlemmer er kvinder, så er det kun 10 procent af udbetalingerne, der går til kvindelige musikskabere. Hvordan tolker du de tal?

»Først og fremmest er det vigtigt at slå fast, at der ikke er nogen diskrimination i Kodas system. En rettighed er en rettighed, så når vi kan se, at kvinder modtager relativt mindre end mænd i udbetaling fra Koda, er det, fordi deres musik spilles i mindre omfang end mændenes. Når vi så monitorerer det her, kan vi se, at der er et dobbelt problem. Èn ting er, at kønsfordelingen blandt vores medlemmer er i ubalance. Noget andet er, at de 20 procent kvindelige medlemmer kun får 10 procent af udbetalingerne. Det betyder, at mænd tjener mere på at skabe musik, end kvinder gør. Dykker vi ned i tallene kan vi se, at udbetalingerne og medlemsandelen følges ad blandt medlemmer, der får udbetalt op til 30.000 kroner om året i rettighedsindtægter. Skævhederne i udbetalingerne begynder for alvor at vise sig blandt de medlemmer, der tjener mere end 30.000 kroner om året. Det vil groft sagt sige, at dem, som tjener mest på musikrettigheder, typisk er mænd.«

Er det så ikke bare et udtryk for, at mandlige musikskabere er bedst til at skabe det, markedet efterspørger?

»Det synspunkt abonnerer jeg ikke på. Der er rigtig mange faktorer, der afgør, at markedet efterspørger nogle bestemte ting, som gør, at man har fået nogle bestemte muligheder på et bestemt tidspunkt. Muligheder, som så har ledt videre til en anden mulighed, til en tredje mulighed og så videre. Det at arbejde med musik - og arbejde freelance i det hele taget - er et meget komplekst system. Og hvis der hele vejen gennem ens opvækst i musikken opstår en kønnet bias hver gang, man møder næste skridt i sin karriere, så slår det virkelig ud, når vi kommer helt op i toppen. Kigger vi alene på de medlemmer, som tjener over 400.000 kroner om året i rettighedsindtægter, så er der tale om 90 mænd og kun fem kvinder. Så jo højere op vi kommer, jo skævere er fordelingen.«

Er der ikke en fare for, at mandlige medlemmer bliver forfordelt, hvis man har det et øgede fokus på tiltag specifikt rettet mod kvindelige sangskrivere og komponister?

»Der er ikke nogen, der bliver forfordelt i Kodas rettighedssystem. Men vi har et ansvar for at gøre det, vi kan gøre. Og det er blandt andet at lægge vores data frem og undersøge årsagerne til, at data ser ud på denne måde. Det er via vores politiske indsats gennem de kulturelle midler at hjælpe med at finde ud af, hvad er det, der foregår i branchen, som gør, at vi i sidste ende når frem til de tal, som vi gør. Det har vi et ansvar for, og det mener jeg sagtens, vi kan, uden at der er andre, der bliver udeladt eller efterladt.«

Men er det ikke rigtigt, at en større del af de kulturelle midler bliver kanaliseret ud i projekter og forskellige tiltag specifikt målrettet at rette op på den skæve kønsbalance, og som derfor ikke kommer de mandlige medlemmer til gode?

»Der er efterhånden ret meget dokumentation for, at der ikke er ligestilling i musikbranchen, og det har vi en erklæret strategi om at ændre på. Derfor iværksætter vi naturligvis initiativer, som kan være med til at rette op på en åbenlys ubalance i vores branche, og det mener vi faktisk vil komme hele branchen til gode – ikke kun et specifikt køn. Hele pointen med de kulturelle midler og Kodas kulturstrategi er netop at reinvestere i en branche, som udvikler sig i en sund retning, som kan skabe grundlaget for fremtidig indtjening, og som bidrager til en levende og alsidig musikkultur. Det grundlag er helt sikkert baseret på ligestilling og på, at alle, der har lyst til at skabe musik i Danmark, skal have lige muligheder for at gøre karriere. Ellers får vi ikke det optimale ud af vores talentmasse, og så har vi ikke en sund og stærk branche i fremtiden. Det er det helt overordnede argument for også at investere i kønsbalancen.«

Det er jo ikke tit, at Koda engagerer sig i identitetspolitiske agendaer. Kan du forstå, hvis der er nogle medlemmer, som er kritiske overfor, at I er gået så aktivt ind i denne kamp?

»Jeg synes ikke, at det er særlig politiserende at sige, at alle, der gerne vil skabe musik, skal have lige muligheder for at gøre det. Det skal de have formelt, men de skal også have det i praksis ude i branchen. At sige, at det er den grundlæggende forudsætning for vores arbejde i branchen, synes jeg er ukontroversielt. Hvis vi har nogle tal, der viser, at der ikke er ligestilling, så må vi jo kigge på, hvad årsagerne til dette er. Det er klart, at markedet og brugen af musik er, hvad det er. Det gør Koda ikke noget ved. Vi licenserer og tager imod betaling på baggrund af forbruget, så medlemmerne tjener de penge, de skal. Men Koda kan heller ikke bare læne sig tilbage og sige, at det ikke har noget med os at gøre. Vi er en aktør i branchen, netop via vores adgang til statistik og data, netop via vores muligheder med de kulturelle midler. Så nytter det ikke noget at melde hus forbi og sige, at det er alle de andre, der skal løse det. Vi skal tage vores del af ansvaret. Og vi er faktisk gået i gang alt for sent.«