Generelt kan det være svært at navigere i musikalske rettighedsspørgsmål. Der kan være store følelser involveret, og der florerer mange rygter og myter om, hvad man må og ikke må.

Det fortæller musikfaglig rådgiver i Koda, Jens Bruno Hansen, der har arbejdet med rettighedstvister i Koda siden 1991.

I samarbejde med Kodas musikfaglige udvalg tilbyder han rådgivning, mægling og musikfaglige vurderinger i forbindelse med rettighedshedstvister blandt Kodas medlemmer. I sagen mellem Chio Dyrlund og X Factor lykkedes det dog parterne at finde en løsning uden formelt at involvere Koda.

Svært med en generel regel

Jens Bruno Hansen fortæller, at henvendelser, der handler om grænselandet mellem cover og bearbejdning er relativt hyppige.

“Det er et område med mange gråzoner” siger han.

“Det helt grundlæggende er, at man ikke må krænke et originalværk eller dets ophavsmands kunstneriske egenart. Men hvad betyder det så? At man ikke må bruge en saxofon i stedet for en trompet i ensemblet? Eller at man ikke må lave en lidt varieret indledning til sangen? Det er enormt svært at lave en generel regel for.”

Særligt partitur-musikken - eller det som Jens Bruno Hansen kalder det artificielle repertoire - er følsom overfor selv små ændringer. Omvendt er det mere folkelige repertoire - det kunne fx. være værker, der optræder i Højskolesangbogen - mere robust for fortolkninger, fortæller han.

“Men jeg plejer at sige, at man skal passe på, at man ikke laver en version, hvor der pludselig bliver tvivl om, hvordan værket i virkeligheden er i sin grundessens. Får man lavet en version, hvor man for eksempel smider fjerde vers ud eller har tilføjet et nyt c-stykke, kan folk pludselig tro, at det er sådan originalværket er. På samme måde må du heller ikke ændre markante ord eller melodien i en sang,” siger Jens Bruno Hansen og fortæller, at det i store hele er noget, de involverede parter regulerer selv:

”I betragtning af hvor mange coverversioner, der lanceres i en stadig strøm, hvor forskelligartede disse er i bearbejdningsgrad og produktionskarakteristika, og hvor få tvistsager, der filtreres gennem Koda, er det erfaringsmæssigt noget, der glider ret ubesværet,” siger Jens Bruno Hansen, der kun husker to sager fra de sidste 20 år.

Koda kan rådgive i de her sager, men kan ikke give tilladelse til at lave ændringer, og hvis man på nogen måde er i tvivl, skal man spørge ophavsmanden om lov. I sidste ende er det en domstol, der skal tage stilling til, om der i de enkelte sager er tale om coverversioner eller ikke-klarerede og dermed illegale bearbejdelser. 

Lyder det ikke lidt som…?

De plagiat-henvendelser, Koda modtager, der munder ud i egentlige rettighedstvister, drejer sig stort set altid om musik i reklamer.

“Det er helt klart de mest problematiske sager, vi støder ind i, og de opstår typisk, når en komponist - som regel af et reklamebureau - bliver bedt om at komponere et sound alike - altså noget, der lægger sig så tæt op ad et andet nummer som muligt uden at være det. Oftest fordi reklamebureauet enten ikke har været i stand til at cleare den originale komposition med ophavsmanden, eller fordi de simpelthen ikke har haft råd til det. Det er en virkelig betændt praksis at komme ud i,” siger Jens Bruno Hansen.

Hvis man som komponist får mistanke om, at der er nogen, der har lavet en sound alike af ens værk, har Koda en række tilbud, man kan benytte sig af. I første omgang kan komponisten komme til et faktamøde, hvor reglerne på området gennemgås. Hvis der viser sig at være en sag, kan Koda dernæst spærre for alle udbetalinger på nummeret, indtil sagen er løst.

Næste skridt kan være dialogmøder mellem parterne, og hvis man stadig ikke kan tale sig til rette, kan man få Kodas musikfaglige udvalg til at komme med en vurdering af, om der er tale om et plagiat.

Det foregår gennem en såkaldt statistisk parameteranalyse, hvor de to værker sammenlignes på tværs af syv musikalske parametre: Melodik, harmonik, rytmik, taktart, instrumentation, form og tekst. Jo flere parametre med lighed jo større sandsynlighed for, at der kan være tale om plagiat.

Dernæst vurderer man, om lighederne falder ind under dét, Jens Bruno Hansen kalder “risiko for dobbeltfrembringelse”.

“Hvis det, der udgør lighederne, er så banalt, at man sagtens kan forvente at flere forskellige ophavsmænd - uafhængigt af hinanden - kan lave det samme, så er det næppe beskyttet af ophavsretsloven. Det kunne for eksempel være en 16-takters blues, den tonale kadence, et paukeslag - altså elementer, der er så almene, at ingen rigtig kan siges at have eneret på dem.”

Kodas musikfaglige vurderinger er ikke juridisk bindende. Men de kan give de stridende parter en indikation på, hvordan sagen vil blive vurderet, hvis den ender i retten.

“De er enormt følsomme de her reklamesager. Og i langt de fleste tilfælde ender sagen med et forlig, hvor komponisten ofte får flere hundrede tusinde kroner i erstatning mod, at sagen så bliver lukket og ikke kommer frem i offentligheden.”

Worst case scenario

En af de få rettighedstvister, der rent faktisk er endt ved en dansk domstol, er fra 2011. Her var der dog ikke tale om sound alike-reklamemusik, men derimod en ulovlig sample. Dj-duoen Djuma Soundsystem blev dengang i en historisk dom idømt en bøde på 747.183 kr. fordi de både glemte at kreditere og spørge om tilladelse, da de i 2003 samplede den dansk-tyrkiske percussionist Atilla Engins ‘Turkish Delight’.

“Det er den mest alvorlige sag, der er endt ved en domstol i de senere år, og jeg bruger den stadig som worst case scenario, når jeg fornemmer, at folk tager lidt for let på de her ting. Det er ikke bare 500 kr. man kan skal betale. Du kan risikere at skulle gå fra hus og hjem,” siger Jens Bruno Hansen og fortsætter:

“Vi gør, hvad vi kan, for at styre vores medlemmer uden om de her alvorlige sager. Når der trods alt ikke har været flere retssager, kan man håbe på, at det er et udtryk for, at noget af den musikfaglige rådgivning, vi giver, rent faktisk virker.”