Denne artikel er blevet bragt som en kronik i Jyllands-Posten den 21. juni.

Kodas direktør:
På med sølvpapirshatten –
Copright-monstrene kommer!

Ytringsfriheden er truet, siger kritikere af EU’s forslag til reform af ophavsretten. Det passer ikke. I virkeligheden handler det om at beskytte kunstnernes indtægter og mulighed for at skabe.

Denne artikel er blevet bragt som en kronik i Jyllands-Posten den 21. juni.

 

Linkskat og censurmaskiner. Debatten raser lige nu på internettet om EU-kommissionens forslag til reform af ophavsretten. Kritikere kalder lovforslaget for det største indgreb mod ytringsfriheden siden 1945, og EU-politikere modtager i disse dage tusindvis af (mærkelig nok enslydende) e-mails med protester mod loven. Hvad er det, der sætter ild i denne debat? Lad os lige se på baggrunden for de mest kontroversielle paragraffer i loven:

Prøv at tænk tilbage på internettets barndom, og den meget begrænsede viden, vi havde dengang, om hvad denne nye opfindelse kunne bruges til. Vi anede, at det kunne være noget meget betydningsfuldt, så det var vigtigt ikke at kvæle det i fødslen. Et af problemerne var omkring ophavsretten. For at nettet skal fungere, så kræver det, at der hele tiden laves en række kopier af materiale, der kan være beskyttet af ophavsret. Det sker hos internetudbyderne og på brugernes maskiner i form af såkaldte caches – midlertidige kopier. Desuden ville det være et kæmpe problem, hvis teleselskaberne og internetudbyderne ville kunne retsforfølges, hvis der f.eks. blev sendt ulovligt materiale gennem deres kabler eller lagret på deres servere.

Derfor vedtog man i USA og efterfølgende i EU en række regler, der lavede nogle undtagelser til ophavsretten – de såkaldte ”safe harbour”- bestemmelser. Ifølge dem er man ikke ansvarlig for indholdet, hvis man ikke ved, hvad det er, ikke ændrer indholdet og fjerner det, så snart man får at vide, at det er i strid med loven. Så langt, så godt.

 

Disse paragraffer fungerede efter hensigten – lige indtil smarte forretningsfolk opdagede, at de også skabte et kæmpe hul i ophavsretten - Anders Lassen

 

Disse paragraffer fungerede efter hensigten – lige indtil smarte forretningsfolk opdagede, at de også skabte et kæmpe hul i ophavsretten: Hvis man nu ikke selv lagde indhold op på sine servere, men i stedet lod brugerne gøre det – og efterfølgende byggede en forretning op omkring det, så slap man for at lave aftaler med – og betale - rettighedshaverne! Man kunne med andre ord skabe en lukrativ forretning ved at lade brugerne uploade populært indhold som musik, film og bøger og udnytte den store trafik, som den slags populært indhold skaber, til at sælge reklamer. Fed fidus!

Det mest succesfulde eksempel på denne type tjeneste er YouTube, der i dag ejes af verdens næststørste virksomhed, Google. I årevis kunne Google undlade at betale til og lave aftaler med rettighedshaverne, fordi man påberåbte sig, at man var ansvarsfri under reglerne om ”safe harbour”. (I dag har YouTube aftaler med de fleste rettighedshavere – men pengene er meget, meget små i betragtning af deres brug).

 

Så er det naturligvis en bombe under en hel industri - Anders Lassen

 

I en tid, hvor forbruget af musik, film og bøger flytter sig fra fysiske eksemplarer til digitalt brug, så er det naturligvis en bombe under en hel industri: Hvis globale tech-giganter som Google kan lave musik- eller filmtjenester uden at betale til dem, der har skabt indholdet, så er det et kæmpe problem. Ikke bare for kunstnerne, men i lige så høj grad for de tjenester, der prøver at skabe gode lovlige alternativer, og som må slås med konkurrencen fra andre, der ikke skal betale for indholdet. Det har EU-kommissionen indset og derfor tilføjet en paragraf i forslaget til ny lov, der helt enkelt siger, at tjenester, der indsamler og formidler store mængder materiale, der er beskyttet af ophavsret, ikke længere er omfattet af ”safe harbour”, men skal lave aftaler med rettighedshaverne om at betale. Helt enkelt.

 

Lad os lige få proportionerne på plads - Anders Lassen

 

Men hvor kommer så frygten for ”censurmaskinerne” og de opildnede kampagner for, at ytringsfriheden er i fare ind i billedet? Svaret ser ud til at ligge i nogle helt grundlæggende misforståelser omkring den praktiske udmøntning af loven. Så lad os lige få proportionerne på plads:

For at pengene for denne brug af indholdet skal havne hos de rigtige ejermænd, må man naturligvis vide hvilken musik, der f.eks. er blevet spillet. Heldigvis kan teknikken hjælpe med dette gennem teknologier, som mange allerede kender fra apps som f.eks. Shazam, der kan genkende hvilken musik, der bliver spillet.

Det sker faktisk allerede i dag. Så snart en bruger uploader en video på YouTube, så scanner YouTube filen og identificerer, hvilken musik der bliver brugt. Det sker gennem Googles såkaldte ”Content ID system”. Så det, der ligger i det nuværende forslag, er simpelthen bare, at andre tjenester, der også har store mængder beskyttet indhold liggende, skal have den slags teknologier på plads.

 

Der er ikke tale om nogen form for censur, men om en teknisk løsning - Anders Lassen

 

Det er altså IKKE alle, der er omfattet af disse tjenester, kun de største tjenester. Og der er ikke tale om nogen form for censur, men om en teknisk løsning, der skal sikre, at ophavsmændene bag indholdet, der driver den trafik, der skaber en stor del af de indtægter, som tjenesterne har, bliver kompenseret.

Så hvis det kun er de største tjenester, der skal have denne type ”content ID” og det eneste, det handler om, er, at de skal forhandle og betale til ophavsmændene, hvorfor så al den snak om ytringsfrihed og censur? Fordi det virker. Det er ord, der aktiverer frygt hos en befolkning og deres politikere. Det spiller effektivt på brug af følelser. Det spiller på modstanden mod EU og den generelle paranoia overfor overvågning.

 

Det er ord, der aktiverer frygt hos en befolkning og deres politikere - Anders Lassen

 

Men hvem er det så, der argumenterer for, at disse regler skaber ”censurmaskiner” og knægter vores ytringsfrihed. Tja, en del af svaret må desværre nok findes gennem det velkendte begreb ”follow the money”. En søgning på YouTube på ”Copyright reform” giver blandt andet en video med den rørende titel ”How the Digital Wonderland will look after the EU reform”.  En nuttet tegnefilm om Alice i Eventyrland (= internettet), der har det så godt med alle sine venner, indtil de onde copyright-monstre kommer anstigende og ødelægger det hele. Kommentarsporet er fuldt af vrede ytringer og konspirationstanke af den type, vi kender så godt: EU er en politistat, det er Bilderberg-gruppen og jøderne, der står bag det hele, befolkningen skal holdes i uvidenhed, så politikerne bedre kan styre dem.  Der er kort sagt sølvpapirshatte til alle, der vil have en. 

Afsenderen på videoen er organisationen ”Digital Europe”.  En lobbyorganisation, der består af verdens største tech-virksomheder, som Google, Microsoft og Apple, og altså blandt dem virksomheder, der har en klar interesse i at bibeholde de nuværende undtagelser, og som allerede i dag filtrerer internettet og har titusinder af ansatte siddende og fjerne uheldige og kontroversielle videoer og ytringer. Som er både politi og dommer, når de fjerner bare bryster og ubehagelige kommentarer fra sociale medier, og som systematisk samarbejder med regimer over hele verden med at fjerne systemkritisk indhold fra deres sites og søgeresultater. (Søg på Censorship by Google på Wikipedia for flere eksempler).  

 

Og hvem vil det gå ud over, hvis EU-forslaget falder? Det vil i høj grad gå ud over kunstnerne - Anders Lassen

 

Og hvem vil det gå ud over, hvis EU-forslaget falder? Det vil i høj grad gå ud over kunstnerne: Over 30.000 kunstnere fra hele Europa har skrevet under på et brev til EU med støtte til forslaget. Kunstnere, der hver dag udfordrer magthaverne og rykker grænserne med deres kunst – takket være ytringsfriheden. Forfattere, musikere og filmskabere står sammen om at kræve disse regler ændret af en simpel grund: At sikre, at der også fremover bliver skabt ny kunst og nyt indhold. For at citere Jean-Michel Jarre, der stod i spidsen for underskriftsindsamlingen: ”Den største forbrydelse mod ytringsfriheden ville være at fjerne kunstneres indtægter – og dermed deres mulighed for at skabe ny kunst”.

Anders Lassen
Direktør Koda og formand for GESAC

Hvis du ønsker at støtte op om sagen, kan du skrive under på en fælles erklæring, som vi bruger i den politiske kamp for at sikre et fair internet for musikskaberne.

Læs mere om udfordringerne med tech-giganterne her

Se vores seneste undersøgelse om det digitale musikforbrug her