Kodas direktør: Dette bliver musikkens skæbneår

Denne artikel er blevet bragt som en kronik i Politiken den 29. januar.

Vi kan ikke leve uden musikken – den er en integreret del af vores liv, og vi lytter til mere musik end nogensinde. Men paradoksalt nok er det samtidig blevet sværere end nogensinde at tjene penge på at skabe musik. Politikerne i Danmark og EU har i år en gylden mulighed for at gøre noget ved den uretfærdighed. Derfor bliver 2018 et skæbneår for musikken. Et år, der skal afgøre, om det fortsat er de store multinationale tech-giganter, der skal høste fordelene af, at musikken er blevet digital, eller om en rimelig del af den værdi skal komme skaberne af musikken til gode. Og politikerne behøver ikke vente til, at EU er færdige med en langsommelig lovproces – vi kan allerede i dag varme op til en vaskeægte win-win. Ved at sætte Public Service-indhold i spil på nye kanaler kan både tjenesterne, borgerne og kunstnerne få markante fordele. Men løser vi ikke problemerne, risikerer en lang række andre område at lide samme skæbne som musikken.

I år er det præcis ti år siden, at den første streamingtjeneste, TDC Play blev lanceret på det danske marked. Siden er mange flere kommet til, og vi har været vidner til en helt enestående og fantastisk udvikling for de danske musikbrugere. Musikken er mere og nemmere tilgængelig end nogensinde, og det betyder, at man i dag med et enkelt tryk på sin tablet eller smartphone har adgang til hele verdens musik – enten gratis eller gennem et forholdsvis billigt abonnement. 75 procent af danskere streamer i dag musik – enten betalt eller gratis.

På mange måder har udviklingen også været rigtig god for artisterne og musikskaberne, som i dag i langt højere grad kan nå ud til og komme i dialog med deres fans og samtidig få værdifuld indsigt i deres adfærd. Men på et helt afgørende punkt har denne udvikling haft store negative konsekvenser for artisterne og musikskaberne. De har nemlig fuldstændig fået forstyrret måden, de skal sikre sig en indkomst på.

I dag er lovgivningen nemlig sådan, at ikke alle de ellers uhyre populære tjenester, som distribuerer musik, er forpligtet til at forhandle og betale for indholdet. Og det på trods af, at det netop langt hen af vejen er musikindhold, som er med til at drive trafikken på tjenesterne og dermed også at skabe deres omsætning.

Det mest markante, grelle og aktuelle eksempel på denne problemstilling er YouTube, som er Danmark største platform for musikstreaming. En helt frisk undersøgelse, vi har fået foretaget, viser, at hele 68 procent af danskerne har brugt denne Google-ejede tjeneste til at lytte til musik, og at næsten 30 procent af alle de timer, danskerne bruger på at streame musik i en gennemsnitlig uge, foregår på denne platform.

Det mest markante, grelle og aktuelle eksempel på denne problemstilling er YouTube - Anders Lassen

YouTube er dog ikke det eneste eksempel på denne problemstilling, for på samme vis kan sociale medier som Facebook også gemme sig bag en forældet lovgivning. Og netop på de sociale medier er musikken begyndt at fylde mere og mere. Faktisk viste en undersøgelse, Koda fik foretaget sidste år, at 35 procent af danskerne ugentligt har set musikvideoer eller videoer, der indeholder musik, på Facebook.

Men hvordan i alverden går det til, at store multinationale kommercielle platforme kan slippe afsted med ikke at respektere rettighedsbeskyttet musik? Det hele skyldes en ældre EU-regel fra 2001 – lang tid før streamingtjenesterne, YouTube og Facebooks’ indtog. Reglen skulle sikre, at internetudbydere, der kun passivt stillede en teknisk platform til rådighed, ikke kunne gøres ansvarlige for indholdet på deres platforme.

Disse regler misbruges i dag af store platformstjenester som for eksempel YouTube og Facebook ved, at de undsiger sig ansvaret for indholdet på deres tjenester med henvisning til, at det er uploadet af brugerne. De argumenterer for, at de er passive mellemmænd, der blot stiller en platform til rådighed, og som af den grund ikke er ansvarlige for indholdet på deres tjenester. Kigger man nærmere på deres platforme, er der dog ikke meget, som underbygger deres argument om passivitet – for eksempel arrangerer, aggregerer og anbefaler YouTube deres indhold på præcis samme måde som deres abonnementsbaserede konkurrenter (Spotify, Apple Music etc.).

Ikke meget, som underbygger deres argument om passivitet - Anders Lassen

På den baggrund har vi gennem de seneste år sammen med den samlede europæiske musikbranche kæmpet for at få indført en mindre, men dog ekstrem vigtig præcisering i den ophavsretsreform, der netop arbejdes intensivt på i EU, og som forventes vedtaget i løbet af 2018. Målet med vores indsats er, at der ikke længere skal kunne sås tvivl om, hvornår en platformstjeneste videreformidler musik til den brede befolkning, og dermed heller ikke om, hvornår de er ansvarlige for indholdet på deres platforme.

Derfor klinger det en smule hult, når Google Danmark i et indlæg i Politiken for nylig skrev, at de har samarbejdet med musikbranchen i årevis, og samtidig bruger den aftale, de har indgået med os, til at retfærdiggøre deres urimelige betaling. Faktum er nemlig, at det er utroligt svært at samarbejde og forhandle, når YouTube med loven i hånden kan sige, at de i virkeligheden ikke behøver at betale.

Det betyder, at vi i dag står i en situation, hvor vi dybest set kun har et valg mellem to dårlige muligheder: Vi kan enten vælge at tage imod tech-giganternes ”tilbud”, som er markant lavere en konkurrenternes, eller vi kan acceptere, at vores medlemmers musik alligevel vil være tilgængelig på deres platforme, uden at de får nogen som helst for form for betaling eller indsigt i retur.

Et valg mellem to dårlige muligheder - Anders Lassen

Derudover er det ved at være trættende at høre YouTube og Google igen og igen argumentere for, at de ikke er nogen musiktjeneste, hvilket den førnævnte undersøgelse og danskernes brug af deres service i så høj grad dementerer. Når det er sagt, så er det reelt set også fuldstændig ligegyldigt, om de er en musiktjeneste eller ej. Uanset om deres brugere lytter til musik i ti minutter eller ti timer, burde de ligesom alle andre, der bruger musikskabernes arbejde, selvfølgelig være forpligtet til, som minimum, at forhandle om prisen og om retten til at bruge skabernes færdige værker. Alt andet er nemlig at slå plat på musikskabernes krævende arbejdsindsats og samtidig enormt konkurrenceforvridende.

Omvendt er det glædeligt at læse i samme indlæg, at Google og YouTube er helt enige i, at musikere, sangskrivere, komponister og andre indholdsskabere spiller en vigtig rolle i samfundet – og at de fortjener at blive kompenseret for deres arbejde. Det vil derfor også være meget kærkomment, hvis de i stedet for at bruge alle deres kræfter på at kæmpe imod accepterer en lovgivning, der i første omgang faktisk blot forpligter dem til forhandlingsbordet.

Vigtigheden i af få ændret lovgivningen hurtigst muligt bliver kun endnu tydeligere, når man kaster et blik på den kreative industris betydning for den europæiske økonomi. Den kreative industri er den tredjestørste i Europa målt på beskæftigelse. Syv millioner europæere har et job i den kreative industri i EU. Det er mere end dobbelt så mange som i bilindustrien. Samtidig viser den seneste undersøgelse på området, at tjenester som YouTube og Facebook på europæisk plan omsætter for mere end 22 milliarder euro årligt (svarende til over 165 milliarder kroner). Og 62 procent af denne omsætning er direkte eller indirekte knyttet til brugen af kulturelt indhold – svarende til mere end 100 milliarder kroner hvert år. 

Problemet gælder ikke kun musikken og de kreative erhverv. For platformsøkonomien er kun lige begyndt, og langt flere brancher risikerer at blive ”disrupted” i de kommende år. Platformsøkonomien bliver hyldet af mange liberale politikere og erhvervsfolk som det, der skal skabe væksten i de kommende mange år. Forbrugerne har taget den til sig, fordi den tilbyder bedre service til en lavere pris, og store dele af venstrefløjen bakker den op, fordi den kan skabe en bedre udnyttelse af vores dyrebare ressourcer. Så langt, så godt.

Men inden alle nu kammer over i ukritisk jubel over tjenester som Uber, AirBnB, YouTube og mange andre, så er det lige værd at stoppe op og lære lidt af historien. For problemet med platformene er, at de i dag er ansvarsfrie.

Problemet med platformene er, at de i dag er ansvarsfrie - Anders Lassen

Husk lige tilbage: Det tog os 100 år at gå fra en situation med ureguleret, rå kapitalisme til et trygt og rigt samfund. Og nøglen til denne udvikling var, at vi som samfund pålagde arbejdsgiverne et ansvar: Ansvar for at forhandle med deres modparter, ansvar for ikke at ødelægge miljøet og ansvar for at forbrugerne ikke blev forgiftet og snydt. Og ja, der var mange, der dengang klagede over, at det hæmmede væksten, og gjorde det sværere for virksomhederne at konkurrere. Men i dag er alle klar over, at det var en nødvendighed, og at vores tidlige indsats her på lang sigt gjorde os mere konkurrencedygtige over for de lande, der bare lod stå til.

Problemet med deleøkonomien er i korthed, at vi risikerer at skabe Kapitalisme version 2.0. Og hvorfor det? Jo, den ”gamle” kapitalisme bygger på en model, hvor produktionen er centraliseret i fabrikker, virksomheder og institutioner.  Den ”nye” netværkede kapitalisme er decentral. Vi går fra at være ansatte i centrale enheder til at være ”frie agenter”, der tilbyder vores arbejdskraft direkte til køberne. Men mellem os står en platform, en markedsplads, der forbinder køber og sælger af en vare eller tjenesteydelse. Fordi denne platform ikke har noget ansvar, har den markant lavere omkostninger end den traditionelle arbejdsgiver: Den skal ikke tage miljøhensyn, når den ”udlejer” værelser eller tilbyder transport. Den skal ikke forhandle overenskomster, overvåge om 11-timersreglen bliver overholdt, ja, ofte betaler den ikke engang skat i det land, hvor den opererer og bidrager på den måde ikke til fællesskabet.

Det skaber naturligvis en enorm konkurrencefordel i forhold til de eksisterende virksomheder, når man ikke skal overholde de samme regler. Så når YouTube kan tilbyde en musiktjeneste uden at betale det samme som de andre musiktjenester, eller når Uber kan flytte mennesker fra A til B uden at have de samme forpligtelser som taxaselskaberne, vokser de naturligvis hurtigere og skaber større profit end de gamle virksomheder. Men det er ikke ”disruption” – det er bare snyd.

Det er ikke ”disruption” – det er bare snyd - Anders Lassen

Vi bliver nødt til at tænke grundigt over, hvordan vi sikrer, at den hårfine balance, vi har skabt mellem markedsøkonomi og regulering, også kommer til at gælde i den nye økonomi. Vi bliver nødt til at slå fast, at hvis man deltager i en transaktion mellem to parter og skaber indtægter på det, har man også et medansvar for det, der foregår. Og ja, det kommer til at begrænse væksten noget – men ingen af os ønsker at vende tilbage til et lovløst, ureguleret samfund, hvor miljøet ødelægges, og individet ikke har nogle muligheder for at kæmpe mod en rå overmagt. Kapitalisme 2.0 må og skal erstattes af Velfærd 2.0.

Sådan en lovgivning vil på ingen måde hæmme innovationen, ytringsfriheden og startup-virksomheders vækstmuligheder, som tech-giganterne ellers argumenterer dygtigt for – snarere tværtimod. En mindre justering af lovgivningen vil nemlig være med til at sikre et langsigtet, bæredygtigt marked. Og så vil den i øvrigt sørge for, at en større del af tech-giganternes omsætning bliver bragt til en fair beskatning i de lande, hvor brugen faktisk foregår.

Hvis vi vil værne om et stærkt musikmarked, hvor brugerne fortsat skal have adgang til musik fra hele verden lige ved hånden døgnet rundt, er det helt afgørende, at EU-politikerne i år tager de nødvendige og modige beslutninger, der kan sikre en bæredygtig fremtid for hele den kreative industri. Og samtidig skal Google (og for den sags skyld Facebook) holde op med at tale udenom, og i stedet vedkende sig deres enorme markedsdominans og tage det ansvar på sig, der følger med, når hele deres eksistensgrundlag bygger på arbejde, som hovedsageligt er skabt af hårdtarbejdende skabere af kulturelt indhold.

Afgørende, at EU-politikerne i år tager de nødvendige og modige beslutninger - Anders Lassen

Men en ting er lovmøllen i Bruxelles, der som bekendt maler langsomt. Noget andet er, at vi allerede i dag kan tage et initiativ, der – ved hjælp af markedskræfterne – kan gøre både borgerne, platformstjenesterne og kunstnerne glade:

Hvert år bruger Staten over 4 milliarder kroner på at støtte Public Service-indhold på en række kanaler: DR, TV2’s regioner, Filminstituttet mv. Men institutioner som DR oplever, at brugerne i stigende omfang befinder sig på andre kanaler end de traditionelle. De er netop på Facebook, YouTube og andre sociale medier. Derfor vil blandt andre DR gerne have deres indhold ud på disse kanaler. Tjenesterne vil gerne have dem, for der er tale om efterspurgt indhold, der vil kunne drive trafik og dermed indtægter til tjenesterne. Og brugerne vil også gerne se og dele deres danske yndlingsindhold på sociale medier.

Derfor er vores konkrete forslag, at politikerne bestemmer, at DR og andre, der producerer statsstøttet indhold, kan lægge dette indhold ud på tjenester som Facebook og YouTube. Men naturligvis under forudsætning af at de pågældende tjenester har indgået en markedsmæssig aftale med dem, der har rettighederne til indholdet. På den måde får alle deres behov opfyldt: Brugerne får adgang til blandt andet DR-indhold på nye kanaler, tjenesterne får attraktivt indhold til deres rådighed, kunstnerne får løn for deres arbejde, og Staten får bragt PS-indhold i spil overfor grupper, der i dag er på vej væk fra de traditionelle kanaler.

Hvis vi ikke handler, bliver digitaliseringen kun til glæde for tech-giganterne - Anders Lassen

Men både når det gælder lovgivningen i EU og medieforliget i Danmark, så er tiden inde til handling nu. Hvis vi ikke handler, bliver digitaliseringen kun til glæde for tech-giganterne, der i ly af ansvarsfriheden kan feste hele vejen til banken.

Anders Lassen
Direktør i Koda