Medlem
Forlag
Om Koda
Hovedmenu
Udbetaling
Registrering af din musik
Selvbetjening
Min karriere
Kontakt og spørgsmål
Medlem
Her får du udbetaling fra
Minutværdier
Om din udbetaling
Udbetaling
TV
Radio
Koncerter
Online
Udland
Øvrige områder
Her får du udbetaling fra
Udbetalingsområder i udlandet
Udbetaling
2024
2023
2022
Medlem
Ofte stillede spørgsmål
Hovedmenu
Udbetaling
Selvbetjening
Værker
Udbetaling
TV
Radio
Koncerter
Online
Udland
Øvrige
Hovedmenu
Hvad er Koda
Organisation
Job
Generalforsamling og bestyrelsesmøder
Generalforsamling og bestyrelsesmøder
Generalforsamling og bestyrelsesmøder
Om Koda
Hovedmenu
Tal
Hovedmenu
Hovedmenu
Hovedmenu
Hovedmenu
Musik betaler sig
Fotograf: Per Bix

Mathilde Falch – musikken kan gøre en forskel

Komponisten og sangskriveren, Mathilde Falch, har noget på hjerte. Med en titel som ambassadør for SIND (Landsforeningen for psykisk sundhed), bruger hun en stor del af sit arbejdsliv på at afholde fortællekoncerter – et koncertformat, som levner plads og rum til nærvær, og som giver indblik i hvad, der ligger bag hendes poetiske, musikalske univers. Den 8. maj kan du møde Mathilde Falch i en artist talk, når Koda, DPA og DJBFA inviterer til ’songwriters masterclass’, hvor Mathilde sammen med Sys Bjerre giver et indblik i, hvordan de hver især arbejder med sangskrivning.

Mathilde Falch har udgivet fire albums og en EP, og pladedebuterede som 19-årig med singlen "Måske om 5 år", men inden da kunne man opleve hende live både som soloartist og med eget band på de mindre scener i Danmark – en måde at arbejde på, som hun er fortsat med gennem de seneste ti år. Koda fangede Mathilde Falch over telefonen på vej hjem fra et par koncerter for SIND:

 

Jeg har mulighed for at sige til andre, der er i det lige nu, at man kan komme videre og få det godt - Mathilde Falch

 

"Jeg har lavet to fortællekoncerter for SIND i Herning. Her fortæller jeg ind imellem sangene om mig selv. Jeg har selv en fortid fra psykiatrien og med misbrug, så jeg fortæller min egen historie mellem de sange, som jeg har skrevet om de temaer. Man kan også kalde det et koncertforedrag. Det er noget, jeg gør rigtig meget, og det giver mening for mig at gøre. Jeg har mulighed for at sige til andre, der er i det lige nu, at man kan komme videre og få det godt. På den måde kan jeg give lidt håb videre," forklarer Mathilde og fortsætter: 

"Noget af det, som jeg er glad for ved mit arbejdsliv, er, at det føles så naturligt. Nogle gange kan jeg mærke på andre, at de bliver nervøse ved at skulle optræde, og det bliver jeg ikke. Måske handler det også om, at jeg igennem min barndom har været vant til at være med, så det er meget naturligt for mig. Det er så personligt for mig, og jeg har ikke fulgt branchens råd om, at hvis man skal være stjerne, skal man på én eller anden måde være lidt karikeret. Jeg har altid været meget personlig, og har talt om ting, der er svære. Så jeg kan gå ind som mig selv og ikke som en stjerne, som skal være perfekt – det giver en god ro for mig. På den måde bliver det heller ikke så opslidende, og jeg er meget glad for, at jeg ikke skal tænke i at være noget bedre, end jeg i virkeligheden er." 

Livealbum på vej

Til juni udgiver Mathilde Falch et livealbum for at fejre, at hun har udgivet og spillet i ti år: 

"Jeg har sammen med mit band lavet et livealbum for at fejre, at jeg har udgivet og spillet nu i ti år, som udkommer til juni. Min måde at gøre det på, er at spille nærmest alle steder, hvor jeg har kunnet komme til det - på gader og stræder, på cafeer - alle steder, hvor der har været bare én eller flere, der gad at lytte." 

Sangene til albummet er blevet udvalgt af Mathildes Facebook-følgere: 

"Mine facebookfølgere har valgt de sange ud, som skulle med fra de fire albums, jeg tidligere har udgivet. Det handler for mig også om at kunne opdatere sangene lidt, da der jo heldigvis er sket noget gennem de ti år, jeg har lavet musik. Min stil har udviklet sig, og jeg er blevet mere bevidst om, hvad jeg godt kan lide. Så på den måde er det lidt specielt for mig, når folk til mine koncerter køber mine første album, og jeg selv føler, at jeg er et andet sted rent sound-mæssigt. Så med livealbummet kan jeg opdatere de sange, som jeg er glad for - med min nuværende band-lyd. Og så er det for mig også en hyldest til publikum og til livescenen. Jeg elsker selv at gå til koncert, og når alting fungerer godt, kan det være en magisk oplevelse mellem publikum og de optrædende på scenen. Så jeg har supermeget respekt for, når folk kommer ud og deltager i koncerterne." 

For 1 ½ år siden blev Mathilde Falch mor for første gang, og siden da har der ikke været så meget tid til at arbejde på nyt materiale: 

"Jeg har stort set ikke skrevet noget, siden jeg blev mor for 1 ½ år siden. Så mit livealbum er også for at sige til mit publikum, at jeg er her, og alt er ok. Mit fjerde album nåede jeg lige at udgive inden jeg blev mor, så på en måde føler jeg stadig, at jeg er på tour med det album, fordi jeg ikke var det, da det udkom. Det, at være blevet mor, giver en kæmpe styrke også til at prioritere, hvad der er vigtigt, så jeg kan også mærke det, når jeg står på en scene, hvor jeg føler mig stærkere, mindre bange og mere sikker." 

En passion for ord

Mathilde Falch har en passion for ord – for sproget i sig selv og for digte, og de første sange, var dagbogsdigte: 

"Jeg elsker ord og har personligt brugt skriveprocessen til at få det bedre, og i øvrigt til at ’undersøge’, hvordan jeg havde det. Og så fik jeg på et tidspunkt et stort behov for også at sætte musik til ordene, og til at andre skulle lytte til det. Så det var ordene, der fik mig i gang med at lave musik, selvom jeg nærmest altid har spillet i band, på tværfløjte og på keyboard, men jeg var ikke ’sanger’, da jeg var barn. Det var først da jeg som 18-årig skrev en hel masse sange, at jeg rigtigt begyndte at synge og faktisk udgav det med det samme, og var meget opsat på, at jeg gerne ville spille så meget som muligt. Når jeg arbejder med min musik nu, er det en proces, hvor jeg skaber ord og lyd samtidig, men mit udgangspunkt er min store interesse for sproget og for digte," fortæller Mathilde Falch og fortsætter:

 

Jeg har kunnet undgå at have nogen, som bestemmer over mig og at nogen har haft forventninger om, at jeg skulle skabe noget, som var større - Mathilde Falch

 

"Jeg har været heldig, at jeg har kunnet leve af min musik i nogle år nu, men på en stille og rolig måde. Jeg er rigtig glad for, at jeg ikke fik et ’gennembrud’, da jeg udgav min første plade som 18-19 årig. Jeg har i stedet fået lov til stille og roligt at øve mig ude på scenerne i rigtigt mange år og har kunnet dyrke musikken på en anden måde, end hvis der havde været et pladeselskab, som bare forventede, at jeg kom med et hit. Jeg har kunnet undgå at have nogen, som bestemmer over mig, og at nogen har haft forventninger om, at jeg skulle skabe noget, som var større. Min sangskrivning har ikke været præget af, at jeg skulle opnå airplay. Der er mange branchefolk, som jeg har mødt gennem tiden, som har ment, at jeg har taget rigtigt dårlige karrieremæssige beslutninger, og det har jeg sikkert også, hvis jeg skulle have satset på en mere kommerciel karriere. Men jeg har fået et meget, meget trofast publikum, som blandt andet rejser med mig rundt i hele landet – folk, som rigtig godt kan lide min musik og mine tekster. Vi er bare mit band, mit publikum, mig selv og min guitar – der er ikke andet, og alligevel kan jeg leve af det. Min drøm er, at jeg kan fortsætte med at spille, og at der fortsat er nogen, der gider at komme, og selvfølgelig – hvis Orange Scene ringer, så vil jeg jo også gerne, men jeg ved, at på intime scener, hvor jeg kan være nærværende med mit publikum, det er dér, jeg er bedst. Og det giver mig også meget plads til historiefortællingen." 

Kirketurnéen med Michael Falch

Mathilde Falch går en travl sæson i møde med mange liveoptrædener – både solo, med sit band og med en kirketurné med sin far, Michael Falch, i efteråret. Kirketurnéen starter i oktober og byder på i alt 22 koncerter, og det er første gang nogensinde, at Mathilde spiller offentligt sammen med sin far: 

"Det er første gang, at jeg officielt spiller med min far. Vi har lavet et par koncerter for velgørenhed nogle gange, men det er første gang, at vi officielt skal være sammen på scenen. Jeg har igennem de seneste ti år forsøgt at undgå overhovedet at tale om min far, men lige pludselig kunne jeg mærke, at tiden nu er helt rigtig. Jeg har lavet 4-5 album, og spillet rigtig meget, så jeg føler, at jeg har bygget noget op, og jeg er min egen nu. Jeg er blevet voksen, og jeg er blevet mor, og efter at jeg er blevet mor, føler jeg mig mere som mor end som nogens datter. Det, der er fantastisk, er at min far og jeg altid har haft et fællesskab omkring musikken, som jeg oplever som værende noget specielt. Når man spiller sammen, så sker der noget ret magisk, og jeg elsker at spille med min far, og det har vi altid gjort privat. Vi synger altid sammen og spiller for alle de små børn i familien, så på den måde er det noget meget naturligt for os. Men det er først nu, at jeg har haft lyst til at gøre det offentligt. Som min far siger, så har han prøvet at lokke mig igennem mange år, men nu kan jeg ærligt gå ind i, at jeg bare glæder mig til det. Jeg kan stå på scenen sammen med ham, som et selvstændigt menneske og kunstner." 

At gøre en forskel

Mathilde Falch har udgivet musik i snart 11 år, og adspurgt, hvad der er væsentligst for hende, er det arbejdet som musikalsk ambassadør for SIND, der ligger hende meget på sinde. Et sted, hvor musikken virkelig kan gøre en forskel:

 

Jeg føler, at jeg ikke bare er en dum popsanger, som spilder tiden - Mathilde Falch

 

"Jeg får til stadighed beskeder fra unge mennesker, som er psykisk sårbare. I går oplevede jeg blandt andet en pige, som har fået tatoveret fem af mine tekster på sin krop, og som fortalte mig, at det er de tekster, som har hjulpet hende ud af hendes psykiske lidelse, og sådan en historie er jo sindssygt rørende. Jeg bruger meget tid på at tale med folk om de ting, og sætter tid af til at gøre det. Så en del af mit arbejdsliv bruger jeg på at tale med folk, som har det svært, og det er helt klart det, jeg er mest stolt af, og som gør, at jeg føler, at jeg ikke bare er en dum popsanger, som spilder tiden. Jeg kan bruge det med at skrive, og det med at stå på en scene til noget, som rent faktisk kan gøre en forskel for nogen. Og så er jeg stolt af, at jeg kan blive ved med at få jobs, og har gjort det igennem ti år nu, at jeg kan fortsætte, og at folk bliver ved med at komme til mine koncerter. Der er nogle byer, hvor jeg har været hvert år igennem de seneste 8-9 år, hvor der kommer flere og flere hver gang. Og at det kan lade sig gøre, uden at have et stort pladeselskab i ryggen, bliver jeg ret stolt af." 

Et godt råd

Det handler om at gøre sig det klart fra starten, hvad man vil med sin musikalske karriere – at finde ud af, hvad man drømmer om, fortæller Mathilde Falch: 

"Gør dig bevidst, hvad det egentlig er, du drømmer om. Det var jeg nok ikke, dengang jeg startede. Men find ud af, om du drømmer om at være den nye, store pop-stjerne, og hvad det egentlig indebærer, og er det et liv, der er rart, og er det målet, eller er det noget andet? Og så tror jeg rigtig meget på, at det generelt i livet, men også i musikbranchen handler om at omgive sig med gode, positive folk. Find nogle, der får dig til at føle dig godt tilpas, for så tror jeg, at man kan skabe noget bedre. Det kan være, at man ikke nødvendigvis skaber det kæmpestore hit, men jeg tror, at man rent følelsesmæssigt kan få det så meget bedre, hvis man gør sig nogle tanker om, hvad det er, man vil. Det handler om at have det godt, og succes kan være skønt, hvis man har det godt, men det er godt at have et grundlag, hvis tingene kollapser, og det sker for alle – selv for de allerstørste. Så der er noget at falde tilbage på, når man pludselig ikke længere er interessant. Dem, der er de nye, store popstjerner, bliver måske vist og spillet rigtig meget i et år, og så lige pludselig stopper det, og så tror folk ikke, at de eksisterer længere. Hvis man så har lagt hele sit liv og sin identitet i at være en stor stjerne, og det så stopper, så er man på skideren. Så mit råd er egentlig, at sørge for at bygge alt det andet op omkring dig," afslutter Mathilde Falch.

 

Læs mere om Mathilde Falch

Læs mere om medlemsarrangementet ’Songwriters masterclass’