The Minds of 99 er ved dette års udgave af DMA nomineret til hele fire priser. Blandt andet i kategorien ’Årets Danske Sangskriver - Koda prisen’ for deres arbejde med albummet ’Liber’. I den anledning har vi taget en snak med forsanger Niels Brandt om gruppens sangskrivningsproces og bedt om et par gode råd til andre sangskrivere. Niels Brandt fortæller blandt andet, at Kim Larsen er hans helt store forbillede, og at han sjældent skriver sine sange ned, for som han siger: ”Hvis de gode nok, husker jeg dem”.
Hvordan skriver og komponerer I jeres sange?
”Først og fremmest bidrager alle i bandet med et eller andet til sangene, men for mit vedkommende, så skriver jeg sange konstant – både når jeg sover, går ture, er til koncerter osv. Sangskrivning er for mig en form neurose. Jeg gør det bare. Hvis man ser en hjerne som værende en computer, bruger jeg vel 30-40 procent af dens kapacitet på sangskrivning. Jeg laver ikke indspilningsdemoer, og det er meget sjældent, at jeg skriver mine tekster ned, for er de gode nok, husker jeg dem. Mine og vores tekster bliver derfor også først helt færdige, når hele gruppen samles på en vores mange årlige sommerhusture, hvor vi i fællesskab sætter vores musik sammen. Og det er faktisk meget vigtig for mig, at jeg ikke gør mine sange færdige, før vi er samlet, for det er i dette fællesskab, magien opstår og sangene vokser,” siger Niels Brandt og fortæller videre om, hvorfor de tager i sommerhus, og hvad der sker på disse ture:
”På de to plader, vi har lavet sammen, har vi været på en tre-fire sommerhusture en uges tid ad gangen – det må ikke blive længere, for ellers begynder vi at rive hovederne af hinanden. Vi tager væk, for så skal ingen op næste dag, og når dagligdagen ikke forstyrrer, giver det os derfor mulighed for at fokusere 100 procent på vores musik. Forløbet er faktisk på en eller anden måde lidt ligesom Pokemon Go, hvor man tænder for telefonen og skal være klar, for hvis man er vågen, kan man fange sange.”
For mig er sangskrivning hverken rigtig sjovt eller kedeligt, det er en nødvendighed - Niels Brandt
Hvilken af jeres sange/album er du mest glad for rent tekstmæssigt?
”Helt grundlæggende ser jeg ikke tekst og musik som to forskellige ting. Teksten skal i min verden have det rigtige hus at bo, før den fungerer, og derfor vil nogle af mine tekster nok både være ligegyldige og kedelige, hvis ikke de var akkompagneret af et lydbillede. Hvis jeg skal pege på et vores numre, hvor denne symbiose er lykkes allerbedst, vil det nok være ’Ud af min krop’, for her er sammenhængen mellem lyd, tekst og melodien i ordene rigtig fed.”
Hør ’ Ud af min krop’ på din foretrukne streamingtjeneste her
Gode råd til sangskrivning?
"Jeg har ingen gode råd. For mig er sangskrivning hverken rigtig sjovt eller kedeligt, det er en nødvendighed, så har man det på samme måde, skal man selvfølgelig gøre det, og så er man nok slet heller ikke i tvivl om, hvordan man skal gøre det.”
Hvem er dit sangskriverforbillede?
”Uden tvivl Kim Larsen, for han er fuldstændig suveræn til at få tekst og musik til at gå op i en højere enhed. Han er uden tvivl den største, og ham har vi alle hørt rigtigt meget. Man har et indtryk af, at han ikke sætter sig ned for at skrive en sang, men at de bare kommer til ham. Og selvom hans sange er så forskellige, er de samtidig alligevel alle sammen så meget ham. Det er som om, at han har fundet en sø, som kun han ved, hvor er, hvorfra han fisker sine sange.”
Hør Kim Larsens Greatest på din foretrukne streamingtjeneste her
Hvad betyder det for jer at være nomineret?
”Til hverdag går vi lidt rundt i vores egen boble, så derfor er det selvfølgelig fedt at få anerkendelse for ens arbejde. Det er jo en form for blåstempling, når det sidder et kompetent udvalg, som så at sige skiller skidt fra kanel. Jeg tror dog ikke kun, at det har betydning for os, men også for vores fans og publikum, for det giver dem på en eller anden måde en mulighed for at spejle sig i, at der også er en masse andre, som også rykker til den musik, de selv lytter til. Når det så er sagt, vil vi dog stadig skrive og producere vores form for musik, uanset om vi fik priser for det eller ej.”
MERE OM DANISH MUSIC AWARDS 2016
- DMA 2016 afholdes i samarbejde mellem TV 2, IFPI og Koda i Forum i København lørdag den 12. november.
- Se alle de nominerede her
- Få seneste nyt om 'DMA 2016' her
- Billetter til 'DMA 2016' kan købes på billetlugen.dk
- Følg Danish Music Awards 2016 #DMA16 på Facebook og Instagram.