Koda har mødt Anne Linnet til en snak om musikken, følelserne som drivkraft, om fuglesang og om påvirkningerne fra både den klassiske – og den rytmiske musikscene. Læs her anden del af portrætinterviewet med Anne Linnet, som følger tiden fra 1988 og frem.
’Jeg er jo lige her’
"I 1988 fik jeg Alexander, og mens jeg var gravid med ham, var jeg i studiet med 'Jeg Er Jo Lige Her'. Samtidig gik jeg fra CBS, og lavede mit eget pladeselskab med ham, der var A&R for mig dengang, Jan Degner. Vi lavede et selskab, hvor Jan var administrerende direktør, og jeg var artisten, og startede op med det album, der hedder ’Jeg Er Jo Lige Her’. Vi kunne ikke have fået en bedre start, for det gik jo helt fantastisk. Jan mener den dag i dag, at det er det bedst sælgende album i Danmark. Folk siger altid, at det er Kim Larsens 'Midt Om Natten', men Jan mener altså at have belæg for, at det er 'Jeg Er Jo Lige Her'. Og det er det album, hvor nogle af mine største sange befinder sig på ex 'Tusind stykker', 'Jeg Har Tabt Mit Hjerte' og 'Forårsdag'."
Tiden i Rom
I den efterfølgende tid stod den på festivaler om sommeren, og så enten forårs- eller efterårsturné, og sådan har livet altid været for Anne Linnet. Men på et tidspunkt var det tid til at omplante sig i helt nye omgivelser:
Pludselig kunne jeg se, at det måske var meget fedt at omplante sig og prøve at leve livet lidt på en anden måde - Anne Linnet
"Min tid har været rimeligt meget booket i alle årene. Men på et tidspunkt fik jeg en kæreste, som skulle have en praktikperiode udenlands. Og samtidig havde mit liv været sådan; ’ude at spille, i studiet, ude at spille, i studiet’ og indimellem skrive om natten, og så kunne jeg pludselig se, at det måske var meget fedt at omplante sig og prøve at leve livet lidt på en anden måde. Vi besluttede at tage til Rom, og det gjorde vi i starten af 90’erne. Jeg havde Xander, som var seks år på det tidspunkt, som kom til at gå i skole dernede – i Montesorri-skolen. Min kæreste var på et designfirma om dagen, og jeg havde alle mine keyboards med og sad og skrev om dagen, og det var rigtig skønt. Det var virkelig et par gode år, vi havde dernede. Så skete der det sjove, at jeg blev kontaktet af nogen, der skulle have lavet en musical om Thorvaldsen, fordi København var Kulturby i 1995, og de ville gerne have, at jeg skulle skrive musikken til det. Det var nærliggende, da Thorvaldsen levede 40 år ud af sit 80-årige liv i Rom. Og jeg var jo netop i Rom, og kunne opsøge alle de steder, Thorvaldsen holdt til og få en fornemmelse af, hvordan det hele foregik. Det skrev jeg, mens jeg var dernede, og skrev i øvrigt en masse sange også. Jeg havde mine keyboards med, og jeg skulle ikke ud på turné eller ud at spille - det havde jeg vippet ud af hovedet i den periode, og det var sjovt for mig, fordi i alle årene op til, havde jeg jo altid spillet koncerter. Da vi kom hjem igen, blev musicalen opført inde på Thorvaldsens Museum i Atriumgården med drengekoret og musikere. Det var i øvrigt Suzanne Brøggers mand, Keld Zeruneith, der skrev librettoen, og de var også nede i Rom nogle gange, og det var superhyggeligt."
Børnene
Anne Linnet har børnene Evamaria, Marcus, Xander, Maria, Peter, Isolde og Nemo, og børnene fylder meget i Annes liv. Maria og Peter er adopteret fra et børnehjem i Rumænien, efter at Anne Linnet havde en lille dreng på et ferieophold i 1998. Børnene kunne endelig hentes hjem i 2001:
Hjernen er jo en computer, og på den ene eller anden led, så skal man nulstille computeren fuldstændig, før man kan lægge nye ting på den - Anne Linnet
"Jeg blev på et tidspunkt involveret i nogle børnehjem i Rumænien, og havde en lille dreng oppe på ferie. Det startede med, at min advokat Natalie Rothe spurgte, om jeg ligesom hende ikke også kunne tage et lille feriebarn i 14 dage; ’selvom du er ude at spille, kan du godt tage et lille feriebarn i 14 dage. Du er vant til det med børn, kom nu’. Jeg sagde ja, og skrev, at jeg gerne ville have en lille pige. Så ringede de kort tid efter og fortalte, at de lige havde fået en lille dreng ind, og han var kun tre år gammel - om jeg kunne magte det? Og jeg sagde; ’ja, ja – kom med ham’. Og han kom op, og var rimeligt skidt kørende - han kunne lige akkurat gå, men slet ikke løbe. På det tidspunkt havde jeg et sted oppe på Skagen, så vi løb på stranden hver dag, og han fik det hurtigt bedre, så jeg tænkte; ’jeg sætter en adoption i gang’, og det gjorde jeg så. Og så rejste vi ellers frem og tilbage. Han var hos mig i sommer- og juleferier, og i mellemtiden rejste jeg derned engang imellem. Det viste sig, at han havde en søster på et andet børnehjem, og det vidste han ikke, og han var også så lille, at han ikke ville kunne forstå det. Jeg tænkte, at jeg måtte besøge hende og finde ud af, hvad hun var for en. En af de gange, jeg var dernede, besøgte jeg hende, og havde ham med. Hun anede heller ikke, at hun havde en lillebror. Hun var fem år ældre end ham, d.v.s. ni år, da jeg så hende første gang. Så tænkte jeg; ’skulle jeg adoptere hende også?’. Men jeg følte, at jeg var nødt til at lære hende lidt at kende. Da hendes børnehjem skulle på tur i Dracula-bjergene, fik drengen og jeg lov til at tage med. Når vi gik ture i skovene, søgte hun at holde min hånd og interesserede sig også lidt genert for sin lillebror. Jeg kunne mærke, at hun var smilende og grinende, når hun talte med sine veninder. Jeg tænkte, at det kan godt spille med Alexander, som kun er 1 år ældre end hende, og indledte en adoption af hende også. Men der gik faktisk tre år, før jeg kunne hente dem hjem, og det var hårdt – både for mig og for dem. Pigen talte lidt dansk, fordi hun havde en feriefamilie, der boede på Fyn, hvor hun havde været nogle gange. Og det hjalp også mig, at jeg havde været i Italien og havde gået på et intensivt italiensk kursus. Italiensk har samme sprogstamme som rumænsk. Så jeg hentede dem hjem og ankom med dem den 8. marts på Kvindernes Kampdag. Det var slet ikke planlagt, men sjovt nok – sådan blev det. Det var starten på et større arbejde. Hjernen er jo en computer, og på den ene eller anden led, så skal man nulstille computeren fuldstændig, før man kan lægge nye ting på den. Det tog tid, for der var så meget skidt i bagagen. Det er sådan, når man adopterer, at så er der nogle år, hvor man skal være hjemme. Så i tre år kunne jeg ikke tage ud at spille, og det var også fint nok."
Kirkekoncerterne og koralerne
Efter årene hjemme med de to adoptivbørn, blev Anne Linnet inviteret til at lave kirkekoncerter, og takkede ja:
"Jeg blev spurgt, om jeg ville lave en kirkekoncert, og det gik op for mig, at jeg havde det rigtig fint med, at det var et mindre, lukket rum. Folk var meget tæt på, og det gav en intimitet, der pludselig hang meget godt sammen med de ting, jeg havde været igennem. Og så tog det om sig. Kirken ville gerne have os igen, og der var andre kirker, der havde hørt om os. Det var en helt anden måde at spille koncerter på. Det har jeg holdt ved lige siden, og det hænger igen også sammen med både, at min mormor tog mig med i kirke og disciplinerne på konservatoriet, hvor jeg havde koralharmonisering. Jeg indlægger nu perioder, hvor jeg spiller kirkekoncerter, fordi jeg synes, at det er fedt - fedt med folk tæt på og fedt med den intimitet. Jeg synes, at rummene har en vidunderlig lyd, så det fortsætter jeg med. Og så har jeg mit band ved siden af, som stille og roligt kom op at stå, og de sidste par år har jeg været ude at spille for fuld skrue igen. Men det smittede også af på min skrivning, at jeg kom ud at spille i kirkerne. Der kom nogle koraler (salmemelodier) dumpende ned til mig. Dem har jeg samlet sammen gennem årene, og det bliver et livsværk, som jeg udgiver enten næste år eller næste år igen – 50 nye koraler. Så når min nuværende turné er færdig, så handler det om at få dem færdiggjort. Kirken lige haft reformationsjubilæum, og de spurgte, om de måtte få nogle af dem med. 'Forårsdag' og 'Lille Messias' er også med, men ellers nye. Jeg tror, jeg er repræsenteret med ni salmer. Min egen koralbog kommer til at hedde 'Linnets koraler', og det er en stor ting for mig."
Bøgerne
Ud over det pågående arbejde med 'Linnets koraler', har Anne Linnet skrevet to bøger: 'Hvor kommer drømmene fra' og 'Testamentet', samt samtalebøgerne 'Min mor er død' samt 'Livsmodig' sammen med Christine Antorini, Ritt Bjerregaard og Hanne-Vibeke Holst:
"Det tager mega lang tid at skrive bøger. Jeg har skrevet 'Testamentet', som handler om min opvækst fra jeg var 0-20 år, og ’Hvor kommer drømmene fra’ fra jeg var 20-30 år, og så arbejder jeg på den næste. Det fede ved at skrive er, at man bliver klar over nogle sammenhænge, og det sjove ved det er, at når man først dykker ned i det, så kan man huske meget mere, end man troede. Man er jo altid optaget af nuet og det man har gang i, men gennem tiden har jeg sat perioder af til at dykke ned i bevidstheden og til at sidde og skrive. Jeg er i gang med den næste og arbejder også på andre bøger, og har lige lavet en samtalebog sammen med Hanne-Vibeke Holst, Ritt Bjerregaard og Christine Antorini. Det er vigtigt for mig også at have tid med mine veninder, hvor vi kan vende alle mulige problematikker. Det er vigtigt og hyggeligt, og vi har lavet to bøger på den måde. Vi har lavet 'Min mor er død', fordi det gik op for os, at vores mødre var døde inden for det samme år, og så har vi lavet ’Livsmodig’, som handler om at være modig på livet, og lur mig, om ikke der kommer en tredje på et tidspunkt. Det er alvorlige emner, men det er også skide-sjovt, at vi kommenterer på hinandens meninger og holdninger. De sidste par år har det været sådan, at jeg har turneret med mit band om sommeren, og har haft tur om efteråret, og så har jeg haft min trio til mindre jobs og kirkekoncerter. Det fungerer vældig godt for mig, fordi når jeg planlægger det, kan jeg fint lægge skriveperioder ind midt imellem, og så er det også en stor ting for mig, at jeg har studie selv og selv kan bestemme, hvornår jeg vil gå i studiet. Og vidunderligt for mig, at min store søn, Marcus, producerer mine ting, og jeg får god sparring fra både ham og Alexander."
Musikken bliver givet videre
Det har stor betydning for Anne Linnet, at hun har kunnet give musikken videre til sine børn, og at de i musikken har fundet et fælles sprog:
Jeg er lykkelig for, at jeg har det sprog med mine børn, fordi vi kender hinanden så godt - Anne Linnet
"Det betyder meget for mig, og det ikke kun er Marcus og Alexander, der aktivt har taget musikken til sig, men også min ældste datter, som er på en musikskole i Nykøbing Falster. Man får et sprog ud over det almindelige sprog med sine børn, og det er jo især de tre store, som jeg har det sprog med. Men også de andre. Min søn, Peter, der er danser, og som er ved at uddanne sig til koreograf i Leeds – ham har jeg også et specielt sprog med ud over det almindelige sprog. Og jeg kan ikke lade være med at tænke på min gamle lærer, Per Nørgård, den måde, han greb mig an på, da jeg var helt ung – altså det der med samtale – hvor vigtigt, det er. Der er den rent håndværksmæssige side af sagen, men det mentale er næsten endnu vigtigere. At man kan snakke om hvad musik gør, hvad toner gør og hvad harmonier gør. Min søn, der danser, kommer til mig med de vildeste idéer, og så snakker vi ud fra det. Han spiller noget musik for mig, han har valgt til nogle bestemte ting. Det er en måde at kommunikere på som er innovativ, fordi man hele tiden er nysgerrig på, hvordan man kan gøre tingene, hvordan ting spiller ind i hinanden, og hvordan man med ord, toner og harmonier bedst får en bestemt følelse frem. Eller hvordan man bedst med sin krop kan give udtryk for, hvordan man har det, hvis man har været igennem noget givent – de samtaler er super vigtige. Og jeg er lykkelig for, at jeg har det sprog med mine børn, fordi vi kender hinanden så godt. Vi kender hinanden fuldstændig til bunds alle sammen. Så at være nysgerrig på de samme ting bare inden for forskellige felter, det er en gave."
Genudgivelsen af 'Glimt' og de to første album
Anne Linnet har for nylig genudgivet digtsamlingen 'Glimt', som hun udgav første gang i 1983, og genudgivet de to første album 'Anne Linnet' og 'Sweet Thing' samt den helt nye single 'Hunter And Dear':
'Forårsdag' – den lå i min skuffe i 18 år - Anne Linnet
"Egentlig stammer det helt tilbage fra min tid som lille i Cambridge. Så engang imellem kommer der en sang på engelsk dumpende, og det gjorde der også for nogle år siden. Faktisk kommer der også engang imellem en sang dumpende, som ikke lige passer ind i det, jeg laver lige nu, og så lægger jeg den ned i min skrivebordsskuffe, ex ’Forårsdag’ – den lå i min skuffe i 18 år. Jeg skrev den, da jeg var ganske ung, men den passede ikke ind i Shit & Chanel, den passede ikke ind i 'Anne Linnet Band', den passede heller ikke ind i Marquis de Sade, så den kom først på ’Jeg Er Jo Lige Her’ pladen, og det er jo længe for en sang at ligge. Men der kommer ting dumpende, og så kom der så en på engelsk, som jeg gerne ville have ud. Jeg tror, at det er en 7-8 år siden, at jeg skrev den - det er den, der hedder ’Hunter And Dear’, som er min nye single. Når man hører den, tror man, at det er historien om en jæger og et rådyr. Men det er jo ikke kun et rådyr – det er den elskede. Samtidig har jeg gennem tiden givet rettigheder fra mig ex på ’Hvid Magi’, og det var jeg egentlig så ked af i årene efter. De ting, der lå i den kontrakt – det arbejde blev aldrig gjort. Og jeg tænkte, at de rettigheder måtte jeg på et eller andet tidspunkt kunne få tilbage igen. Det lykkedes mig at købe dem tilbage – lidt dyrt, men jeg fik dem tilbage igen. Og jeg begyndte at tænke på, hvad jeg ellers havde liggende af rettigheder. Deriblandt var der et par gamle album. Rettighederne på det første album havde jeg fået tilbage for længe siden, og rettighederne på det andet album fik jeg tilbage for nylig, fordi de ikke var blevet udnyttet optimalt. Og sammen med 'Hunter And Dear', som er på engelsk, faldt det naturligt at få genudgivet de to første album. De to album havde heller ikke været tilgængelige, da de var udgivet på vinyl og ikke var blevet overført til CD. Jeg synes også, at det er en historisk ting, og at tingene skal være tilgængelige. Selskabet spurgte så, om der ikke ’var noget med en lille digt-samling?’. Derfor valgte vi, at lægge det ud nu, hvor der var plads til det her i efteråret, fordi jeg ikke har et album ude nu. Der er ikke noget nostalgisk over det - tværtimod. Der er et par, særligt et af numrene på et af de første album, som vi har sendt til nogle unge re-mixere, som vi vil prøve at se, om vi kan få nogle bud ind på. Jeg synes, at det er vigtigt, at man bærer fortiden ind i fremtiden. Så det er ikke bare for at vise 'se hvad jeg lavede, da jeg var lille'. Det er også for at binde tingene sammen, så man kan høre sammenhængen i hele min produktion. Det er faktisk noget af det, jeg synes, vi mangler i vores tid – sammenhængen. Det er som om at verden, eller oplevelsen af at leve i verden, bliver mere og mere fragmenteret, og flere og flere mennesker mister deres historie, fordi helhedsoplevelsen forsvinder mere og mere. Og i musikkens verden kan man også se det ved, at de fleste udgiver singler og ikke albums. For 10-20 år siden kærede man sig om den sammenhæng, der var på et album, hvor der var en bestemt stemning igennem og et forløb. Sådan er det ikke mere, og det er som om, at alting er fragmentarisk. Fornemmelsen af helhed får man nu mest i naturen. Men flere og flere mennesker flytter til byen, og naturen bliver fremmed for dem. Jeg synes, at det er vigtigt, at man holder fast i historien og holder fast i sammenhængen. At man holder fast i tilhørsforholdet til naturen og holder fast i tilhørsforholdene i familien – alle de ting, der er med til at gøre, at vi står grundigt på vores fødder – at vi har noget rygstød, noget ro og en sammenhæng. Der er en grund til, at folk bliver stressede, og at folk har det svært psykisk, og det er noget, der er tiltagende. Derfor er det vigtigt, at man som menneske kan vælge nogle ting fra for at bevare roen. Så med det sagt, synes jeg, at det er utroligt vigtigt, at man kan følge en hel produktion."
'Glimt'
Digtsamlingen 'Glimt' blev udgivet i 1983 første gang:
Der er jo også himmelvid forskel på at være skabende kunstner og være udøvende kunstner - Anne Linnet
"'Glimt' er jo sjov, fordi de første to små prosa-ting er fra Shit & Chanel-tiden, og de sidste i bogen er fra Anne Linnet Band-tiden. Den beskriver perioden fra 1973-1983, fra jeg var 20 til jeg var 30 år. De musikperioder er rammet ind i denne lille bog, sammen med nogle digte og følelsesmæssige stemningsbilleder om min far. Det har betydet rigtig meget for mig, og også for min skrivning. Jeg skriver faktisk udelukkende på følelser. Og det kan godt være, at jeg har lært en masse og ved en masse, men alt det slår jeg jo fra, når jeg sidder og skriver – da er det ren følelse. Der bliver skabt noget, der ikke var der før, og derfor er der jo også himmelvid forskel på at være skabende kunstner og være udøvende kunstner. Fordi én ting er, at fortolke noget, som andre har skrevet – det er jo det, som skuespillere gør. Deres fornemmeste opgave er, at finde ind til, hvordan de bedst får den følelse overleveret og transformeret, men når man er skabende, og det er sgu nogen gange pinefuldt, så skal man selv igennem følelsen – man skal leve den selv og opleve den selv. Så kan man bagefter fortolke den – også sine egne ting på forskellig måde, men man kan ikke skrive det, hvis man ikke har været der. Det er jo så det, der er svært, for det er både en gave og en forbandelse. Men der, hvor jeg får mit kick, er helt klart dér, hvor sangen eller idéen bliver skabt. Der, hvor man føder noget - selve fødslen af sangen. Så er ’barnet’ der, og så skal det klædes på bagefter, og det har man så en række værktøjer til, og der kan man slå bevidstheden til igen, men i følelsen, der hjælper det ingenting. Du kan være nok så god til at instrumentere og alt muligt, det er sådan set fuldstændig ligegyldigt, fordi selve skabelsespunktet, det er helt unikt og båret af en følelse. Der er mange følelser, der er konstruktive, og som er vidunderlige for én selv at føle helt til bunds. Men der er også nogle følelser, f.eks. som sorg i forbindelse med tabet af min far, eller skilsmisse eller brud i det hele taget. Følelser, der er svære at håndtere. De kan være så tunge og udefinérbare. Der kan jo være nogle perioder af éns liv, hvor man er i nogle følelser, man gerne vil ud af, som man ikke kan komme ud af, fordi de tager deres tid at komme igennem. Mange følelser tager tid at komme godt igennem, men det er jo vidunderligt, at man er udstyret med en ventil, som så sørger for, at der ikke bliver følelsesmæssigt overtryk indvendig, hvad må være meget svært for mennesker, der ikke har sådan en ventil."
Hvis du skulle skrive ’Glimt’ i dag
"Der ville givetvis ikke komme de samme ting ud, men jeg er jo den samme. Men værktøjerne er anderledes nu. Den viden jeg har tilegnet mig, og måden at gøre tingene på, men følelserne er de samme. Jeg kan stadig få den samme følelse, når jeg er rundt med mit band, som jeg havde den gang. Jeg kan have den samme grinende ting med mine folk, som jeg havde den gang. Jeg elsker stadig den time, hvor man sidder og sminker og snakker, lige inden man går på. Det holder jeg SÅ meget af. Man kan høre fyrene, der sidder og griner og snakker og nogen, der kommer med platte jokes, mens man sidder dér og kommer sminke i hovedet. På samme måde, når man har været på og går af scenen og man er varm, svedig, og fuld af adrenalin – så har vi et bestemt rum sammen os musikere og der er en løssluppenhed hinanden imellem der, og det er nogle momenter, der er særlige. Følelserne er de samme, som dengang i 'Glimt'."
2017
Efteråret 2017 var en travl tid for Anne Linnet med kirkekoncerter og julekoncerter:
"Jeg har tur, og vi startede op med at spille inde på Det Kongelige Teater den 23. september, hvor vi spillede for organisationen Dignity, som hjælper torturofre rundt omkring i verden. Det var en super skøn koncert inde på Gamle Scene for et meget dedikeret publikum, og nu er vi så rundt i hele landet med bandet og slutter her midt november, og så starter jeg julekoncerterne op sammen med trioen. En fast tradition er, at de første julekoncerter er i en kirke i Herning, hvor vi altid kommer og giver to koncerter på samme dag. Vi slutter altid af i Vor Frelser Kirke, som er min lokale kirke, hvor jeg hører til. Der slutter vi af den sidste søndag inden jul om eftermiddagen, og det gør vi igen i år. Det er supersjovt og dejligt for os, at slutte af der."
Koda og Anne Linnet
Anne Linnet har været medlem af Koda siden 1. oktober 1973.
"Koda har kæmpe stor betydning for mig. Jeg har altid vidst, at der er blevet taget hånd om mine ting – både juridisk og rettighedsmæssigt i forhold til steder, hvor man som kunstner ikke aner, at ens ting er blevet brugt. Det er klart, at når mit katalog er så stort, som det er, vil der være mange steder, hvor min musik bliver brugt, som jeg ikke selv ved noget om, men jeg har tillid til, at Koda ved det. Det behøver jeg ikke at tænke på, og det er en stor frihed, at jeg ikke behøver at bekymre mig om hele den side af sagen. Hvis jeg rapporterer nogle koncerter, eller glemmer det, fordi jeg har travlt med nogle andre ting, så får jeg også lige en sød mail, og bliver gjort opmærksom på det. Jeg føler mig i trygge hænder, og det er en supervigtig organisation for os komponister og sangskrivere, for som skrivende kunstner er det jo det, man lever af. Og det er dejligt, at man ikke skal tjekke noget, men bare ved, at det er i orden. Fordi det er dygtige folk, der sidder på Koda, der er omhyggelige med tingene og det er rigtig rart."
Brug af musikken
"Det betyder noget for mig, at der er nogen, der har lyst til at betale for at bruge min musik. Det er klart, at det betyder noget. Man kan jo heller ikke forestille sig, at en frisør gik på arbejde hver dag, og ikke fik noget løn for det, eller at en dame, der arbejder i en bager, ville være glad for det, selvom hun heller ikke fik nogen løn. Hun står der hver dag og hele tiden, og skal faktisk kunne leve at det. Sådan én som mig, har skrevet musik hele livet, og jeg er taknemmelig for, at jeg kan leve af min passion og af det, jeg elsker at gøre. Men jeg bruger al min tid på det – al min energi på det og det har jeg altid gjort, og når jeg kan leve af det, så er det også fordi jeg arbejder rigtig meget. En ting er at have talent for noget, men der er ingen, der kommer sovende til det her, og talent alene kan ikke gøre det. Det er i øvrigt ligegyldigt, om det er musik eller hvilket som helst metier, du gør dig gældende inden for. Hvis du er fodboldspiller og har et kæmpe talent, og ikke træner fem ud af ugens syv dage, så glem det – så bliver du ikke professionel fodboldspiller. Dit talent skal forvaltes og udvikles. Hvis du ikke er nysgerrig på dit arbejde, og ikke er flittig, så glem det. Det er krævende, men det er dejligt, hvis man har det sådan, at man elsker, at det er krævende, og kan nyde, at det trækker tænder ud engang imellem."
Læs første del af portrætinterviewet med Anne Linnet her.
