Undervisningsminister og kendt rapper sætter musik på skemaet

På tirsdag fyrer den kendte rapper Andreas Seebach – bedre kendt under navnet AndyOp − op under eleverne på Nordre Skole i Bramning. Inden dagen er omme skal eleverne vise ministeren, hvad de har lært.

Sammen med AndyOp får eleverne lov til at lege med ord, rim og rytmer. Og i løbet af formiddagen vil Undervisningsminister Christine Antorini overvære børnenes møde med musikken.

”Jeg glæder mig til at se hvordan eleverne leger sig til nye indsigter og færdigheder på Bramminge Skole. Jeg er ikke i tvivl om, at de kreative fag kan styrke eleverne i de teoretiske fag i den nye folkeskole. Når vi gør det kreative til en del af skoledagen, får vi også fat i nogle af de børn, som vi ikke normalt ser på landets musikskoler. Koda Skolekontakt viser, hvor meget vi kan få ud af at gøre tingene anderledes”, siger undervisningsminister Christine Antorini om dagens besøg.

Om AndyOp og Koda Skolekontakt

Andreas Seebach aka AndyOp er en af de 22 kunstnere, som Koda sender ud til sammenlagt 170 skoler rundt om i landet i løbet af det kommende år. Koda skolekontakt-ordningen er blevet meget populær på de 9 år, den har eksisteret, og både kunstnere og skoler står i kø for at deltage. Under AndyOps ledelse skal eleverne lære at rappe og skrive rim. Ifølge den unge rapper kommer det til at foregå uden noder og fancy fagsprog, så det er nemt at gå til.

”Koda Skolekontakt er ikke som en almindelig koncert. Eleverne bliver inddraget og kommer til orde på en måde, de færreste af dem har prøvet før. Det er fedt at springe rammerne og give dem en helt særlig oplevelse, som på én gang udvider deres musikalske horisont og påvirker deres personlighed. Det er nemlig ikke så lidt grænseoverskridende at skulle stå der på en scene foran hele klassen med en mikrofon og en stak rim, man selv har skrevet,” siger AndyOp, som elsker at arbejde med børn og unge.

”De har en helt særlig energi og umiddelbarhed, som nok desværre går tabt med alderen. Hvis de kan lide det, de hører, så giver de den gas. Hvis ikke finder de mobilen frem og laver noget andet,” fortæller han.
Koda har taget initiativ til ordningen for at motivere kommende hitmagere og samtidig skabe større forståelse for processen bag musikken.

”Mødet med en professionel kunstner må ikke undervurderes - både for elevernes og kunstnernes skyld. Jeg oplever ofte at blive mødt med en uheldig forventning om, at jeg er utrolig rig og enormt arrogant – for det er man jo i deres øjne, når man er kendt,” fortæller han.

AndyOps workshop kræver hverken, at eleverne kan synge eller spille på et instrument, men gerne fantasi til at skrive rim. Eleverne bliver delt ind i grupper, hvor de skal skrive deres egne raptekster, som de afslutningsvis fremfører for hinanden. Det skal ifølge AndyOp være sjovt, fagligt udviklende og styrke det sociale.
AndyOps album “HERFRA” blev nomineret til GAFFA Prisen 2013 for “Årets Hip Hop Udgivelse”, og udover AndyOp medvirker også navne som Jørgen Thorup, Christine Skou og Überlyd & Chapper i ordningen.
Op mod fem tusind skoleelever i hele landet får hvert år besøg af Koda Skolekontakt, og det er gratis for skolerne at deltage.

Læs mere på www.koda.dk/skolekontakt

Om Koda

Koda sørger for, at musikkens skabere får penge, når deres musik bliver brugt. Det gør Koda ved at lave aftaler om betaling for brug af medlemmernes værker, når disse bliver spillet offentligt (fx i radio, ved koncerter, på streaming-tjenester, restauranter mv.). Koda er en non-profit medlemsforening, og alle pengene går videre til dem, der har skabt musikken.

Tid og sted:

2. september på Nordre Skole i Bramming
Ml. kl. 10.00-13.30 med frokostpause fra kl. 11.30-12.00. Ministeren er med i hele anden del, altså fra 12.00-13.30.
Kontaktlærer: Tove Søndergaard. Tlf. 61716221, Email: tove.soendergaard6@skolekom.dk.

Kontakt fra Koda:

Presseansvarlig Andreas Dalvad Hansen, aha@koda.dk, tlf.: 23 60 64 63
Projektkoordinator André Bak, skolekontakt@koda.dk, tlf.: 22 73 58 78

Seneste nyt

09. oktober 2018
Lydmor - det har altid interesseret mig at beskrive verden på en måde, som gør den magisk
Hvordan tager man og konverterer mystikken fra en kontrastfyldt, kinesisk storby og mørket og magien fra en natklub i Shanghai og koger det hele sammen til en konceptuel plade, der kan foldes helt ud i et sceneshow? Det ved komponisten, sangskriveren og elektrosangerinden Jenny Rossander med kunstnernavnet Lydmor. Lydmor har man sommeren igennem kunnet opleve blandt andet på Roskilde og på Northside, samt til Gaffa Prisen, hvor Lydmor optrådte nøgen kun iført neon-bemaling bakket op af en række statements om kvinder i musikbranchen. Udtrykket på scenen er en væsentlig del af udpakningen af hendes musik, og ikke mindst for hendes nye plade, som tager afsæt i et længere ophold i Shanghai.

09. oktober 2018
Skriv hits og sælg dem – om co-writing
For nylig inviterede Koda, DPA og DJBFA til det tredje medlemsarrangement i rækken af ’Skriv hits & sælg dem – kreativ på den kommercielle måde’ – denne gang om co-writing. Hit-mageren Marcus Winter-John stod endnu engang på scenen til en aften, som bla. bød på en række praktiske øvelser samt en fælles co-writing session med samtlige fremmødte medlemmer.

08. oktober 2018
Jagten på et hit – på sangskriver-camp i historiske rammer
I ly af Kronborg står Frederik II’s fine, gamle lysthus, Marienlyst, som for nylig dannede ramme om en sangskriver-camp med deltagere fra USA, England og Danmark. Når man nærmer sig slottet, er der ingen tvivl om, at det ikke er lanciers, der er budt op til – utallige beats strømmer ud fra slottets mange værelser og fortoner sig ud i haveanlægget. Bag slottets mure har tyve sangskrivere og producere buret sig inde i en uge, for at lade sig inspirere til at skrive hits, der kan komme ud og leve.