I flere årtier har sanger og sangskriver Tim Christensen leveret rock-hits til ikke bare danskerne men hele verden. Først som frontfigur i Dizzy Mizz Lizzy og sidenhen som solist.
Kodas databaser fortæller historien om en imponerende musikskaber med et imponerende CV.
Succes i hele verden
Tim Christensen er da heller ikke kommet sovende til succesen men har været produktiv gennem hele sin karriere, og han har i dag 189 sange bag sig.
Gennem tiden har Koda ligeledes registreret, at Tim Christensens numre er blevet spillet i mindst 49 lande. De nordiske lande topper listen, men også mere eksotiske lande som Japan, Singapore, Hong Kong, Malaysia, Canada, Kina og Irland ligger højt på listen.
På Kodas Top 10 over Tim Christensens absolut mest spillede numre gennem tiden finder man tre numre fra tiden med Dizzy Mizz Lizzy. ’Love is a loosers game’, ’Silverflame’ og ’Waterline’ er fra Dizzy Mizz Lizzys debutalbum i 1994. Netop dette album var da også en massiv succes med 250.000 solgte eksemplarer i Danmark og 100.000 i Japan.
’Right next to the right one’ største hit
Det mest spillede hit af dem alle er dog ’Right next to the right one’ fra Tim Christensens solokarriere. Et nummer som mange danskere formentlig husker som titelmelodien fra DR’s succesfulde dramaserie Nikolaj og Julie fra 2002. Nummeret udkom sidenhen på Tim Christensens andet soloalbum ’Honeyburst’ i 2003, og også den canadiske sangerinde Celine Dion indspillede og udgav nummeret i 2007.