Bandet Magnolia Shoals er et af de bands, der er med i Thy Music Collective – et musikfællesskab i udkantsdanmark

Thy Music Collective – fællesskabet lever

Der er musikalsk liv i udkantsdanmark, nærmere bestemt i Thy, hvor fællesskabet igen blomstrer. Trods et indbyggertal på beskedne 45.000 er der igen kommet liv i den musikalske fællesskabsfølelse – et fællesskab, som har været kendetegnende for området fra tiden helt tilbage til 1970-erne.

Tilbage i 1970 spirede et musikalsk fællesskab frem for første gang i Thy med etablering af Frøstruplejren – en idé, der var opstået med henblik på at afholde en festival, som var inspireret af Isle of Wight-festivalen i England og Woodstock i USA. Og nu blomstrer fællesskabsfølelsen igen, hvor en gruppe bands har samlet sig under navnet ’Thy Music Collective’, hvor formålet er at støtte op omkring hinanden frem for at konkurrere mod hinanden. Thy Music Collective rummer bla. navne som ’Mont Oliver’, ’Quick Quick Obey’, ’Lars and the hands of light’ samt bandet Magnolia Shoals. Vi har mødt sidstnævnte til en snak om, hvad det vil sige at være eksponenterne for en ny musikalsk bevægelse baseret på fællesskab.

’Magnolia Shoals startede tilbage i 2005. Vi har kendt hinanden, siden vi var små og har fulgt hinanden længe og lavet musik sammen, siden vi startede på efterskole. I 2005-06 begyndte vi at få fat på det udtryk, der nærmede sig til Magnolia Shoals. Vores første koncert i Thy i Thisted holdt vi allerede, mens vi gik i gymnasiet på Musikteatret i Thisted. Efter Thisted tog vi til København – igen sammen. I 2010 kom vi så til København. Det der er meget kendetegnende for os, er, at ting tager tid. Det giver noget, at ting tager tid. Det er en kollektiv proces, og det tager bare lang tid at skabe musikken – kompositionen tager lang tid, og det at skabe og raffinere udtrykket tager lang tid. Vi er alle enige i, at det gerne må tage sin tid – ting skal modnes, og man kan også høre i musikken, at vi har brugt den nødvendige tid’, fortæller Samuel Medina, sangskriver og guitarist i Magnolia Shoals.

’Det betyder noget særligt, at vi kommer fra Thy – her kan man være i en lille ’boble’ og udvikle sig uden at blive glemt. Andre steder laver man måske bare en plade, bare man får en god idé. Man kan høre på den musik, vi skaber, at der er en ro, som man kun finder i Thy’, fortsætter Samuel Medina og fortæller samtidig, at udover det musikalske kollektiv er der sket meget i Thy-området de senere år:

’Thy har udviklet sig meget indenfor de senere år bla. i forbindelse med Alive Festivalen, hvor vi også har spillet. Festivalen er en forholdsvis ny festival, som startede i 2009, hvor en lille gruppe mennesker satte sig sammen for at skabe en levende og udfordrende festival i området – noget som havde været savnet i flere år – igen et udtryk for, at der sker rigtig meget i området’, slutter Samuel Medina.

Fællesskabsfølelsen rækker ud mod hele Danmark

’Thy Music Collective startede for lidt over et år siden, hvor vi startede op, fordi der findes så mange kvalificerede musikere i området. Målet er at støtte op om hinanden frem for at udkonkurrere hinanden. Vi bruger virkelig hinanden og støtter op på alle måder. Ambitionen er, at det skal sprede sig og gerne også til andre udkantsområder. Vi har også skabt et brand og en platform, som vi selvfølgelig også kan bruge som afsæt for markedsføring af vores aktiviteter. Vi står sammen udadtil, og alt er baseret på fællesskabstanken. Det må dog aldrig stå i vejen for et enkelt bands ambitioner.

Det har haft en meget positiv effekt på bands fra Thy. Bevidstgørelsen om, at vi er fælles, har styrket meget. Vi lavede bla. et fælles nummer på Alive Festivalen, hvilket var en fantastisk oplevelse. Det er også en god oplevelse, at man som erfaren musiker også kan give noget videre. Det har muligvis også noget at gøre med vores kulturelle arv (Thylejren mm), men det, at vi kommer fra et stykke udkantsdanmark, handler også om, at vi gerne vil vise, at vi er stolte af det, vi kommer fra, og at vi gerne vil føre det videre’, fortæller forsanger i Magnolia Shoals, Nicolai Noa.

Fællesskab og social ansvarlighed

’Man kan gisne om, hvorfor der er en velfungerende musikkultur i det område, vi kommer fra. Der er også et stort surf-miljø ved udkanten af Klitmøller, som er med til, at netop et stykke udkantsdanmark som vores område er alligevel er i vækst. Der ligger også en stor social ansvarlighed i at kunne være med til at løfte et stykke udkantsdanmark opad. I Thy Music Collective er det meget væsentligt for os, at vi kan være med til at hjælpe og støtte op om nye bands fra området, men også den lokale opbakning er stor – det er en naturlig del, at man støtter op omkring musikken.

Meget af det, som mange bands finder trygt, er, at der er en bestyrelse, og tingene er meget demokratiske og ikke så styrede. Det demokratiske omdrejningspunkt er tilbage, hvilket nok er lidt sjældent i musikbranchen, hvor det ofte er få mennesker, der styrer, hvad mange skal lytte til.

Efter at vi er kommet til København, er det gået op for os, hvor gunstig en musikkultur vi er udsprunget af, og især hvor vigtigt vores fundament er – fællesskabet og en grundbetingelse for kollektivet, at vi kan være fælles, men samtidig ’shine’ hver især. Der er noget her, der smager af ægthed, af Thy Økologisk øl, og af noget, der har fået lov at gære. Udfordringen er, at lade være med at stresse, men bare tro på det. Ændrer man på noget, så koster det også i den anden ende. Det, vi laver, er ægte, og det faktum hviler vi i’, slutter Nicolai Noa.

Læs mere om Thy Music Collective

Fakta om Magnolia Shoals:

Magnolia Shoals, er også titlen på et digt af Silvia Plath, amerikansk forfatter og lyriker.

Nicolai Noa Ringaard: Forsanger, keys, sangskriver

Samuel Medina: Guitar, sangskriver

Thomas Halkier: Bas, sangskriver

Kristian Lorenzen: Sangskriver, trommer, lyrik kor og vokal samt al artwork.

Magnolia Shoals udgav i midten af februar debutalbummet ’Tenants’, hvor stemningen af Thy, roen og melankolien, kan høres på pladen.

Seneste nyt

18. januar 2018
Fokus på fundraising og støtte – nyt år og nye muligheder
Et nyt år og dermed nye støttemuligheder. Sådan indledtes årets første medlemsarrangement med fokus på støtteordninger og fundraising. Til arrangementet fik de fremmødte svar på spørgsmål om fundraising og støtte, og samtidig gav digital strateg og musiker Maiken Ingvordsen indblik i, hvordan man tilrettelægger sin fundraising-strategi. Kristina Holgersen fra Statens Kunstfond samt Martin Stauning og Tobias Stenkjær fra Kodas Legatudvalg 2017 gav gode råd til ansøgningerne.

17. januar 2018
Anne Linnet – følelser har ingen alder (del 2)
Anne Linnet kræver næppe nogen nærmere introduktion. Med en karriere, som spænder over fire årtier, har hun manifesteret sig på den danske musikscene og rodfæstet sig som en ufravigelig del af dansk musik- og kulturliv. Musikken har altid været der i Anne Linnets 64-årige liv – et liv med musikken, som hun ikke ville være foruden, men som kræver, at man rent faktisk elsker, det man gør – for talent alene gør det ikke, og man kommer ikke sovende til succesen og et mangeårigt karriereforløb.

16. januar 2018
Filmkomponisten Jonas Struck – musikken skal give plads til at filmen kan ånde
Filmkomponisten Jonas Struck har haft et travlt år sidste år. Som komponist på ikke mindre end fem film, bl.a. til den anmelderroste ’QEDA’ og til filmen om tennislegenderne Borg og McEnroe, levner det ikke mange ledige stunder. Filmmusikken er det, der fylder allermest hos den 45-årige komponist, der også har en baggrund fra det nu opløste Swan Lee. Jonas Struck fortæller her om overgangen fra jazzkomponist, til Swan Lee og til at etablere sig solidt som filmkomponist.