
For femte gang i træk inviterede Copenhagen Songwriters Festival til en bred række af koncerter og arrangementer med fokus på sangskrivning. Og som tidligere var Koda repræsenteret med en række seminarer.
Vi lagde ud om fredagen med et seminar under titlen ”Få gang i karrieren”. Karen Sangvin stod i spidsen for at formidle nogle konkrete værktøjer til at skabe motivation og handlekraft på tværs af alle de elementer, som udgør en DIY’s arbejde med karrieren.
Under overskrifterne ’selverkendelse, zoom ind, gør & sørg for at…’, bevægede Karen sig rundt om hele spektret – fra den mentale til den praktiske proces. Hvordan gør man, når man som kunstner skal ’punke’ sig selv for at få tingene gjort. 14 engagerede deltagere tog noter og stillede spørgsmål – og snakken fortsatte livligt over en øl bagefter.
Lørdag fortsatte vi med ’sangskrivermøde’. Vi havde sat Niels Skousen, Mathilde Falck, Silas Bjerregaard og Lise Westzynthius stævne til en snak om ’den gode sang’. Lokalet på Onkel Dannys Plads var denne dag fyldt til bristepunktet, og de 27 fremmødte deltagere fik rig lejlighed til at få svar på spørgsmål om alt fra skriveblokader, co-writing og om hvornår en sang er færdig. Niels Skousen guidede panelet gennem de mange spørgsmål fra salen, og efter mødet fortsatte snakken med de 4 paneldeltagere.
Søndag var sidste dag på Copenhagen Songwriters Festival, og det bar præg af, at mange havde været sent i gang om lørdagen. Forlags- og medlemschef Anne Sophie Gersdorff Schrøder fra Koda stillede op sammen med Søren Krogh, suppleant i bestyrelsen i DJBFA & Niels Mosumgaard, næstformand i bestyrelsen for DPA , for at give de fremmødte et indblik i arbejdet i de enkelte organisationer. En lille sluttet kreds af tilhørere fik et godt billede på i Kodas forretning, ligesom deltagerne fik et klart billede af de mulighederne er, ved et medlemskab hos DJBFA og DPA. Især den mulige adgang et medlemskab giver til et rigtig godt komponist- og sangkskrivernetværk, var noget som de fremmødte deltagere var glade for at høre om.
Læs mere om Copenhagen Songwriters Festival her. Arrangør Brett Perkins, lover allerede interessante navne for 2014.