I mere end et årti har komponisten, Martin Stig Andersen skabt akusmatisk musik, lydinstallationer og elektroakustiske forestillinger sammen med flere fremtrædende musikere og performancekunstnere. I de senere år har han bevæget sig ind i en verden bestående af lyd – og musik til spil på en måde, som udvisker grænsen mellem musik og traditionelt lyd-design. Martin Stig Andersen er uddannet komponist fra Musikkonservatoriet i Århus fra 2003, og fortsatte sine studier i London.
Nysgerrigheden åbnede op for nye veje
Indtil 2009 havde Martin Stig Andersen aldrig tænkt over, at han på et tidspunkt skulle skabe musik og lyd til computerspil. Men en naturlig nysgerrighed drev i den retning, som nu bl.a. har medført adskillige nomineringer og prisen inden for kategorien 'Musik til computerspil':
"Som komponist er jeg meget nysgerrig på at undersøge det dynamiske forhold mellem lyd og billede, som et middel til at afsløre nye historier og følelsesmæssige oplevelser. Jeg startede i 2009 med at lave lydsiden til Limbo, og det var det, der startede mit arbejde med at skabe musik og lyd til spil. Inden da havde jeg aldrig overvejet det. Jeg læste om spil-instruktøren Arnt Jensen, som bliver kaldt computerspillenes Von Trier, og blev nysgerrig. Mange af de metoder, han bruger, svarer til mine egne - en empirisk tilgang til tingene, som jeg godt kan li’. Det var oprindeligt årsagen til, at jeg gik væk fra at arbejde med partituret, og jeg gik over til at arbejde med elektroakustisk musik (hvor både elektronisk genereret materiale og optagelser af reallyd bliver blandet). Det konkrete består i, at man tager beslutningerne på baggrund af det, man hører. Det er det, man sidder og klipper sammen, der ender med at være værket. Partituret er mere en opskrift på noget, der skal opføres til forskel," forklarer Martin Stig Andersen.
Arbejdet med Inside
Processen med at lave musik og lyd til et computerspil varierer rigtig meget, fortæller Martin Stig Andersen: "Det kan tage fra nogle måneder til flere år". Og i forbindelse med udvikling af Playdead’s spil, Inside, fik Martin Stig Andersen mulighed for at være med fra opstart:
"På Inside var jeg med helt fra starten, men det var udelukkende, fordi jeg havde arbejdet på Limbo. Man har mulighed for at påvirke mere, når man er med fra starten, og netop ved Inside var der nogle spiltekniske ting, som gjorde, at det var en stor fordel, at jeg var med fra starten. Der er et sted i Inside, hvor spilverdenen faktisk synkroniserer sig til musikken, hvor det normalt er omvendt," smiler Martin Stig Andersen og kigger ud imod vandet.
"I Inside, hvor man dør meget ofte, arbejdede jeg med, at man skulle 'blive' i spillet, selvom man dør rigtig mange gange på vilkårlige tidspunkter. Musikken får lov til at køre videre, og man bruger musikken og rytmen til at være i flow, så man ikke ryger ud af det flow, når man dør – og man kan klare sig bedre fremadrettet".
Scully
På et lavt bord i Martin Stig Andersen studie, står et gammelt kranie og et kæbeben. Kraniet er fra en pige og er navngivet 'Scully'. Kraniet var en væsentlig del af produktionen af musikken til Inside, fortæller Martin Stig Andersen:
"Kraniet var en gammel idé, jeg havde. Jeg havde læst en artikel fra Stanford University med en sangerinde, der ville lave en udgivelse, hvor hendes stemme lød, ligesom det gjorde inde i hendes eget hoved. Når du lytter til din egen stemme, er halvdelen af lyden, den lyd, du projicerer ud i rummet, og det er dét, der rammer dit øre. Den anden del er intern og kommer fra din kæbe og øre. Det er det man hører, når man holder sig for ørerne, mens man taler. I dit hoved blandes disse to slags lyde. Det blev jeg meget inspireret af. Spillet kom så også til at hedde Inside, hvilket var lidt sjovt’. Jeg arbejdede sammen med komponisten, SØS Gunver Ryberg, som lavede nogle synth-klange, som jeg transformerede via kraniet, som gav det en organisk, sitrende kvalitet. Man får fornemmelsen af et synth-score, uden at det rigtig er det".
Musikken gi’r udtryk af at være tryg, men er det i virkeligheden ikke. Det er kontrastfyldt, kan man sige. Der skal være noget, der er trygt, for at det skal kunne føles utrygt - Martin Stig Andersen
Og Martin Stig Andersen bruger også andre utraditionelle metoder i brug, når han skaber lyd og musik:
"Til Inside søgte jeg at skabe en afdæmpet, undervandsagtig lyd, som lå man i en livmoder og lyttede til kroppens lyde. Jeg havde en skuespiller, som også er sabelsluger, til at sluge en mikrofon, og brugte en transducer til at spille lyd ind i hans mave, og så optog den også hans egne lyde. Igen – som at være inde i en livmoder, trygt kapslet inde. Musikken gi’r udtryk af at være tryg, men er det i virkeligheden ikke. Det er kontrastfyldt, kan man sige. Der skal være noget, der er trygt, for at det skal kunne føles utrygt. For at et projekt skal skille sig ud, mener jeg, at det skal have en unik og karakteristisk sonisk identitet, og jeg kan godt lide at grave dybt gennem eksperimenter for at finde frem til netop den lyd, jeg ønsker".
Fascinationen af akusmatisk musik
Begrebet, akusmatisk musik, er noget, der fascinerer Martin Stig Andersen, og forklarer, hvori fascinationen består:
"Den franske komponist og musikteoretiker, Pierre Schaeffer, brugte begrebet, musique concrète (der benytter optagede lyde, som efterfølgende struktureres). Han brugte idéen om, at man skulle kunne lytte til lydene for lydenes egen skyld. Han lavede en komposition, hvor han brugte lydene fra et lokomotiv, men som lytter er det så godt som umuligt at ignorere toget. Man hører ikke et kvæk, man hører en frø, som min gamle lærer, Karl Aage Rasmussen, sagde det. I dag har man mulighed for at bearbejde lydene i en sådan grad, at man ikke længere genkender lydkilden. Og på den måde opstår den akusmatiske lytte-oplevelse. Som med Pythagoras, der forelæste bag et forhæng, så sørger man i akusmatisk musik for, at lyd-kilden ikke distraherer lytteren".
Og den måde at arbejde på, påvirker det meste af Martin Stig Andersens arbejde:
"Den tankegang går igen i alt det, jeg laver. Det er de samme principper, jeg benytter. Det er tvetydigheden. Jeg skaber et lydbillede, som er så sløret, at jeg selv kan projicere noget ind i det. Der skal være en association eller en reference, som gør, at jeg kan høre alle mulige ting i det. I min musik tager jeg afsæt i de omgivelser, jeg er i."
I et mørkt univers
Spørger man Martin Stig Andersen, om han ville kunne se sig selv lave musik og lyd til for eksempel en komedie er svaret:
Det, der gør at min lyd bliver uhyggelig, er tvetydigheden – lyden er ikke direkte skræmmende, men der er en tvetydighed i den - Martin Stig Andersen
"Jeg bevæger mig meget på den mørke side. I Inside tog jeg også inspiration fra filminstruktøren, John Carpenter. Så nej, jeg ville nok ikke lave komedie med mindre den var meget sort, det ville kompositorisk ikke fungere. Det der gør, at min lyd bliver uhyggelig, er tvetydigheden – lyden er ikke direkte skræmmende, men der er en tvetydighed i den. Som David Lynch siger, så er det det, der er inde i ens eget hoved, der er det mest skræmmende. Jeg skaber et lærred for det, der er inde i folks eget hoved," forklarer Martin Stig Andersen.
Eksperimenterende lyd
Det er sagt om Martin Stig Andersen, at han former lyd, som var det en klump ler:
Hvis man spillede det, jeg laver nu, på et klaver, ville det lyde helt banalt - Martin Stig Andersen
"Lyd og musik bliver ikke altid, som jeg tænker, men som hvis man sidder og former noget i ler, så sidder jeg også altid og eksperimenterer. Det er farligt for mig, at holde fast i en idé. Det er bedre for mig, bare at følge udviklingen og se, hvor jeg kommer hen. Hvis jeg 'bare' følger et mål, er det ikke sikkert, at det i virkeligheden er så fedt, når jeg når derhen. Der kan opstå noget undervejs, som er anderledes og bedre, end det, jeg havde forestillet mig. Jeg mærker altid rigtigt efter, så jeg prøver at holde fast i det, jeg oplever undervejs. Da jeg var barn, spillede jeg klaver. Jeg oplevede en frustration over begrænsningen i tonerne i klaveret, så da jeg fik kendskab til elektroakustisk musik, var det en kæmpe åbenbaring for mig. Men det der tiltrak mig ved partituret var, at man kunne lave mærkelige ting, og det var derfor jeg søgte ind på konservatoriet. Efter konservatoriet tog jeg til London i et par år, og blev her opmærksom på den elektroakustiske musik. Hvis man spillede det, jeg laver nu, på et klaver, ville det lyde helt banalt, for det handler om så meget andet end toner og rytmer".
Fremtiden
For nylig blev det på en pressekonference hos spilproducenten Bethesda offentliggjort, at der bliver produceret en opfølger til spillet 'Wolfenstein' af svenske Machine Games. Denne opfølger kommer til at hedde 'Wolfenstein II – The New Colossus'. Mange kan sikkert huske det dengang kontroversielle og ikoniske 3D-spil fra start 90’erne, og nu er en ny version på vej, som udkommer den 27. oktober. Musikken står Martin Stig Andersen for:
"Det er spændende at prøve kræfter med et klassisk first person shooter spil og forsøge at give et friskt bud på action-musik. Der er masser af fede omgivelser i spillet at tage udgangspunkt i, når jeg komponerer, og så er det et single-player spil med et stort narrativt fokus, hvilket giver anledning til at arbejde meget med musikdramaturgi. Det er et fedt projekt, og jeg glæder mig vildt meget, til det udkommer".
På trods af succeserne med Limbo og Inside, begrænser Martin Stig Andersen sig ikke til udelukkende at lave musik til computerspil – også musik til performanceteater bliver der brugt tid på:
"Jeg har lige haft premiere på Das Heuvolk i fredags i Mannheim, Tyskland. Det er en eksperimenterende performanceinstallation af SIGNA, som jeg har lavet musik til.
Også filmmusikken trækker i Martin Stig Andersen, og her er fremtiden lidt åben:
"Jeg kan godt lide at arbejde med forskellige medier. Det er et spørgsmål om at finde de rigtige projekter. Jeg er vant til at skabe mit eget arbejde, og jeg skal ud og vise en alternativ vej og gøre folk interesserede i det, mere end jeg skal passe ind i noget allerede eksisterende," afslutter Martin Stig Andersen.
Læs mere om Martin Stig Andersen
