Kilde: Interviewet og grafikken er fra Politiken søndag den 19. feburar 2012.
Journalist: Mikkel Vuorella. Redigering og layout i original-artikel: Søren Hansen/Per Bergsbo
Vores musikvaner er i skred. Cdsamlingen mister betydning, og streamingtjenester vinder frem.
Samtidig vil vi høre musikken på farten og have adgang til et kæmpe udvalg. Selve kunstnernes indtægt bekymrer kun få.
Alt det og meget mere kan læses i en undersøgelse, som komponist- og sangskrivernes organisation Koda har fået lavet, og som Politiken har fået fingrene i.
I den anledning har vi spurgt Kodas direktør, Anders Lassen, om, hvordan han ser på, at det kun er 13 procent af danskerne, der lægger vægt på, at kunstnerne får penge for den musik, de lytter til.
»Da jeg blev direktør for Koda, opdagede jeg, at der er utrolig mange myter omkring, hvordan komponister og ophavsmænd lever. Mange tror, at de lever en luksustilværelse oppe i whiskybæltet med speedbåde og helikopterlandingspladser,« starter han og fortæller, at kunstnerne i virkeligheden er sådan nogle, der lever i små toværelseslejligheder på Vesterbro uden særlig mange penge.
»De der 13 procent afspejler, at folk tror, at kunstnerne har penge nok – eller at der står nogle grimme, store multinationale selskaber bag dem, som bare punger penge ud til det – og det er simpelthen langt fra tilfældet. Jeg er helt sikker på, at hvis den almindelige musikbruger vidste, hvor vigtigt det er for musikmiljøet, at der kommer penge tilbage til kunstnerne, så ville de sige noget andet. Det er vores ansvar i musikbranchen at få kommunikeret det budskab meget, meget bedre, end vi allerede har gjort«.
Hvorfor skulle forbrugerne bekymre sig for, hvad den, der laver varen, vinder på det?
»Der er masser af ting, vi som bevidste forbrugere bekymrer os for. For eksempel økologi og bæredygtighed, så derfor bør man som bevidst forbruger forholde sig til, at der kommer en rimelig betaling til dem, der laver varen, uanset om de sidder i Afrika eller på Vesterbro. Der er opstået en myte om den fede rockstjerne, der kører i limousine, og det er bare langt fra sandheden«.
Når Anders Lassen ser på tallene, hæfter han sig dog ved, at der i dag er flere, der lægger vægt på kunstneres indtægt, end da de stillede samme spørgsmål sidste år. Dengang var det nemlig blot 10 procent, der lagde vægt på det.
»De der tendenser er vigtige at fokusere på. Det er alt andet lige positivt, at opmærksomheden omkring betaling er stigende, selv om det kommer fra et meget lavt niveau. Noget af det, som jeg er mest ked af og bekymret over, er, at der er vild forvirring omkring, hvilke tjenester der betaler for musikken, og hvilke der ikke gør. Svarene er lidt som vinden blæser«.
Kan musikerne ikke bare tjene deres penge på scenen og bruge deres indspilninger til at blive kendte? »
Men det holder bare heller ikke«, siger Anders Lassen.
»Det hænger sammen på den måde, at det meste af den musik, vi lytter til, er skrevet af nogen, der ikke selv fremfører den. Det er de her mennesker, komponisterne, som Kodas penge går til. Hvis kun de udøvende kunstnere tjener penge, hvordan skal der så skabes ny musik?«.
Er det ikke bare et tegn på, at vi er på vej fra et system til et andet, hvor pengene skal gives direkte til kunstnerne i stedet for at gå gennem store distributionssystemer?
»Når musikforlag og pladeselskaber overhovedet har rettigheder, er det, fordi de har fået dem af musikerne selv. Der er musikere, kunstnere og ophavsmænd, der synes, at de er gode til at lave musik, skrive og producere det, men ikke så gode til at få det ud. Derfor har de valgt frivilligt at få andre til at hjælpe sig med at få olien op af jorden«.
Er din fornemmelse, at piratkopiering bliver værre eller bedre?
Min fornemmelse er, at det langsomt bliver bedre. Det skyldes, at vi er blevet i stand til at åbne for gode, billige og lovlige alternativer. Det, ved vi, virker«.
Hvad vil I gøre for at få de resterende 87 procent af danskerne til at interessere sig for, at musikerne får penge for musikken?
»Jeg synes jo, at vi skal have gang i en oplysningskampagne. Samtidig kunne jeg ønske mig en mærkningsordning – en slags fairtrade-mærke – så danskerne kunne se, om de musiksites, de bruger, rent faktisk betaler for musikken. De her penge falder på et uhyggeligt tørt sted hos en
masse mennesker. Bands som The Blue Van, Veto og The William Blakes, kæmper for at få hverdagen til at hænge sammen, og det er dem, vi snyder, når vi henter deres musik gratis. Ingen andre«.
Kommenter artiklen på facebook her
