Prisregn fra Spil Dansk Dagen

Efter endnu en rekord-afvikling af Spil Dansk Dagen, falder der prisregn over de deltagende danske kommuner. Ringkøbing-Skjern og Roskilde deler æren som ”Årets Spil Dansk Kommune 2013”.

Spil Dansk Dagen satte i år ny rekord med 1354 arrangementer landet over, og succesen er mulig på grund af massiv opbakning fra en stribe danske kommuner. I 2013 deltog 28 Spil Dansk Kommuner, og opfindsomheden og kreativiteten blev sluppet aldeles fri ved Danmarks største musikbegivenhed. Det gik løs på traditionelle spillesteder, men også i masser af kirker, på biblioteker, i kirketårne, i fængsler, på sygehuse, i virksomheder og endda i en enkelt kostald!

Spil Dansk Dagens sekretariat uddeler i den kommende tid seks priser til de kommuner, der har været bedst til at sætte fokus på den danske musik på dagen – og/eller i perioden omkring.

”Årets Spil Dansk Kommune” uddeles normalt til én modtager, men da to kommuner i år udmærkede sig i særlig grad, blev det til en Øst- og Vest-pris. Sidstnævnte går til Ringkøbing-Skjern, som med et imponerende engagement har fejret den danske musik og det lokale musikliv: ikke kun på selve Spil Dansk Dagen, men faktisk i en hel måned. 

Øst-prisen går til den i forvejen vidtberømte musikalske hovedstad, Roskilde, som får hæderen for et ualmindeligt alsidigt 2013-program. Dét ramte bredt både aldersmæssigt og når det gjaldt forskellige genrer.

Ud over hæderen får de to kommuner et kontant skulderklap fra Koda på 30.000 kr. hver, og pengene skal bruges til at skabe nykomponeret dansk musik ved Spil Dansk Dagen i Ringkøbing-Skjern og Roskilde i 2014.

Der bliver også uddelt en ”Spil Dansk PR-pris”. Den går i år til Frederiksberg Kommune – ledsaget af 15.000 kr.

”Ny Dansk Musik-prisen” (samt 15.000 kr.) går til Vejen Kommune, og Lemvig Kommune får Spil Dansk Originalitetsprisen 2013. Bl.a. for et arrangement hvor en musikskoleleder spillede på et udtjent flygel på en trækvogn ved instrumentets sidste rejse mod genbrugspladsen.

Endelig fik Furesø ”Vi Sætter Musikken På Dagsordenen-prisen” - også ledsaget af 15.000 kr. fra Koda. Den sjællandske kommune tvang lokale politikere til klare musikalske udmeldinger lige før valget, og politikerne løftede sløret for deres danske favorit-numre.

Ricco Victor, leder af Spil Dansk Dagen, glæder sig over den sprudlende kreativitet landet over. Og over at og hele 28 danske kommuner valgte at slå et slag for den danske musik.

”Det er vores vision, at Spil Dansk Dagen skal være en af de vigtigste medspillere for dansk musik og musikliv overhovedet. Hele året. Vi skal bidrage til at løfte det lokale kulturliv, så nye talenter kan springe ud og dansk musik fortsat kan stå stærkt. Det er fint med spilletid til Katy Perry, One Direction og Justin Timberlake. Men dansk musik er fuldt konkurrencedygtig rent kvalitetsmæssigt – og på hitlisten – med vidt forskellige navne som Agnes Obel, Rasmus Seebach og Panamah. Vi vil gerne fastholde det stærke momentum for dansk musik. Dels for at danske sangskrivere og komponister kan få et udkomme, men også for at sikre, at der fremover laves dansk musik af høj kvalitet. Vi er et lille sprogområde og vores indbyggertal svarer til regionen omkring Hamborg. Vores nationale sammenhold fra kyst til kyst styrkes af relevante og gribende sange, der er tæt knyttet til vores hverdag og de ting, der optager danskerne lige nu,” siger Ricco Victor.

 

Fakta om Spil Dansk Dagen

* Spil Dansk Dagen er årets store festdag for dansk musik, og i 2013 foregik det torsdag den 31. oktober.
* På grund af massivt vokseværk var der i år aktivitet i hele uge 44 - med 1.354 arrangementer over hele Danmark.
* Der sker noget overalt i landet: på skoler, sygehuse, spillesteder, virksomheder, biblioteker, kirker, forsamlingshuse m.m.
* Det er ikke en forudsætning, at der synges på dansk eller at musikerne er danskere – blot at der er tale om musik skabt af danske komponister eller sangskrivere.
* Kunstnere og arrangører er en blanding af professionelle, amatører, frivillige og lokale ildsjæle.
* Koda tog i 2001 initiativ til begivenheden for at støtte op om dansk musik i al sin bredde og mangfoldighed.
* 35 af de største danske musik- og kulturorganisationer bakker op.
* I 2013 er der samarbejde med 28 Spil Dansk Kommuner over hele landet.
* Mere om Spil Dansk Dagen:

Læs mere på www.spildansk.dk

Seneste nyt

17. januar 2018
Anne Linnet – følelser har ingen alder (del 2)
Anne Linnet kræver næppe nogen nærmere introduktion. Med en karriere, som spænder over fire årtier, har hun manifesteret sig på den danske musikscene og rodfæstet sig som en ufravigelig del af dansk musik- og kulturliv. Musikken har altid været der i Anne Linnets 64-årige liv – et liv med musikken, som hun ikke ville være foruden, men som kræver, at man rent faktisk elsker, det man gør – for talent alene gør det ikke, og man kommer ikke sovende til succesen og et mangeårigt karriereforløb.

16. januar 2018
Filmkomponisten Jonas Struck – musikken skal give plads til at filmen kan ånde
Filmkomponisten Jonas Struck har haft et travlt år sidste år. Som komponist på ikke mindre end fem film, bl.a. til den anmelderroste ’QEDA’ og til filmen om tennislegenderne Borg og McEnroe, levner det ikke mange ledige stunder. Filmmusikken er det, der fylder allermest hos den 45-årige komponist, der også har en baggrund fra det nu opløste Swan Lee. Jonas Struck fortæller her om overgangen fra jazzkomponist, til Swan Lee og til at etablere sig solidt som filmkomponist.

16. januar 2018
Danmark blomstrer på Eurosonic Noorderslag 2018
I denne uge drager den internationale musikbranche til Holland for at deltage i den største festival dedikeret til ny europæisk rytmisk musik, Eurosonic Noorderslag. Festivalen sætter i år fokus på Danmark og danske kunstnere. Hele 22 danske navne er i år på plakaten, når festivalen afholdes i den hollandske by Groningen fra den 17. – 20. januar.