
Musikere med ambitioner om at samarbejde med erhvervslivet får nu et rigtig godt kort på hånden. I dag udgiver Musikzonen nemlig guiden "Musik & Brands - en guide til virksomheder”, der fortæller om fordelene ved at bruge musik i markedsføringen.
Guiden er lavet sammen med DI, Koda, Gramex og IFPI og er fyldt med inspirerende cases, information og fakta om muligheder, priser og regler.
- Musik taler direkte til følelserne og bliver allerede brugt med succes af de virksomheder, som er mest fremme i skoene. Men der er stadig mange, der ikke har fået øjnene op for dette vigtige redskab, så vi håber, at vores medlemmer bliver inspireret af guiden og går i gang med at undersøge, hvordan de kan bruge musikken, siger branchedirektør Tom Togsverd fra DI.
Musikzonen har i mere end to år arbejdet på at få mere musik i erhvervslivet, og ifølge netværksorganisationens direktør, Lisa Klint, kommer guiden på det helt rigtige tidspunkt:
- Vi oplever en stor interesse for at bruge musik i markedsføring, men også et stort behov for hjælp til at komme i gang. Derfor har vi lavet denne guide, som forhåbentlig vil få endnu flere virksomheder til at tænke musikken ind, siger hun.
”Musik & Brands – en guide til virksomheder” udgives både som minifolder og i en elektronisk version.
Læs også guiden her

