Louise Alenius - Man kan virkelig gå langt med kunsten

Louise Alenius er netop fyldt 40 år, og har lavet musik siden 1999. Koda har mødt Louise Alenius til en snak om drivkraften bag det hele, om at blive ved med at udfordre sig selv, og om at være inspireret af helt andre områder end kunsten.

"Jeg er såkaldt autodidakt, og jeg synes, at det lyder lidt mærkeligt, for jeg føler, at jeg har lært alt hvad jeg kan af andre. Jeg troede, at jeg skulle være klassisk sanger, så jeg startede på en konservatorielignende uddannelse i Frankrig, men fandt ret hurtigt ud af, at jeg skulle skabe musikken i stedet for. Og så har jeg bare løst mine opgaver siden og til stadighed blevet ved med at udfordre mig selv ved at prøve realisere mine egne sære idéer. Det handler for mig ofte om at tage nogle opgaver ind, som jeg ikke føler mig helt god nok til at løse, for så gør jeg mig mere umage, og udfordrer samtidig mig selv så jeg lærer noget nyt. I de tilfælde har jeg altid gode mennesker omkring mig, som jeg kan spørge. Det, at man kan spørge nogen undervejs giver en tryghed, som er vigtig for at jeg kan fokusere på at skabe noget i stedet for at frygte problemerne inden de opstår."

Klassisk komponist eller ’bare’ komponist

Louise Alenius kalder sig komponist, men bruger også termen ’klassisk komponist’, da det beskriver hendes arbejdsmetoder og lyd bedst. Når jeg siger klassisk komponist er det en hurtig måde at forklare folk, at jeg hverken laver techno, jazz eller er singer/songwriter. Mine værker kræver ofte lidt længere tid at forklare, så kan folk vælge at spørge ind eller lade være.

Hvordan kan man sige klassisk, når man er i nutiden? - Louise Alenius

"Mange har en opfattelse af, at klassiske komponister skriver noder, arbejder alene og at det tager lang tid. Det er alt sammen tilfældet for mig og det kan være ret effektivt for mig at få fortalt på et tidligt tidspunkt. Mit arbejde er at tage det fulde ansvar for musikken og den musikalske idé, og hive de folk ind, som skal bruges til at opføre det bedst muligt – det er det titlen dækker over. Og om det så kaldes klassisk, samtidsmusik, ny musik, balletmusik eller filmisk, det er ikke så afgørende for mig. Når man er komponist, har man muligheden for at trække sig tilbage efter at værket er skabt og trykt på noder, men man har også mulighed for engang imellem at skrive sig selv ind i værkerne, når det giver mening. For mig betyder det ikke så meget at stå på en scene, det betyder noget at mine værker bliver opført på den stærkeste måde. Jeg ender tit med at være en del af en performance, fordi der ikke er tid nok eller økonomi til at sætte en anden performer til det."

Interaktionen med publikum

Når Louise Alenius arbejder med et værk, vælger hun ofte at følge en vej, hun ikke ved hvor ender. Driveren er en nysgerrighed efter at se, hvor langt hun kan gå via musikken. En vej, hun blandt andet har undersøgt ved at skabe værker som ’Porøset’, som er en række intime en-til-en performances samt ’Prequiem’, en præ-dødsmesse for den døende:

"Noget, jeg har fundet ud af omkring min arbejdsproces, er, at jeg ikke er sikker på noget, før jeg er helt færdig. Med skabelsen af ’Porøset’ og ’Prequiem’ er det helt klart et behov, som går langt ud over de områder, som jeg er afklaret omkring. Det er min lyst til at andre kan opleve det, jeg oplever inde i mit hoved, der skubber mig – jeg ved ikke hvorfor, men jeg forfølger vist bare den lyst. Det handler bla. om mødet med mennesker. I ’Porøset’, som foreløbig er 8 helt forskellige værker, giver det meget mening for mig at se, hvad der sker med mennesker – med publikum – under vejs. Jeg elsker at opleve interaktionen mellem performer og publikum, og skubbe det lidt i nogle forskellige retninger, som måske ikke lige er de mest typiske. Folk opfører sig meget fint og ærligt når de er publikum hos mig, synes jeg. Det er meget smukt, og det er nok det, der er min primære lyst til selv at performe i ’Porøset’. Jeg skaber en kunstnerisk situation, som er lidt absurd, og som vi ikke rigtig ved, hvordan vil blive modtaget. Det er skrøbeligt og meget let for publikum at ødelægge, så hvis det skal lykkes kræver det at alle leger med. Og jeg kan godt li’ den tanke, at vi alle er enormt udsatte – hele vejen rundt er det ’bart’ og skrøbeligt, og så får vi det alligevel til at blive intenst og smukt. Det er et fælles projekt med publikum. Det ved publikum jo ikke, når de kommer ind, og jeg tror egentlig heller ikke at publikum oplever det på den måde, men det er helt klart sådan, det er. Hvis nogen vil smadre Porøset er det det letteste i verden – derfor navnet."

Prequiem

Med ’Prequiem’ valgte Louise Alenius at gå endnu længere i sin søgen med et værk skabt til udelukkende at blive opført for døende mennesker:

Det er en kilde af det smukkeste vand, som jeg altid kan stikke snablen ned i - Louise Alenius

"Det er en test af, hvor langt man kan hive mennesker ind i et sårbart tillidstrip, og det er meget ekstremt i ’Prequiem’, for her er der tale om folk, der er på kanten af liv og død. Da det lykkedes med ’Porøset’, fik jeg lyst til at blive endnu mere afsøgende i forhold til, hvor meget tillid man kan få op at stå med mennesker, man ikke kender, og hvor meget tilliden kan give tilbage. Jo længere, jeg gik ind i tilliden jo dybere viste den sig at være. Hos publikum, den døende, deres pårørende og os der performede var der en gensidig ekstrem taknemmelighed. Det kunne også være gået fuldstændig galt og have været en stor katastrofe, men i stedet for blev det smukt og livsbekræftende.  Jeg har svært ved at forestille mig at gå længere end med 'Prequiem', og det har jeg egentlig heller ikke lyst til, men det er en gave, at have lavet det. Det kan jeg bruge i de næste 20 år måske. Hvis jeg bliver i tvivl om, hvad man kan gøre med kunst, så kan jeg bare tænke på mit 'Prequiem'. Man kan virkelig gå langt med kunsten og den tillid som kunst også kan være et billede på har jeg haft lyst til at mærke. Men jeg var nødt til at skabe den rette situation. Prequiem repræsenterer for mig en kilde af det fineste vand, som jeg altid kan stikke snablen ned i, når andre dele af musikverden virkelig forurenet."

Indblik i andre verdener giver inspiration

Når Louise Alenius skaber musik til balletter og operaer, spiller samarbejdet med koreografer og instruktører en væsentlig rolle. Og selvom de andres arbejdsprocesser adskiller sig fra Louises, er det noget, hun tager med sig i sit eget arbejde:

"Med min opera har jeg arbejdet ekstremt tæt sammen med instruktøren Tue Biering, og andre gange har jeg i dele af processen arbejdet tæt sammen med koreografer eller filminstruktører. Det kan også være performere som jeg bruger meget tid på at observere, før jeg laver en plan for mit værk. Men når jeg først går i gang med at skrive musikken, er jeg helt alene og meget målrettet. Når man skriver partitur-musik, så bruger man tusindvis af timer på at udfolde en idé, et forløb og skrive hver eneste detalje i musikken ind i noderne så alt er tydeligt. Når musikerne kommer til prøve, så gælder det bare om at bruge dem fra første minut. De dygtige musikere har altid travlt, men de lærer også hurtigt og er trænede til at forstå en musikalsk idé, som de aldrig har hørt om før. Mine første prøver går altid med at de lærer musikken at kende, og evt. stiller et par spørgsmål, derefter fortsætter de i princippet selv, og jeg er med på sidelinjen. Når jeg arbejder med instruktører eller koreografer sidder vi og udvikler sammen og taler idéer igennem, kommer ud af et sidespor og tilbage igen. Det er sådan jeg arbejder med dem, fordi de indgår i et skabelsesforløb. Derefter går vi hver til sit og arbejder alene på vores eget felt.

Jeg elsker at samarbejde med andre kunstarter, som giver mig indblik i andre verdener, hvor mange ting er de samme, og nogle andre ting er helt forskellige. Det er ofte dér, at jeg lærer noget. Eksempelvis den måde, man arbejder på et film-set, har været supersjovt for mig at overføre på nogle af mine måder at arbejde på. Det er meget hardcore og stringent, fordi alt er dyrt, og det er en meget optimeret måde at arbejde på."

"Der er mange, der opfatter mit virke, som værende på kanten af alle mulige brancher. Og det har de på en måde ret i. Jeg bruger mit arbejde som komponist i forskellige sammenhænge, men der vil altid være en æstetik og nok også et tonesprog, som er mit eget, og som binder værkerne sammen. Det håber jeg at jeg kan fortsætte med, for det er helt sikkert sådan jeg bedst udfordrer mig selv og dem jeg arbejder med.

Mange af dem, jeg er mest inspireret af er ikke kunstnere. De er alt muligt andet – forskere, dokumentarister, iværksættere eller antropologer. Det er meget sjældent, at jeg bliver oprigtigt inspireret af kunstnere, måske fordi jeg har en udpræget trang til at opleve hvordan man gør andre steder."

’The RITE Of Nothing’ med Korage

I slutningen af maj havde Louise Alenius premiere på et nyt værk skrevet til koret, Korage. Værket udstiller en kultur, hvor markeringen af livets store begivenheder ikke længere har en fællesnævner, men et tomrum:

"’RITE of Nothing har jeg skrevet til Korage plus fire klassiske sangere. Korage består af Pernille Rosendahl, Sharin Foo, Louise Foo, Josephine Philip, Kristina Holgersen, Rebekka Maria Andersson, Maria Køhnke, Karen Mukupa, Hannah Schneider, Kirstine Stubbe Teglbjærg samt mig, som korleder. De klassiske sangere er Adam Riis og Emil Lykke (tenor) samt Frederik Rolin (Bariton) og Morten Grove (Kontratenor).

Jeg har været leder af koret siden vi startede for over et år siden, og brugt en del tid på at lære deres stemmer at kende, og opbygge en god arbejdsmetode. Jeg har skrevet 2 nye værker til Korage, det ene satte jeg op i Porøset på Det kongelige teater, og det andet var en bestilling fra Bloom festival og Cisternerne, som gav mening at Korage skulle opføre. Vi havde brug for at komme i gang med noget materiale, som både var nyt og anderledes end alle de andre etablerede kor, og det er virkelig fedt at skrive til netop de sangerinder, som virkelig er dygtige og musikalske – og meget forskellige. Næste gang, vi skal lave noget har jeg lyst til at bestille et værk af en anden klassisk komponist, det tror jeg kunne blive ret sjovt, og så ville min rolle også bliver lidt mindre omfattende."

RITE er skrevet til at blive opført i Cisternerne i Søndermarken i Valby:

Det kan godt være, at jeg kan lave noget kunst, men hvis der ikke er nogen, der gør noget med det, kan det være ret ligegyldigt - Louise Alenius

"Cisternerne er et helt særligt sted, og Rite of nothing er virkelig skrevet med stedet i tankerne. Jeg har ikke siddet nede i Cisternerne og skrevet, men jeg har været dernede igen og igen for at forestille mig værket og klangen den måde jeg gerne vil have sangerne til at bevæge sig på. Men alligevel var der ting, vi var nødt til at ændre, da prøverne flyttede fra min lejlighed ned i Cisternerne. Så værket har formet sig efter rummet hele vejen igennem, og sådan elsker jeg at arbejde. Hele tematikken, eller mangel på samme og tomheden giver sig til kende i værket. RITE er et ritual over tomhed eller intethed, og det er helt klart opstået af, at jeg har opholdt mig i dette mærkelige, katedralagtige rum – som ikke rummer religionens tyngde. Det er et rum, hvor man bliver lidt ærbødig. Man føler noget stort, som man ikke kan sætte fingeren på, hvad er. Det er egentlig en meget interessant oplevelse, som fik mig til at reflektere over hele den her rituelle og ceremonielle verden, hvor man bruger greb som lys og mørke, musik, repetitioner, bevægelser etc. Alt sammen effekter, som vi på en måde ikke altid sætter spørgsmålstegn ved, fordi de netop er så effektfulde, at vi bare æder det hele råt. Jeg har brugt virkemidlerne, men uden at sige hvad jeg vil med dem og på den måde er værket en tom skal af emotionelle virkemidler. En lille undersøgelse af hvad der så sker, og et håb om at publikum kan opleve mere individuelt fordi jeg giver dem meget lidt konkret indhold.

Rite of Nothing giver kun mening, hvis publikum propper en del af deres egen historik eller deres egne tanker ind i oplevelsen. Hvis ikke de gør det, så forbliver det fuldstændig hult. Det er et forsøg på at åbne folk op fremfor at lukke dem ned. Jeg oplever, at der er meget kunst, der lukker ned, fordi det dikterer, hvad man skal opleve, eller hvad fortællingen er, og jeg vil hellere forsøge at åbne op, og så kan folk selv finde ud af resten," smiler Louise Alenius.

Arbejdet med partiturmusikken

Musikken til balletten, 'Napoli', blev starten på Louise Alenius’ arbejde med partiturmusikken, men rækken af 'Porøset'-værker, står som noget helt særligt for den 40-årige komponist:

"Arbejdet med ’Napoli’ tvang mig til at begynde at skrive partiturmusik. Før det var jeg lidt doven omkring den metode. Jeg kunne godt, men det var ikke en nødvendighed for mig, så det var først dér, at jeg valgte at lukke hele verden ude i fem måneder, for bare at skrive. Det var vildt hårdt og samtidig fantastisk - og utroligt stille. I princippet har man et blankt stykke papir, og så starter man når man har en idé. Førhen, når jeg har lavet musik, har jeg også bare været mig selv, men jeg har produceret mere, og derfor altid kunnet høre det jeg lavede. Så det var ret skelsættende for mig at begynde at skrive.

Mit hjerteblod er ’Porøset’ fordi det indeholder alt hvad jeg elsker, og hele konceptet og samtlige 8 værker har jeg lavet til at være sjove at opføre, så jeg og mine forskellige hold kan gøre det samme 60 gange henover et par døgn. Men det er også vildt hårdt – det er ét langt maraton, hvor man aldrig peaker. Der er aldrig nogen stor klapsalve, aldrig noget reelt stress - blot én, lang række performative møder med mennesker. Jeg ved ikke, hvad man kan sammenligne Porøset med, for jeg har ikke selv prøvet noget lignende. Det kræver stamina at holde gejsten oppe, og at bruge den energi, der kommer fra den ene person, der oplever forestillingen. Der har været ganske få forestillinger ind imellem, hvor der er kommet et menneske ind som føltes helt malplaceret og nærmest ’dødt’, og dét er sindssygt drænende. Men 99 % af publikum nærmest ’sitrer’, og reagerer på alt hvad der sker omkring dem, hvis man eksempelvis antyder at skabe øjenkontakt kan det være helt vildt grænseoverskridende for alle parter. Der kommer så meget energi tilbage, og den energi er jeg blevet en smule afhængig af."

Både 'Prequiem', 'Silent Zone' og til tider 'Porøset' tager afsæt i nogle dystre tematikker, men Louise Alenius formår at finde en balance og finde det smukke i de situationer, der opstår:

"Når vi vælger at kalde det vi laver for kunst, bliver det ’framet’ på en måde som gør det muligt for fx absurde situationer at fremstå smukke. Jeg elsker, at man kan tage styringen og bygge en perfekt verden op, vælge sin egen æstetik og definere adfærdreglerne selv. Men selvom det ofte er meget dystre emner jeg arbejder med, kan det godt være sjovt at lave. Det er ikke sådan, at vi nødvendigvis sidder og griner, men der er alligevel altid noget fantastisk ved det, som giver lyst til at fortsætte. Jeg tror, at jo mere dyster tematikken er, jo mere læring, sjov, frihed eller passion er der nødt til at være, for ellers kan man ikke blive ved henover længere tid. Der er tit mange, der spørger, hvordan jeg kan være så glad og udadvendt, samtidig med at mit arbejde ofte er tungt, tyst, langsomt og introvert. Jeg tror at mit arbejde er en afgørende måde for mig at forstå verden på, jeg tror ikke, at man begynder at arbejde med tunge ting, hvis man i forvejen er deprimeret. Mit humør er rimeligt robust, og der skal meget til at slå det ud af kurs, men det udfordrer jeg også hele tiden."

Anerkendelsen har stor betydning, men er ikke driveren

For nylig har Louise Alenius modtaget Carl Prisen samt P2-Prisen, og derudover har hendes opera Silent Zone, som får repremiere på Copenhagen Operafestival i 2018 modtaget tre Reumert-nomineringer. Anerkendelsen har en stor betydning, men må aldrig blive det man går efter, mener Louise Alenius.

Den største opgave er, at man finder den motor, der er den rigtige for én, og at man så passer på den - Louise Alenius

"Jeg tror, at det er sindssygt afgørende, at man ikke lægger for stor betydning i priser, for de kan aldrig blive motoren for et stærkt kunstnerisk virke. Det er altid sindssygt dejligt, når nogen værdsætter ens arbejde, men hæder og priser må aldrig blive en motivationsfaktor. For det er selve skabelsesprocessen som fylder 90% af tiden der skal være dét, så den motor skal være ren og ustoppelig, den skal smøres med den ædleste olie.

Min måde at gøre det på er blandt andet ved at arbejde sammen med mennesker, jeg har lyst til at være sammen med. Det er fuldstændig afgørende for min personlige arbejdsmotor, at der er god energi og rene linjer på mine produktioner.

Jeg har det selv lidt mærkeligt med priser. Det er fordi jeg er et handlende menneske, som altid føler at jeg kan påvirke noget, hvis jeg virkelig vil. Men prisuddelinger har man som kunstner ikke mulighed for at påvirke, (heldigvis). Man laver bare sine værker så godt man overhovedet kan, og derefter (og længe efter) er der nogen helt fremmede som beslutter om værkerne skal hædres. Derfor føler jeg på mange måder ikke at det har så meget med mig at gøre… Det gør mig glad når det sker, og heldigvis har jeg ofte en del andet at fokusere på."

Inspirationen findes hos de klassiske komponister

Louise Alenius lytter ikke meget til musik, men når hun gør, vælger hun en klassisk komponist, som hun kan gå i dybden med:

"Jeg hører meget lidt musik og det er kun klassisk. Til gengæld vælger jeg det virkelig nøje, og hører det samme værk mange gange i træk. I øjeblikket hører jeg Stravinsky, Ravel, Mahler og György Ligeti. Hvis jeg blev 1000 år, ville jeg nok bruge de sidste 900 år på at lytte på musik – alt det jeg ikke har nået. Nogen gange tænker jeg, at det bliver fedt den dag, jeg ikke gider at skrive musik længere, så skal jeg kun lytte. Der er så vanvittigt mange værker, som jeg ikke er nået igennem, fordi jeg selv hele tiden sidder og skriver."

Kommende projekter

Louise Alenius arbejder på flere projekter, blandt andet en ny 'Porøset':

"Der ligger nogle ting i pipeline for resten af året. Jeg skal blandt andet lave en 'Porøset' mere, så kommer balletten ’Napoli’ op på Det Kongelige Teater igen. Jeg arbejder samtidig på et nyt, større værk, da jeg gerne vil skrive mere opera. Inden jeg skrev operaen 'Silent Zone' havde jeg forsøgt to gange, men jeg kunne ikke rigtig få karaktererne til at synge inde i mit hoved. De dansede kun - måske fordi jeg har lavet så meget balletmusik. Men nu har jeg fundet ud af hvordan jeg skal gøre og vil lave mere. Jeg er vildt glad for at arbejde med sangere. Det er alt det, jeg elsker, og jeg har flere at den slags projekter på vej."