
Masser af medieomtale og en stribe udsolgte koncerter på meget alternative spillesteder. Sådan kan årets udgave af FROST Festival i februar kort summeres op. I Koda er vi glade for at støtte et arrangement, der i den grad formår at udvide grænserne for, hvor vores medlemmers musik kan spilles.
Men det er ikke kun anmelderne, publikum og Koda, der har været begejstrede for den københavnske vinterfestival. Også de medvirkende kunstnere er glade for, at de har haft mulighed for at eksperimentere med koncertformatet.
Sommer tæt på publikum
En af dem er Peter Sommer, der sammen med sit band fremførte sit nye og anmelderroste album ”Alt Forladt” i parkeringskælderen under Hotel Danmark.
- Det var en super sjov setting og meget intenst. Vi var så tæt på publikum, at det føltes som om, at man gjorde noget sammen. Og jeg synes også, det var fedt at opleve gejsten fra folkene bag festivalen. Jeg kunne mærke, at de var sindssygt tændte og opsatte på, at det her skulle lykkes. Det samme var hoteldirektøren, der havde fået mennesker til at komme, som ellers ikke går til koncerter, siger musikeren fra Skanderborg.
Godt match
Informations Klaus Lynggaard var på trods af ”pudsige toiletforhold og bizar akustik” svært tilfreds med koncerten i den kolde og lavloftede kælder. Ifølge Peter Sommer var det da også lidt af en udfordring at lave lyd, men takket være en dygtig lydmand lykkedes det, og så var rammerne for en speciel oplevelse sat.
- Det er tit på bekostning af musikken, når man begynder at eksperimentere med koncertformatet. Men sådan var det ikke her. FROST er gode til at fornemme, hvad musikken handler om, og hvor den passer ind. Og festivalen kan netop det med hele tiden at finde nye, vilde steder og uvante samarbejdspartnere, som giver den der ekstra dimension, siger han.
Nøgen og inderlig oplevelse
Kollegaen Martin Ryum havde også en god oplevelse, da han livedebuterede med sine musikalske fortolkninger af Inger Christensens digte i kælderen under Copenhagen Pianos butik i Bredgade. Hans flygel var placeret midt i det lille lokale, og publikum sad på bænke hele vejen rundt om ham, hvilket skabte en meget intim stemning.
- Jeg har før spillet solo - klaver og sang - og det er noget af det mest nøgne, jeg har prøvet. Nogle gange nød jeg det, andre gange var det udfordrende. Denne koncert havde den samme nøgenhed, men heldigvis havde jeg fået kordamer med, som løftede sangenes lag med reelle korstemmer og mere abstrakte vokallyde. Dette gjorde den nøgne oplevelse mindre ensom som kunstner. Inderligheden blev modtaget af publikum, og det var jeg rigtig glad for, siger Martin Ryum.
Meget tæt på publikum. Martin Ryum optræder i Copenhagen Pianos butik i Bredgade. Foto: Malthe Ivarsson.
Mod på mere
Med koncerten på FROST Festival brød han flere års tavshed på musikfronten, og de gode erfaringer fra butikskælderen har givet ham mod på at optræde i omgivelser, der ikke nødvendigvis er skabt til koncerter.
- Når der skabes alternative rammer omkring koncerter, så bliver publikum også udfordret. Både kunstneren og publikum får noget forærende. Jeg er ret vild med formatet og vil gerne spille udendørs en sommeraften under træernes farvede lampetter. For mig handler det altid om at skabe en særlig stemning, siger Martin Ryum.
Tilfreds festivaldirektør
Efter at have pustet ud oven på fire hektiske uger kan festivaldirektør Mikael Pass konstatere, at FROST Festival igen blev en succes.
- Vi solgte næsten ikke billetter i døren, og det var en god indikation på, at vi havde gang i noget rigtigt. I løbet af kort tid blev der skabt en følelse af, at man skulle være hurtigt ude, hvis man ville være en del af festivalen. Og det var det, vi gerne ville opnå, lyder det fra en tilfreds Mikael Pass, der tilføjer, at støtten fra de forskellige samarbejdspartnere har været uundværlig.
Som et middagsselskab
Han mener, at utraditionelle spillesteder kan berige koncertoplevelsen for alle parter - hvis arrangørerne altså formår at matche musikerne med de helt rigtige steder.
- Når man bryder grænserne for koncertformatet, så er både kunstner og publikum lidt på udebane og har noget på spil. Man kan måske sammenligne det med at være til et middagsselskab, hvor man ikke rigtig kender nogen. Der vil man gerne vise sig fra sin bedste side og giver derfor lidt mere af sig selv, siger festivaldirektøren.
Vil inspirere andre
Mikael Pass håber, at FROST Festival kan være med til at rykke ved opfattelsen af, hvordan en koncert ser ud.
- Der er masser af koncerter og festivaler året rundt. Så det kræver et særligt take på tingene, hvis man skal have en berettigelse – især hvis det er pissekoldt! Vi vil gerne vise, at der er alternative måder at gøre tingene på, og jeg håber, at FROST kan være med til at inspirere andre. Man gør det selvfølgelig ikke nemt for sig selv, fordi det kræver en masse arbejde, men omvendt er folk klar til at betale for det unikke, siger chefen for vinterfestivalen, der netop er blevet nomineret til Politikens iByen Prisen for Årets Begivenhed.
Fakta om FROST Festival 2013
- Koda støtter FROST, fordi festivalen på inspirerende vis udvider rammerne for, hvor vores medlemmers musik kan spilles.
- Festivalen foregik i perioden 8. februar til 2. marts 2013 og præsenterede 21 koncerter, der på den ene eller anden måde eksperimenterede med koncertformatet.
- Se billeder fra FROST på instagram.com/koda_dk og #frost13