Komponisten og drømmefangeren, Bent Sørensen

Komponisten, Bent Sørensen, fylder 60 år i juli måned. Koda har taget forskud på fejringen, og har talt med en række af dem, der har Bent Sørensen inde på livet.

PROLOG 

Vågner du somme tider lige tids nok til at fange randen af dit drømmeindtryk, inden du går i gang med dagen? Inden du glemmer alt det, du drømte? 

Det er en sjælden sejr at indfange drømmene og få dem skriblet ned på papir. 

Bent Sørensen er en meget stor drømmer. Det har han fortalt. Selvfølgelig drømmer andre komponister også, men få evner at nedfælde dem på papir som Bent Sørensen, evner at få dem placeret i nodesystemet og sendt ud i virkeligheden. Og nu fylder han rundt, den store drømmer – komponisten med det overvældende talent og den utrolige idérigdom. 

Bent Sørensen har været kendt for at komponere om natten. Mens andre drømte deres drømme, fandt han sit eget romantiske og spøgelsessarte rum til sin tyste musik. Fuld af toner, der kan rejse sig af ingenting. Manifestere sig ud af det blå. Som ekkoer af den mest romantiske 1800-talsmusik, der kan mønstres. Som en drømmevæver, der slår gnister af mørket og af fortiden. Og gør det, så det kan høres. Højt. Underspillet højt. 

For Bent Sørensen er her jo, og han har været i gang med at skrive musik i lang tid. Han begyndte allerede at skrive sine første violinkvartetter på børneværelset, da han voksede op på Midtsjælland. I et musikinteresseret lærerhjem. 

Bent Sørensen er en diskret person. Går ikke excentrisk klædt, stikker ikke ud. Men han står ved, hvem han er, og han blander sig gerne. Som komponist skeler han ikke til popularitet eller strømninger i tiden. Han holder sig til sin egen dagsorden med en sanselig og længselsfuld tilgang til det arbejde, det er at komponere musik. Fortiden siver ind i værkerne. Og følelsen er der – følelsen af, at Bent Sørensen sender på en anden frekvens end resten af den klassiske musikverden, og med en underspillet eufori i hver eneste tone, omfavner sine drømme uden at blive patetisk. Eller forlegen. 

Som at drømme i vågen tilstand. 

/Jens Povlsen

 

Vi har talt med seks af dem, der har Bent Sørensen inde på livet. Her er deres tillykke: 

Forlæggeren om Bent 

Loui Törnqvist er direktør for Edition Wilhelm Hansen – Bent Sørensens musikforlag. Her fortæller hun om deres samarbejde. 

Et sirligt håndskrevet partitur, en vindblæst frisure og et par dystre bemærkninger om, at alt er noget møg – ikke mindst partituret – og at vi lige så godt kan give op, for det hele bliver alligevel aldrig til noget: Det er ofte sådan, Bent Sørensen afleverer et nyt værk til os. Vi griner af hans selvudslettende kommentarer og glæder os som små børn til, at de sirligt skrevne noder åbner sig og lukker os ind det Sørensenske univers af dis, lysglimt, alvor og alfeleg.

At der står Edition Wilhelm Hansen på Bent Sørensens partiturer, er vi stolte af. Bent Sørensen er et fornemt eksempel på den danske tradition for at fostre dybt originale komponister, der ikke kan sættes i bås, og det er udlandet for længst blevet opmærksom på.

Bents værker er prisbelønnet, de bliver indspillet, opført og bestilt af orkestre og ensembler fra hele verden, og musikkens sarte overflade og dens mørke dybder begejstrer publikum og anmeldere, hvor end den kommer frem. Bents musik er romantisk, den er melankolsk, mørk og flygtig, og den er hip, moderne og åndsnærværende. Det gengiver vi på tryk, så musikkens intention kan klinge både i Esbjerg, i Oslo eller i New York – og på den måde gør vi vores bedste for, at det hele alligevel bliver til noget. 

Kollegaen om Bent  

Komponisten, forfatteren og organisatoren Karl Aage Rasmussen sætter her ord på komponistkollegaen (nedenstående er uddrag af en tidligere publiceret tekst om Bent Sørensen). 

Bent Sørensens musikalske sindbilleder er af samme art som Magrittes berømte billede af en pibe med påskriften ”dette er ikke en pibe”: De er ikke, de aftegner blot en særlig følsomhed over for livets basale processer, selve livsgåden – vækst, modning, forfald, død – og fortaber sig derefter igen i myter fra det fælles ubevidste: klokker, engle, ekkoer, skygger, tåger, sørgende efterladte, himmelske basuner, barndommens for altid tabte eventyr, die Märchenzeit.

"Det minder mig om noget, jeg aldrig har hørt!" Sådan reagerede den norske komponist Arne Nordheim spontant på et værk af sin betydeligt yngre danske kollega Bent Sørensen. Og det er svært at forestille sig et mere snurrigt-rammende udtryk for det dobbeltbundede, ofte næsten paradoksale udtryksklima i musikken af denne egenartede komponist.

Det stikker imidlertid dybere. Musik kan undertiden opleves som forbundet med "en fortid man ikke har kendt, sorger der er skjult for ens egne tårer, synder man aldrig har begået eller tragedier der ikke er ens egne," som Oscar Wilde udtrykte det for mere end hundrede år siden. Men her er fornemmelsen af fællesmenneskelig erindring i sjælden grad nærværende.

Ikke at Sørensens musik er genbrug, den henter på ingen måde næring i gulnede albumblade fra historiens gemmer – hans tonesprog er helt og aldeles nutidigt, både i æstetisk og teknisk henseende. Og dog er det en musik der ofte synes gennemstrømmet af minder, af levet liv og ældgamle drømme, af forgængelighedens og afskedens uafvendelighed. En flimrende, glitrende verden hvor meget synes at ville forsvinde ved den mindste berøring. Så snart noget er på nippet til at blive tydeligt og genkendeligt, netop som vi tror at kunne gribe noget, opløser det sig, sløres eller forsvinder.

Men den spøgelsesagtige utydelighed er skabt af en dreven illusionist: Sørensens måske allermest egenartede talent er evnen til at give utydeligheden mæle, klart og tydeligt. Ofte placerer han et uhyre enkelt musikalsk materiale i et sindrigt musikalsk spejlkabinet, hvor ekkoer og ekkoers ekkoer breder sig som ringe i vand; og altid tyste, udviskede konturer, der kan lyde, som blev de hørt gennem faldende regn eller duggede ruder, tegnet med minutiøs, kalligrafisk præcision”.


Musikhistorikeren om Bent 

Musikhistorikeren og -kritikeren Søren Schauser om Bent Sørensen.

Hvorfor taler vi om en 'stor' komponist - ikke kun om en 'god' komponist? Grundlæggende fordi de bedste komponister bare er lidt mere. Når de bedste komponister skriver et partitur, virker helheden større end summen af de enkelte dele. Filosofferne kalder det lidt mystiske fænomen for emergens og har ikke stillet med en god forklaring på det endnu.

Bent Sørensen er i den forstand indbegrebet af en stor komponist. Han skaber som regel en lidt modvillig musik og har i en vis forstand fokus på det fraværende. Så han kan rent åndeligt minde en smule om eksempelvis Henning Christiansen og Pelle Gudmundsen-Holmgreen i generationen før ham. Men hvor det begivenhedsløse hos Henning i 1960’erne og Pelle i 1970’erne var en idé i sig selv, da forbliver det kun et redskab i Bents musik. Når man hører hans mange tusinde noder i et værk, skal man lytte på alt det, der ikke spilles – på fylden og det uudsigelige mellem linjerne. Tilhøreren sidder sommetider med en yderst tyst eller fjern musik i ørerne og fornemmer alligevel en klokkeklar logik mellem hver eneste tone. Selv om Bent Sørensen må være en smule træt af prædikatet 'kirkegårdsromantiker', ejer det altså noget sandt: Fornemmelsen af forfald og høstlig elegi i hans musik vil altid minde os om døden som menneskeligt grundvilkår. Og romantikerne var voldsomt optaget af det skjulte, af det antydede, af tågen mellem dysserne og følelserne uden ord.

Man skal samtidig se Bent Sørensen som en af de mest 'aktuelle' komponister overhovedet. For han glæder sig så vidt vides ikke specielt til døden, og virker aldrig morbid som hverken kunstner eller menneske. Og selv om hans flair for den skjulte fylde har noget til fælles med romantikerne, så er det ikke på en tilbageskuende måde. Vi ser endnu i dag verden som en mængde af ting med usynlige kræfter og har stadig mere brug for tidssvarende værker med store fortællinger om tingenes mening.


Eleven om Bent

Komponisten Simon Løffler er uddannet fra Det Kgl. Danske Musikkonservatorium i komposition under blandt andre Bent Sørensen. For Simon Løffler havde mødet afgørende betydning. 

Jeg var 21 år og i gang med mit andet år på konservatoriet i København, da Bent begyndte som professor i komposition. Hans tiltræden blev en skelsættende begivenhed for mig. Jeg havde ikke skrevet særligt meget på mit første år, og var frustreret over ikke at kunne skrive musik, som ikke bare var lutter plagiat af alle de komponister, jeg studerede til daglig. Alle tiltag blev forkastet, nærmest før de var begyndt. Allermest hæmmende var ensomheden, den som indhyllede én, når man sad ved skrivebordet og kiggede på det tomme hvide nodepapir, som syntes at suge alle spæde forhåbninger om blot en enkelt meningsfuld tone fra en, så man desperat måtte løbe ned på Bobi bar og drukne den daglige fiasko – skulle det være sådan, man tilbragte livet?

Bent viste sig at være en genial motivator. Han havde en uforlignelig entusiasme i sin måde at støtte ens processer på, som indgød skaberlyst. Hans observationer åbnede altid noget, ens skitser rummede pludselig alle disse muligheder, man måtte hjem og udfolde. I den daglige omgang med Bent, lærte jeg, at forsøget på at skabe i sig selv kan udløse en enorm positiv energi. At den daglige arbejdsgang er berigende, når man lader sine tankegange udvikle sig fordomsfrit, når man tør gribe og fastholde de indfald, som virkelig resonerer hos én, uanset hvor de kommer fra, og når man ikke reducerer ens arbejde til et spørgsmål om succes eller fiasko.

I løbet af de fire år, jeg studerede med Bent, holdt jeg op med at sætte spørgsmålstegn ved det meningsfulde i at skrive musik i denne verden. Jeg blev indfanget af detaljerne, af mulighederne og af al den inspiration som alligevel viste sig at eksistere i mit hoved. Jeg vil altid være taknemmelig for den tid, Bent. Hjerteligt tillykke. 

Bestyrelseskollegaen om Bent 

Niels Mosumgaard er bestyrelsesformand for Koda, samt formand i DPA. Her sætter han ord på Bent Sørensen som bestyrelseskollega.

Bent Sørensen er først og fremmest en af dansk musiklivs helt store komponister, og derfor har jeg stor respekt for, at Bent også er en engageret, vidende og debatterende deltager i det organisatoriske og kulturpolitiske arbejde. Det tager tid at involvere sig og få indflydelse, og den tid har Bent altid taget sig. Det sker i en god tone, og Bent er virkelig god til at finde de steder, hvor der kan indgås et kompromis og de steder, hvor man skal være kompromisløs. 

Hustruen om Bent

Pianisten Katrine Gislinge danner privat par med Bent Sørensen. Her fortæller hun om livet og det musikalske fællesskab med ægtemanden (fortalt til Kodas redaktør, Stine Hamann). 

Kærligheden. Da vi mødte hinanden, var der jo allerede en fælles berøringsflade hos os, men det var sådan set ikke det, vi talte om. Selvfølgelig talte vi lidt om musik, men vi fandt hurtigt ud af, at ud over musikken havde vi et andet fælles sprog og mange fælles interesser.

Bent læser rigtig meget, og det gør jeg også, og vi havde mange sammenfald af yndlingsforfattere. Et billede på det – jeg havde lige læst en fantastisk bog af en forfatter, der hedder Thomas Bernhard, som jeg var fuldstændig vild med. Jeg kan huske, at jeg havde haft bogen med på en ferie, og der var nogle, der bare havde ’disset’ den. Jeg følte mig ulykkelig i min ensomme begejstring over bogen. Men så mødte jeg Bent, og han var også helt vild med Thomas Bernhard, og så tænkte jeg, at det er jo klart, for det er et billede på det fælles sprog, vi har. 

Drømmene. Bent tør drømme kæmpe stort. Hos ham er der ingen grænser for drømmene. Jeg har haft klaverlærere, som har turdet drømme stort på mine vegne, men privat har jeg aldrig mødt nogen, som har turdet drømme så stort som Bent. Det lyder måske lidt flyvsk, men det er det faktisk overhovedet ikke, for Bents drømme – de bliver til virkelighed. Musikken er på måde en sidegevinst, men ikke ”bare” en sidegevinst, men også en vigtig del af vores forholds DNA. Jeg har svært ved at forestille mig Bent, uden at han sidder og komponerer sin fantastiske musik. Det er så uomgængeligt ved ham. Og hvis ikke ham komponerede, ville han gøre en anden ting med samme fokus og passion. Det er jeg sikker på. Det er en så stor og integreret del af ham at være komponist og arbejde på den måde – så fuldstændig ubrudt kreativt. Jeg har faktisk aldrig mødt det hos nogen andre.

Bent er ekstremt kreativ. Men det er ikke sådan, at han går rundt og finder på alle mulige pudsige ting. Han er så ekstremt målrettet og så ekstremt fokuseret i sit arbejde. Og det er så stor en del af at elske ham, at han sidder og skriver musik. Det kan jeg ikke komme uden om. Så man kan ikke tage det væk og sige, at jeg ville elske ham, hvis han lavede noget helt andet. Det ville jeg sikkert nok, for han ville helt sikkert gå til sagen med samme passion og vilje, som han gør. 

Viljen. Bent er meget, meget viljestærk. Når han beslutter sig for noget, så er der ingen vej tilbage. Da Bent besluttede sig for, at det skulle være mig, så var det med fuld overbevisning. Nogle gange kan jeg næsten ikke få vejret, for det er så intenst og vidunderligt, men også så voldsom en kærlighed. Den fylder så meget. Det er vidunderligt, krævende og intenst. På den måde kan man sige, at han er en intens, kreativ sjæl med et meget reflekterende og sanseligt indre. 

Musikken. Bents musik er ikke let at spille. Rent teknisk har hans musik nogle ganske særlige udfordringer, men af en eller anden grund passer mine fingre rigtig godt til Bents musik. Der er noget med selve teksturen i musikken, som passer virkelig godt til min fysik, til mine fingre og til min teknik. Men så er der også noget i selve det frie, der er i musikken, som passer vældig godt til mit sind. Det falder mig virkelig meget naturligt, og det er jo heldigt. Jeg har jo turneret rundt – både herhjemme og i udlandet, og jeg har fået vældig mange roser, når jeg spiller hans musik, og han får mange roser, når jeg spiller hans musik, og jeg tror, at vi har et meget smukt bånd dér. Selvfølgelig skal jeg spille alt muligt andet, og det gør jeg også, for ellers ville det blive en sær symbiose. Jeg tror, at hans musik har ændret sig noget, efter at han har mødt mig. Som det ofte er blevet beskrevet, har der altid været noget meget drømmende og noget meget emotionelt over Bents musik, men jeg tror på en eller anden måde, at man kan sige, at hvis den før var tyst og måske næsten havde noget hemmeligt eller blufærdigt over sig, så er den nu kommet mere ud i lyset. 

Og det klær musikken - og det kan godt være at det at det ville være sket alligevel - altså også hvis vi ikke havde mødt hinanden. Men den det er helt klart, at vi rykker ved hinandens vaner og grænser. 

Jeg tror, at vi begge har haft gavn af at møde hinanden – også musikalsk. 

Værkerne. Det er klart, at jeg har fået et særligt forhold til ’Mignon’, fra det værk, der hedder ’Papillons’ (som er skrevet til Katrine Gislinge, red.). Det har jeg spillet virkelig, virkelig mange gange, og det findes i tre versioner – både for orkester, for strygekvartet og for ensemble. Det har jeg indspillet, og det elsker jeg virkelig at spille. De sidste gange, vi har spillet det, var i Tyskland, og der kunne jeg mærke, at vi alle følte os helt frie i det, for vi har spillet det så meget.

'Nocturnes' har jeg også spillet rigtig meget – dem elsker jeg også at spille, og får forhåbentlig indspillet dem på et tidspunkt. Til sommer skal jeg spille 'Fantasia Appassionata' – den har jeg ikke spillet så meget endnu, så den glæder jeg mig til at tage op igen. Han har skrevet den til mig, og sådan er det jo: man kunne sige, at Bent også kunne skrive til alle mulige andre … men i det øjeblik, at vi går ind i det der arbejdsrum, så bliver vi begge to professionelle. Så glemmer vi ægteskabet, og på den måde kommer musikken altid først, når vi arbejder. Det er en fascinerende historie, og det ved jeg godt, og det lyder måske også lidt overdrevet og lykkeligt, men sådan fungerer det jo ikke. Vi går jo ikke rundt på en sky dagen lang, men vi er heldige, at vi har mødt hinanden på det rigtige tidspunkt. Vi har begge to haft familier før, og ville aldrig undvære det liv, vi har haft før. Ikke på nogen måde. Måske havde jeg ikke kigget til Bents side for 20 år siden og han ikke til min, men sådan er det med timing. Den skal være rigtig.

EPILOG 

Her var han så: Bent Sørensen fra seks forskellige synsvinkler, seks forskellige oplevelser af komponisten, hvis navn er så jævnt og dansk, at det let kan narre ved første øjekast. Ikke desto mindre er det et navn, der har gjort ny musik til en oplevelse for alle, der går rundt med en længsel efter skønhed. En længsel, der åbner for kontakt med en fjern, næsten forvitret fortid og minder os om noget, vi aldrig har hørt, som Arne Nordheim så paradoksalt sagde det. Som en nærværende og livfuld påmindelse om, at vi alle på et tidspunkt vil være netop det – fortid.

 

/Jens Povlsen

OM

Bent Sørensen, født 18. juli 1958.

Vakte furore, da han som selvlært deltog i Esbjerg Ensemblets komponistworkshop i 1982. Dygtiggjorde sig i komposition hos Ib Nørholm på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium og hos Per Nørgård på Det Jyske Musikkonservatorium. Har modtaget Nordisk Råds Musikpris i 1996, Wilhelm Hansens Komponistpris i 1999, Wilhelm Hansens hæderspris i 2014 samt den amerikanske Grawemeyer Award i 2017.