
Le Gammeltoft har en drøm om at starte en alternativ radiostation på DAB. Derfor har hun undersøgt hvad det koster - og kommet frem til, at det er alt for dyrt for en lille iværksætter som hende.
Hun retter noget af skytset mod kunstnerorganisationerne Koda og Gramex og mener, at de burde støtte den alternative musik ved at give hende en rabat på priserne.
I artiklen bakkes hun op af Ole Mølgaard, der præsenteres som "radioekspert". Hvad artiklen behændigt ikke nævner er, at han også er lønnet af Teracom, der bejler til at drive DAB-nettets infrastruktur og dermed har en klar interesse i at tale DAB op.
'Kommenter' eller 'Synes godt om' på Kodas Facebook
Han citeres for at sige, at Koda bør støtte mangfoldigheden i dansk musik. Og det er lige præcis, hvad vi gør! Sidste år støttede Koda musikkens vækstlag med over 60 millioner kroner. Ti procent af Kodas samlede indtægter går til at hjælpe og støtte alt fra børnemusik over electronica til ny kompositionsmusik - det er den største private kunststøtte til musikken her i landet.
Så når Ole Mølgaard og Teracom prøver at sælge deres dyre og dårlige DAB-projekt som en gave til mangfoldigheden, så er det nærliggende at spørge om, hvordan Teracom vil støtte musikken fremover? Vil Teracom give rabatter til folk som Le Gammeltoft? Vil Teracom støtte ny dansk musik med 60 millioner årligt som Koda gør?
Le Gammeltoft peger i sit debatindlæg selv på løsningen på hendes problem: Hun har nemlig i flere år haft en kanal på internettet og det går efter hendes eget udsagn rigtig godt. På nettet er hendes udgifter meget mindre, der skal ikke stilles nogen bankgaranti, der er ingen kapacitetsproblemer, ingen leje af dyre DAB-sendemaster eller geografiske begrænsninger og bedst af alt: Hun rammer sin målgruppe rent: De unge, hvoraf mange aldrig kunne drømme om at købe en DAB-radio, men som nærmest er anatomisk forbundet med deres smartphone.
Politikens artikel udstiller med al tydelighed, hvorfor politikerne burde forlade tanken om at DAB skal afløse FM: Det er ikke fremtidens teknologi, og det er ikke svaret på, hvordan vi styrker mangfoldigheden. Og det er slet ikke svaret på, hvordan smartphone-generationen vil lytte til musik fremover.
'Kommenter' eller 'Synes godt om' på Kodas Facebook
Bragt i Politiken den 6. april 2015

