
Et fremtidssikret Koda
Koda har indgået aftale om ny teknologisk platform
Koda har netop indgået en aftale med den irske it-leverandør Spanish Point Technologies, som får ansvaret for at fremtidssikre Kodas forretningskritiske it-systemer. Formålet er at gøre systemerne mere effektive og tilpasningsklar i forhold til både nuværende og fremtidige behov hos komponister, sangskrivere og musikforlag.
“
Jeg glæder mig til samarbejdet, som jeg forventer mig meget af.
Maria Juul Jensen
I årene op til aftaleindgåelsen har Koda analyseret sine behov og muligheder grundigt, blandt andet gennem et fælles samarbejde med forvaltningsselskaberne Teosto (Finland), IMRO (Ireland) og Tono (Norge). Aftalen er et vigtigt skridt, hvor Koda arbejder for, at systemerne i høj grad spiller sammen med Kodas forretningsstrategi. Aftalen med Spanish Point Technologies er derfor kun et blandt flere projekter, som Koda arbejder med for at sikre en veldreven it-infrastruktur.
- Læs mere om Kodas forretningsstrategi: Ny strategi skal fremtidssikre Koda og bidrage til et styrket musikliv
”Jeg glæder mig meget til, at vi nu får fremtidssikret vores forretningskritiske it-systemer. Med denne aftale forventer vi, at vi både kan imødekomme vores medlemmers nuværende behov og være bedre rustet til de fremtidige forventninger, der er til et dynamisk og moderne forvaltningsselskab,” udtaler Gorm Arildsen, Kodas direktør.
Store forventninger til samarbejdet
Samarbejdet er allerede sat i gang, og det forventes afsluttet i 2024. Aftalen omfatter på nuværende tidspunkt Kodas distributions- og rapporteringsfunktioner, men det nye system giver også mulighed for at udvikle nye funktioner for både kunder og rettighedshavere i fremtiden.
Spanish Points Technologies moderne cloud-baserede løsning ’Matching Engine’ inkluderer således et væld af funktioner til at drive automatisering. Samtidig giver deres løsning mulighed for at forbedre datanøjagtigheden og reducere omkostningerne, og med mere end et årtis erfaring er Spanish Point Technologies en anerkendt leverandør indenfor rettighedsbranchen.
”Koda har indgået en aftale med en professionel partner, og vi vil sammen med Spanish Point Technologies indgå i et spændende fællesskab. Sammen kan vi optimere og forbedre de processer, som systemet understøtter, og jeg glæder mig til samarbejdet, som jeg forventer mig meget af,” udtaler Maria Juul Jensen, Kodas it-chef.
Om Spanish Point Technologies
Spanish Point Technologies er et irsk softwarefirma, der har arbejdet med forvaltningsorganisationer som Koda siden 2007. Spanish Point Technologies blev kåret til 'Independent Software Vendor (ISV) Partner of the Year 2022' ved Microsoft Inspire Partner Awards for deres innovative Matching Engine-app.
Læs mere om Spanish Point her