
Sammen med IFPI er Koda igen i år med til at afvikle Danmarks absolut største musikalske prisshow. Det er naturligt for os at være medarrangør af DMA, som er et hyldestshow til den etablerede danske musik, for vi synes, at det er vigtigt, at vi husker at fejre succeserne. Og vi glæder os til sammen med IFPI, TV 2 og resten af Danmark at hylde de bedste, de største og de vildeste stjerner inden for dansk musik.
Rammerne for det helt igennem spektakulære show er igen i år Forum i hjertet af København. Her vil den altid veloplagte ”Natholdet”-vært, Anders Breinholt, på sin helt egen uforudsigelige facon føre såvel seere som stjerner gennem en aften fyldt med bobler, glam og musik.
Læs også: DMA 2011 blev et brag af en fest
Musikbranchen med bag festen
Efter flere års pause vendte DMA sidste år tilbage på tv-skærmen. Denne gang som et samarbejde mellem TV 2 og de to største aktører i musikbranchen herhjemme. Det blev et brag af en fest, der løftede taget på et proppet Forum og hjemme i stuerne hos mere end 1 mio. seere. Og da det to-timers show var fløjet af sted, stod det klart, at DMA var ”back for good” og har sin naturlige plads på skærmen i bedste sendetid. Den plads er vi i Koda sammen med IFPI med til at sikrer igen i år.
Læs også: Koda er med bag DMA
Del af et større engagement i dansk musik
DMA er selvsagt en fejring af allerede etablerede navne på den danske musikscene. Men det ikke kun de etablerede navne, der har Kodas bevågenhed, og Kodas engagement i DMA er kun en lille del af et langt større engagement på den danske musikscene. For hvert år bruger vi 10 pct. af vores indtægt til at styrke mangfoldigheden og vækstlaget i dansk musik via støtte til musikundervisningen på landets skoler, økonomiske bidrag til musikproduktioner og til store musikarrangementer som Spil Dansk Dagen og DMA. I 2011 blev det til mere end 50 mio. kroner, som Koda gav tilbage til musikken.
Læs mere om, hvad Koda ellers støtter
Ud over den eftertragtede Publikumspris er følgende priser i spil til DMA 2012:
Årets Nye Danske Navn, Årets Danske Mandlige Kunstner, Årets Danske Kvindelige Kunstner, Æresprisen, Årets Innovation, Årets Danske Gruppe, Årets Danske Album, Årets Danske Sangskriver, Årets Livenavn og Årets Danske Hit.
Tid og sted
DMA 2012 bliver afholdt i Forum i København lørdag 10. november og sendes direkte på TV 2. Billetter til showet sættes til salg 3. september.