
40-årige Gustaf Ljunggren er en musikernes musiker, der mestrer de fleste instrumenter. Han er en gudsbenådet instrumentalist, sideman og kapelmester, og han kan hente det bedste frem hos de musikere, han spiller med. Det er ordene fra foreningen Gudman, der står bag Årets Gudman, og grunden til, at netop Gustaf Ljunggren skulle hyldes i år. Det er 12. år i træk, at Årets Gudman tildeles, og igen i år var Koda med til at bidrage til hyldestaftenen.
Gustaf Ljunggren kan både skrive musiker, komponist, kapelmester og producer på visitkortet. Han er uddannet saxofonist fra Rytmisk Musikkonservatorium i København, men det er ikke uden grund, at han bliver kaldt multiinstrumentalist, da han bl.a. spiller på forskellige guitarer og basser, pedal steel guitar, lap steel guitar, mandolin, banjo, klaver, keyboards, basklarinet, bratsch og fløjte.
Foruden en række pladeudgivelser har han også været Kapelmester for "Det nye talkshow" på DR1, hvor han, sammen med sit lille orkester, har spillet med bl.a. Ryan Adams, Kim Larsen, DR Pigekoret og Oh Land. Siden 2011 har han ligeledes været tovholder og musiker på SPOT Festivalens koncertserie "Naked - a singer and a piano", hvor han på flygel har akkompagneret sangere som Johan Olsen, Kira Skov og Pernille Rosendahl.
Det ville faktisk næsten være nemmere, at skrive hvem Gustaf Ljunggren ikke har spillet med i løbet af sin karriere, for så imponerende lang er listen. En håndfuld af disse kunstnere heriblandt Thomas Helmig, Marie Key, Kasper Eistrup, Peter Sommer, Povl Dissing og Anders Matthesen var således også med til at hylde ham som Årets Gudman på scenen i søndags.
Og mens snestormen hærgede Danmark, trodsede Gustaf Ljunggren de faldende temperaturer udenfor. Med en stemning der emmede af kærlighed til musikken og dyb kollegial respekt fra de andre musikere, omfavnede Gustaf Ljunggren Amager Bio og publikum med en hyldestkoncert af kaliber.
Om Årets Gudman
- Gennem mere end 40 år sad Ken Gudman bag sit trommesæt, hvor han begyndte som trommeslager i 13-års alderen. Han var medstifter af pigtrådsgruppen The Defenders i 1962 og har medvirket på omkring 150 pladeindspilninger.
- Ken Gudman Mindefond blev stiftet på baggrund af en mindekoncert 12. oktober 2003, hvor et imponerende opbud af musikere, venner og publikum fra den danske rytmiske musikscene mødte frem for at ære Ken Gudman, som døde den 17. september 2003.
- Fonden gav sig selv den opgave hvert år at hylde en dansk musiker, der har ydet en særlig indsats i overensstemmelse med de musikalske dyder, Ken Gudman stod for: Personlighed, musikalsk håndværk og integritet.
Kilde: www.gudman.dk