Maiken Ingvordsen giver gode råd til, hvordan man opretter sin egen YouTube-kanal.

Fokus på din egen YouTube-kanal – medlemmer blev klogere på Koda, NCB og Gramex

Til medlemsarrangementet ’Dine rettigheder – dine penge - og lidt om YouTube’ fik de fremmødte svar på typiske spørgsmål til medlemskabet og udbetaling fra Koda. Samtidig gav digital strateg og musiker Maiken Ingvordsen gode råd til, hvordan man opretter sin egen YouTube-kanal.

Medlemsarrangementet – primært for nyere medlemmer af Koda, guidede de fremmødte igennem en introduktion til Koda, NCB og Gramex. Herudover var aftenens fokus ’Din egen YouTube-kanal’. Og til at give et indblik i 'how to do it', var Maiken Ingvordsen, blevet inviteret til at deltage. Aftenens første oplæg handlede om 'alt det juridiske' ved Kodas medlemsjurist, Jakob Thors.

Koda er lidt ligesom en andelsforening, hvor alle medlemmer skyder deres rettigheder ind i selskabet

’Registrer dit værk hos Koda, så du kan få penge, når dit værk bliver spillet i det virkelige liv, og husk at Koda ikke hjælper med at holde jeres copyright, men med at få penge hjem, når musikken bliver spillet i det offentlige rum’. Så kort kan det i grunden siges, fortalte Jakob Thors. Det er måske den allervæsentligste information, man som nyt Koda-medlem har brug for at vide. Denne aften var der særligt fokus på YouTube, og Jakob Thors viste, hvad man skal være opmærksom på, hvis man skal have udbetaling for musik anvendt på YouTube:

Følgende kriterier skal være opfyldt:

  • Der skal være mindst én annonce/reklame knyttet til din video
  • Din musik skal være udgivet og uploaded til YouTube af et musikselskab eller en aggregator (en digital distributør – en mellemmand, som gør musikken klar til digital distribution) med korrekte meta-data. Læs mere om YouTube her.

Se præsentationen fra Jakob Thors, hvor du får den væsentligste information om, hvad du, som musikskaber, har af rettigheder. Det er også her, at du kan få det store overblik over det musikalske flow af penge og rettigheder – fra musikbruger, til forvaltningsselskab og videre til dig som medlem. Du finder Jakobs præsentation her.

Fra fremførsel til udbetaling

Når musik bliver spillet offentligt, skal det rapporteres til Koda. Herefter foregår der en kvalitetssikringsproces for at sikre korrekt afregning, inden der bliver udbetalt for brug af musikken. Rapporteringskonsulent, Karen Marie Huuse, gennemgik denne aften musikkens vej fra offentlig afspilning til udbetaling, og kom med en opfordring til at huske at anmelde værker i god tid. Se eller gense præsentationen her.

Mit Koda

Du kan finde svar på mange af dine spørgsmål på Kodas hjemmeside, men stedet, hvor du finder information om netop dine værker, er på Mit Koda. Det fortalte medlemskonsulent, Nynne Krogh Cleiren, som stod for aftenens tredje oplæg.

’Mit Koda er stedet, hvor du får overblik over dine værker, din udbetaling, rapporterer dine koncerter og meget andet. Når du anmelder dit værk, bør du være opmærksom på, hvordan du fordeler dine andele. Fordelingen af andele på et værk skal afspejle den indsats, den enkelte har ydet til at skabe værket’, forklarede Nynne Krogh Cleiren, som også havde et par gode råd med til medlemmerne:

  • Når du rapporterer din koncert, så husk at angive navnet på arrangøren (firma, forening m.v.) – ikke kontaktpersonen, som du har talt med. Det er arrangøren, der skal betale for brug af musikken.
  • En anden god idé er at bruge en sætliste.
  • Tjek gerne din værkliste (for ikke anmeldte værker) samt din koncertliste (for afviste koncerter) et par gange om året.
  • Husk at anvende korrekt arrangør, når du rapporterer dine koncerter - ’Græsplænen bag Rådhuspladsen er ikke arrangør, ej heller ex ’Jan Jansen’. Vælg et korrekt navn, som kan genkendes af vores kundedatabase, så din koncertrapportering ikke bliver afvist.

Se eller gense introduktionen til brug af Mit Koda

Har du spørgsmål til brugen af Mit Koda, kan du finde svar her, og hvis ikke, er du velkommen til at kontakte Forlags- og Medlemsservice på medlem@koda.dk eller på tlf. 3330 6320.

NCB – Husk at købe licens og registrere

Jette Binger, ophavsretskonsulent hos NCB, fortalte sammen med Kodas Medlemskonsulent, Mette Caroline Holm om, hvad man som medlem skal være opmærksom på, når man skal udgive sin musik.


’Der er to veje, man kan gå - fysisk eller digitalt. Hvis du vil udgive fysisk, skal du omkring NCB og NCB’s hjemmeside. Hvis du udgiver digitalt, skal du ikke omkring NCB’, fortalte Mette Caroline Holm. Udgiver du digitalt, skal du registrere din udgivelse ved at udfylde denne 'digital track reporting form' og sende den til mch@koda.dk.

Du kan på Kodas hjemmeside finde en tjekliste for egen musikudgivelse.

Få indblik i, hvad du skal være opmærksom på, når du vil udgive fysisk

Hvordan får du penge fra Gramex?

Gramex indhenter betaling på vegne af udøvende kunstnere og pladeselskaber, når deres indspillede musik bliver afspillet offentligt i Danmark. Og er du musiker eller sanger, eller udgiver du musik, så hjælper vi dig med at få betaling for dine udgivelser. Det fortalte Timo Møllenberg fra Gramex.

Timo Møllenberg havde også et godt råd med til medlemmerne: ’Husk at du kan søge Gramex-støtte via Gramex-midlerne. Det gør du ex via DMF (Dansk Musiker Forbund) og DAF (Dansk Artist Forbund) - næste frist er hos DAF den 22. september’.

Få hele vejledningen fra Gramex inkl. brug af studielister

Professionel på YouTube

Under overskriften ’Professionel på YouTube’ gik aftenens sidste deltager, musiker og digital strateg, Maiken Ingvordsen, på scenen. Maiken Ingvordsen, som oprindeligt er uddannet jazzpianist, har udgivet plader og rejst verden rundt, før hun startede det digitale bureau, sowhatcopenhagen, som arbejder med digital branding og brandbuilding. Maiken Ingvordsen arbejder nu som digital strateg på et forlag, og har samtidig skrevet fem bøger gennem de seneste fem år.
Maiken Ingvordsen gav en kort introduktion til YouTube, som hun kalder den største musikstreamingtjeneste og næststørste søgemaskine (ejes af Google), og som samtidig også arbejder hen imod at blive en medieplatform for seriøse brands med deres egen tv-kanal.

Maiken fortalte, at hendes ’eventyr’ på YouTube startede, da hendes søn var tre år gammel og skulle høre børnemusik på YouTube:
’Jeg fandt ud af, at der var forbløffende lidt kvalitets-børnemusik tilgængeligt på YouTube, og satte mig for – dels, at der skulle være mere af dette, men også, at jeg ville tjene penge på det. Jeg satte mig derfor ned for et år siden og definerede fem klare mål for mig selv vedrørende YouTube’:

  1. Bygge et børnemusikbrand, hvor YouTube skulle være den primære platform/scene for musikken
  2. Ligge #1 i søgefeltet på YouTube
  3. Tjene penge på kanalen – mål: 10.000 kr. om måneden efter 2 år = 1 mio. views om måneden
  4. Fanbase af subscribers
  5. Bygge et brand ud af YouTubekanalen og kapitalisere på det på andre måder – kombinere det digitale og det fysiske

Maiken Ingvordsen fortalte, at hun nu – efter et år, har lavet 12 film – 1-2 min. i gennemsnittet, som har fået 2 mio. views, har 2000+ subscribers og tjener ca. 3.000 kr. pr. måned på annoncer, og Maikens ’opskrift’ på at gøre sig gældende på YouTube er følgende:

  • Vær grundig med din research – hvad søger folk på + information om konkurrenter samt nøje definition af målgruppe
  • Skab et univers af høj kvalitet; musikalsk og visuelt
  • Lån et brand (genkendelighed, adgang til platforme)
  • SEO (søgemaskine optimering) af videoer og kanal
  • Efter 1 år: Nu betyder koncerterne noget

Vejen for Maiken Ingvordsen har været at følge med i, hvad folk søger mest efter på YouTube, og dernæst lave en coverversion, og hun fortalte:
’Jeg bruger Google Adwords, som styrer reklamer på YouTube, og den vil provide dig med information om, hvad folk søger mest på – et godt trick. Herudover bruger jeg VidlQ – et lille plugin, som jeg har installeret i min Chrome browser, som giver mulighed for at se, hvad alle andre har liggende af tags på deres YouTube-videoer. Jeg kan her også se, hvad folk har tjent på deres videoer’.

Maiken Ingvordsen sluttede aftenen af med at understrege, hvad der er allervigtigst, når du gerne vil have din musik på YouTube:

’Du bør kende ALT til musikrettigheder. For at lave en video med musik skal du enten eje alt selv – tekst, musik og masterrettigheder. Hvis ikke, skal du søge skriftlig godkendelse og eventuelt betale synkroniserings-vederlag. Husk også, at YouTube skal godkende din kanal til monitization (man skal have min. 10.000 visninger for at blive godkendt til reklamer), at du skal have en musikdistributør (aggregator) – der sørger for, at din musik kan genkendes på YouTube via metadata content id), og ikke mindst at du skal være medlem af Koda, som inddrager dine komponist og tekstforfatterrettigheder’.

Se eller gense Maiken Ingvordsens præsentation her