
I godt selskab med værterne Sofie Linde, Søren Rasted og Joakim Ingversen samt med musikalske indslag med Anti Social Media, Barbera Moleko, Djämes Braun og sidste års MGP-vinder Emma Pi har 10 vildt dygtige grupper af musikalske piger og drenge givet den gas med deres egen musik.
Læs også: Børnenes helt egen sangfest
Med 42 procent af stemmerne foran de to andre finalister, kunne Flora Ofelia fra Rude gå på scenen som vinder og løfte trofæet over armene.
"I aften kulminerede et forløb, der har strakt sig over et halvt år. Det har været imponerende at se, hvordan børnene er gået til opgaven lige fra arbejdet med sangskrivningen, musikalske workshops, alle prøverne og selve showet her til aften. Vi håber, det vil give andre børn lyst til at dyrke deres interesser, skabe nye idéer og forfølge det, de brænder for. MGP 2015 er et knivskarpt eksempel på, at man kan have det sjovt samtidig med, at man udvikler sig, og vi glæder os til at høre og se meget mere til Flora Ofelia og de andre deltagere, når de resten af sommeren tager rundt og optræder på landets festivaler”, siger souschef for B&U Rasmus Ladefoged.
Vinder et coaching-forløbVinderen af MGP 2015, Flora Ofelia, kan nu se frem til et skræddersyet coachingforløb tilrettelagt af Koda Skolekontakt. Flora Ofelia er selv med til at udforme forløbet, der i det kommende år vil stå på udvikling af forskellige discipliner inden for musikkens verden: Hjælp til sangskrivning, studietid, komposition, instrumentlære m.m.
'Kommenter' eller 'Synes godt om' på Kodas Facebook
Råd fra en tidligere vinder
I 2012 var det den dengang 11-årige Sarah Katrine Dennig Simonsen, der vandt MGP sammen med gruppen Energy. Sarah brugte sit coaching-forløb til at møde nogle af sine idoler og få gode råd af dem. Hun har blandt andet fået vejledning af Joey Moe og stage-coaching af Toniah Pedersen.
Siden Sarah vandt MGP i 2012, har hun fået mere blod på tanden og vil gerne skrive mere musik. Hun har netop udgivet singlen ’Maybe It’s Me’, som hun selv har skrevet og også har været med til at producere. Og hun er ikke i tvivl om, hvilket råd hun vil give den kommende vinder af årets MGP:
”Sørg for at nyde det. Det er et råd man får ekstremt mange gange, men nogle gange kan man godt glemme det. Og hvis du gerne vil arbejde videre med musikken, så er det en rigtig god idé at anskaffe dig et keyboard eller en guitar”, lyder den tidligere MGP-vinder Sarah's bedste råd til de kommende vindere.
Se Sarahs videohilsen til den kommende vinder på vores Facebook
Læs mere om Koda Skolekontakt her
Koncerter i hele landet
Der er rig mulighed for at opleve både vinderen og de andre ni deltagere i MGP 2015, når de tager på koncertturné rundt i hele landet. Første mulighed er til MGP Galla 2015 den 21. februar i DR Koncerthuset.