Foto: Philip Messmann

Filmkomponisten Jonas Struck – musikken skal give plads til at filmen kan ånde

Filmkomponisten Jonas Struck har haft et travlt år sidste år. Som komponist på ikke mindre end fem film, bl.a. til den anmelderroste ’QEDA’ og til filmen om tennislegenderne Borg og McEnroe, levner det ikke mange ledige stunder. Filmmusikken er det, der fylder allermest hos den 45-årige komponist, der også har en baggrund fra det nu opløste Swan Lee. Jonas Struck fortæller her om overgangen fra jazzkomponist, til Swan Lee og til at etablere sig solidt som filmkomponist.

Jonas Struck byder indenfor i et lille, mørkt og hyggeligt lokale på Frederiksberg – i en baggård, hvor også Tue Track fra Malk de Koijn har studie. Lokalet rummer bl.a. et gammelt klaver og et væld af vinyler og fungerer som Københavnersatellit for komponisten, som også har brug for den ro og fred, han finder på landet, hvor han er bosat.

"Jeg har lavet mange film sidste år, og det har været ret crazy, fordi jeg er en enmandshær. Der er selvfølgelig musikere og måske et symfoniorkester, der spiller på mine soundtracks, men jeg har ikke nogen, der sidder og ghostwriter under mig. Det er også mig, der finder ud af, hvilken rumklang, der skal på i det færdige mix, så det bliver hurtigt en travl gesjæft, når man er overentreprenør på så mange filmscores."

Opvæksten på Falster

Jonas Struck er født og opvokset på Falster, hvilket er svært at skjule, når begejstringen for musikken skinner igennem i hans fortælling om musikkens betydning for hans liv:

 

Man kunne vælge enten at begynde at tune knallerter, eller tænde metronomen og begynde at øve sig  - Jonas Struck

 

"Mine forældre havde en ret vild pladesamling med mange gode ting, bl.a. Crosby, Stills & Nash, Beatles og nogle Hendrix-ting. Det var et borgerligt hjem, men de havde en inspirerende pladesamling, og jeg husker meget de tidlige år, hvor jeg sad med hovedtelefoner på og lyttede til Magical Mystery Tour 1000 gange. Det psykedeliske univers fra den plade, printede sig ret tidligt hos mig, og det er noget af det, som jeg tit vender tilbage til som inspiration. Vi havde også et Centralbibliotek, hvorfra jeg slæbte 100-vis af plader hjem og sad og dyrkede. Og da jeg var cirka ni år begyndte jeg at gå til guitar på den lokale musikskole og fik nogle lærere, som var helt legendariske. Min guitarlærer, Dominique, var virkelig en igangsætter, og lærte mig Wes Montgomery og andre gamle jazz-koryfæer at kende. Vi var en lille klike af folk ude på landet, hvor man enten kunne vælge at begynde at tune knallerter, eller vælge at tænde metronomen og begynde at øve sig, så det var nogle valg, der blev truffet meget tidligt. Jeg voksede op sammen med trompetisten, Kasper Tranberg, og vi var en 5-10 mennesker, der spillede over det hele på Falster. Så jeg lærte entreprenørskab allerede fra jeg var en 14-15 år, hvor jeg ex fik rådighed over at styre den lokale cafés musikprogram. Det var jo luksus, og jeg ringede bl.a. til Jesper Thilo og fik ham til at komme ned og spille med mig. Så jeg har kunnet prøve alt muligt af - lige fra at spille avantgarde-jazz til åbningen af Lalandia og fejlbookinger, som var helt sorte, men der var meget læring i det. Kasper Tranberg og jeg havde et jazzprogram på Radio Sydhavns-øerne, hvor vi sad og spillede free-jazz. Lyttertallet må have været helt skørt lavt, men vi var stædige og vi fik lov, og det er jo det med at få lov, der er kodeordet ude i de områder. Man kan faktisk forme noget, og det er en fed energi. Hvis jeg var vokset op i København havde det måske været hårdere – der er mange forlystelser og tilbud, fremfor ude på landet, hvor det er lidt kedeligere. Jeg kan huske, at jeg overførte det direkte, da jeg flyttede på Nørrebro, hvor jeg bare gik ned på en café og bookede jobs – jeg kørte bare videre med den entreprise og det virkede."

Jonas Struck begyndte selv at skrive musik ret hurtigt, som var det, der var det interessante for ham, og med at forme ting ud fra lyde:

"Jeg havde en spolebåndoptager, hvor jeg bare sad og dubbede guitar, meget nørdet, og til tider en ensom barndom på en måde, for det handlede meget om at gå ind i et univers og dyrke de ting. Men jeg tror, at det har været den fordybelse, og det at have været ude, hvor der var ro, der har været godt. Jeg har en stor kærlighed for Falster, men havde også et ønske om at komme væk. Da jeg var 18 år, var jeg på et jazzstævne i Brandbjerg og mødte Herb Pomeroy, som var en legendarisk trompetist, som sagde 'du kan få et scholarship på Berklee College Of Music – det vil jeg gerne skaffe til dig'. Så jeg begyndte at forstå, at man rent faktisk kunne noget andet og udlængslen kom lynhurtigt, og så var det videre til København."

Cactus Circle og Swan Lee

I København etablerede Jonas Struck bandet Cactus Circle, og mødte samtidig Pernille Rosendahl og Emil Jørgensen, hvilket senere skulle blive til Swan Lee:

"Vi lavede et rockband, der hed Cactus Circle, som udkom på BMG, som var en ret stor læring for mig. I Cactus Circle og det, der senere blev til Swan Lee, kunne man skrive, hvad man havde lyst til. I Swan Lee sad jeg med Pernille og lavede mærkelige open-tunings på min guitar og hørte psykedeliske plader. Det var ikke pop sange i starten, men mere sådan nogle stemningsdroner. Stille og roligt begyndte vi at skrive os ind på sangene og bygge det musikalske univers op der endte på debut albummet 'Enter'. Vi lavede vores eget pladeselskab, solgte ret mange albums og turnerede intenst. Man kan sige, at det var min første skole – de otte år i det band."

Filmmusikken

Tanken om at skabe filmmusik begyndte løbende at rodfæste sig hos Jonas Struck, som bl.a. også tilskriver det hans tætte venskab med filminstruktøren Christina Rosendahl (storesøster til Pernille Rosendahl):

"Christina Rosendahl og jeg hang tit ud og sad og hørte musik eller så film. Det var en meget sammentømret tid. Pernille var sammen med Tim Christensen, og han var også med i en kort, lille udgave af det, der senere blev Swan Lee. Så der var nogle år, hvor vi virkelig fik skrevet nogle sange og nørdet alle mulige ting. Christina havde en undergrundsfilmklub med Jack Stevenson på Rust, hvor der blev vist obskure, psykedeliske film fra 60’erne, og vi var dj’s mellem filmene. I Swan Lee fandt vi ud af, at der var en komponist, der hed John Barry, der lavede nogle tidlige Bond-soundtracks, så vi begyndte at få nogle af de elementer med i vores musik bl.a. storladne strygerarrangementer. Det var helt klart her, at det begyndte at dæmre for mig, at hvis bandet ikke bestod, så kunne det virkelig være fedt at prøve at lave musik til en film. Christina skulle lave dokumentar filmen 'Stjernekigger', og der var en masse steder, hvor der ikke skulle være sange, men instrumentalmusik og jeg blev hyret til at lave det. I filmen kan man se hele Swan Lee’s kamp og dedikation skildret. Pernille og jeg skrev musikken i bandet, og blev meget tætte, og de år, vi havde dér, er meget, meget vigtige for mig. Samspillet med det visuelle og hvordan man kan påvirke det med følelserne – det var virkelig en eye-opener for mig. Så Christina var det første ’instruktørmøde’ for mig."

Samarbejdet med Ole Christian Madsen

Swan Lee går i opløsning i 2005, og i 2006 ser Jonas Struck 'En kærlighedshistorie' af filminstruktøren Ole Christian Madsen med Stine Stengade:

 

Ligesom at læse en roman, så kommer der en masse billeder og følelser, når man læser et manuskript’ - Jonas Struck

 

"Det kunne være sjovt at arbejde med ham, tænkte jeg – helt naivt, for han var allerede et navn. Han havde lavet 'Edderkoppen', og jeg var helt grøn som filmkomponist. Men jeg brændte en cd med nogle skitser, og sendte den til ham med posten. Selvfølgelig var der et forspring i, at jeg havde været i Swan Lee, men det er alligevel en helt anden scene at skifte over til fra rytmisk musik til filmbranchen. Men han svarede, og lige pludselig ringede hans producer nede fra Prag og sagde: ’Vi står her, og skal skyde en scene på næste fredag af en gammel traditional, der hedder Aura Lee (amerikansk sang skrevet af Ken Darby i 1861). Jeg fandt ud af, at det var melodien til Love Me Tender, og de havde skrevet en tekst, som en af skuespillerne – den tjekkiske Jana Plodková, skulle synge i filmen. Jeg fik en 3-4 dage til at arrangere det og sætte det op, og fik lavet en version, der var ret intim. Jeg ringede til den tjekkiske skuespillerinde, som ikke kunne forstå engelsk, men jeg kunne høre på hendes stemme i telefonen, hvordan hun ville lyde i musikken. Så jeg fik sendt et backingtrack ned til dem, og det fungerede. Det var til den film, der kom til at hedde 'Prag'. Ole Christian Madsen blev en slags mentor for mig, og han sagde til mig: ’Jeg kan se, at du kan skrive – du kan skrive signaturer, men du skriver jo popsange med A og B, omkvæd og C-stykker og det hele – det har vi ikke brug for. Vi har brug for det rigtige A-stykke, og så skal det være halvt så hurtigt, så der er plads til, at filmen kan ånde. Der skal være pauser i musikken’. Alt det sad han i en bungalow ude i filmbyen og rullede ud for mig, og tog sig tid til, hvilket jo er ret unikt, fordi jeg var grøn, men han gav mig chancen for at komme ind på en stor produktion lige ’fra gaden’, hvilket var mega spændende. Jeg gik all in, og fik skrevet temaerne efter at have læst manuskriptet til Prag. Jeg gik hen til klaveret og begyndte at spille nogle meget umiddelbare enkle temaer og fandt ud af, at hvis jeg undlod at høre maskemusikken, de havde lagt på, og simpelthen bare begyndte at skrive tidligt i processen, ville det fungere bedre og mit bud ville være mere unikt end hvis jeg tog for meget notits af maskemusikken. Ligesom at læse en roman, så kommer der en masse billeder og en masse følelser, når man læser et manuskript."

Tv-serierne

Efter at have skabt musikken til 'Prag' havde Jonas Struck et ønske om at skabe mere filmmusik, men opgaverne lod vente på sig. Men en mental beslutning om at gøre alvor ud af det, satte skub i processen:

"Der gik to år, hvor der ikke rigtig skete noget. Mange, jeg snakkede med, spurgte, om jeg ikke skulle have gang i et nyt band – de tænkte, at det med film, var bare noget, jeg havde lavet for sjov. Men jeg kunne mærke, at det var ikke for sjov. Det var et kald, jeg havde fået. Det med at læse manuskripter og oversætte det til lyd, følelser og musik, det kunne jeg virkelig godt tænke mig. Men der gik noget tid, hvor der ikke rigtig skete noget, og det var først i 2008, at jeg sagde til mig selv, at jeg bliver sgu nødt til at gå all in. Jeg bliver nødt til at lave et firma og sige farvel a-kasse og farvel sikkerhedsnet og simpelthen tro på, at det her kan bære, fordi jeg var stadig lidt i flere lejre. Jeg spillede nogle år med Niels Skousen efter Swan Lee og spillede på ’Lyt Til Din Coach’ og på andre af hans plader og vi turnerede i fire år. Jeg nød virkelig at komme ud og spille guitar sammen med nogle virkelige gode folk og holde kommunikationen med publikum i live - og så med Niels, som er en legendarisk sangskriver. Men som årene gik måtte jeg til sidst sige tak. Jeg besluttede at lave et firma, og det viste sig at være det rigtige at gøre. Og da jeg gjorde det, fik jeg en tv-serie, der hed 'Lulu & Leon' og 'Lærkevej'. Tv-serier er en anden disciplin, for der var en konceptuerende instruktør på begge, som jeg svingede med, men mange forskellige afsnitsinstruktører. Der skulle etableres en kæmpe musikbank med alle mulige slags følelser, stemninger, up-tempo-ting, men det var spændende – også at få ansvar."

Superclásico

Det næste filmprojekt i rækken var Ole Christian Madsens 'Superclásico', hvor Jonas for alvor fandt ud af, hvor meget det betyder at komme tidligt ind i processen:

"Jeg fandt ud af, at det med at læse manuskript var vejen frem. At komme ind meget tidligt i processen, før filmen er optaget, og så simpelthen bare sætte sig ned og læse, og så i løbet af tre uger bare begynde at lave demoer, og ikke prætentiøst at være sin egen ondeste dommer, men prøve at være fuldstændig åben, og også tillade sig selv at lave noget, der ikke er særligt godt, men som bare er i proces. Det er en meget navlebeskuende proces, hvor jeg investerer alle mine egne følelser og leder efter mit bud på filmens musik DNA. Slutproduktet bliver også bedre, for jeg bilder mig ind, at mit eget følelseslag kommer ind og tilfører noget ekstra til filmen. Når man afleverer musikken til klipper og tonemester og de så flyver det rundt alle mulige steder i filmen - det er der, at overraskelserne oftest kommer, og det bliver endnu stærkere. Der sker noget magisk, når man ikke har siddet og rettet til ud fra noget allerede eksisterende rent visuelt. Sådan lavede jeg 'Superclásico', og samtidig skrev jeg sammen med den spanske sangerinde og violinist, Elena Setien en række sange til filmen. Det var en meget sjov proces, at score og sange blev instrumenteret med de samme musikere og bandet, der spillede på den film."

Spies og Glistrup – og det store vendepunkt

Det næste projekt var musikken til filmen om Spies og Glistrup, som rent musikalsk næsten var en kærlighedserklæring til den franske komponist Michel Legrand, som har lavet en række meget romantiske scores. Herefter opstod muligheden for at lave musikken til Christina Rosendahls koldkrigsthriller 'Idealisten', som foregår ved Thulebasen i Grønland i 1968:

"Efter 'Spies og Glistrup' kom det store vendepunkt for mig, som filmkomponist. Vi skulle lave 'Idealisten', som skulle indeholde elektronisk musik, som jeg ikke havde rodet med før. Jeg havde arbejdet meget organisk med at skrive for bl.a. klaver, guitar og strygere – meget klassisk. Idealisten handler om plutonium, der siver, og Thule-arbejdere, der står og skovler plutoniumsne op i regntøj – det billede i sig selv er rimeligt crazy i forhold til at skrive musikken. Jeg lavede det samme stunt med at læse manus, og meget tidligt havde vi konceptuerende møder, hvor vi talte om, hvad det er for lyde, der var i 80’erne. Jeg lavede første skitse, der var meget naiv og mindede lidt om et Joy Division grundspor. Det var meget enkle tematikker, som endte med at være hovedrollekarakteren, journalisten Poul Brinks tema i filmen. Det var en tør og opklarende film, så vi blev enige om, at der var nødt til at være noget rock ’n roll i hovedrollekarakteren – noget modspil. Det var fedt, for der kunne jeg bruge, at jeg kommer fra så mange verdener. Jeg har en kæmpe forkærlighed til Joy Division og New Order og de ting, men også til Michel Legrand og hele det følelsesmæssige strygerlag. Det var første møde, hvor jeg arbejdede med sampling og granular synthesis – nanosampling, og det var perfekt at arbejde med i forhold til at skabe et udefinerbart stråleradioaktiv-agtigt univers, som man ikke kan se. Og hvordan lyder det? Det lyder som noget, der er subtilt og går i opløsning, fandt vi ud af. Det var et virkelig tæt samarbejde med tonemesteren, Peter Albrechtsen og instruktøren, Christina Rosendahl, og vi havde næsten et år, fordi filmen blev klippet om på et tidspunkt. Vi remixede hele tiden og gjorde det endnu mere radioaktivt, udefinerbart og elektronisk. Jeg fandt samtidig ud af, at det kunne være sjovt at udgive de soundtracks, så jeg lavede mit eget pladeselskab ’Sound by Struck’.

QEDA

Filmen 'QEDA', instrueret af Max Kesner, havde premiere i 2017, og her fik Jonas Struck også mulighed for at lave musikken – dog var indgangsvinklen en anden:

"I 'QEDA' kom jeg sent ind i processen, hvor de allerede var i gang med at klippe. En anden komponist var sat af på opgaven. I stedet havde de hyret Vladislav Delay - en finsk elektronisk wizard-type, der laver noget meget mørkt finsk drone-musik, som er superfedt. Ham skulle jeg arbejde sammen med, og vi gik i gang og sendte ting frem og tilbage, da han bor i Nordfinland på en ø. Og jeg tog samtidig ud i klipperummet, og havde for en gang skyld ikke skrevet musikken på baggrund af manus. Det jeg så var nogle billeder af København, der ligger under vand. København 2095 – det er dystopi, havene er steget, der er ikke længere noget ferskvand tilbage, der er saltstorme med saltkrystaller, der flænser huden på folk. At se de billeder, var enormt inspirerende. Det var så abstrakt, og der var så mange følelser forbundet med det, og det var ikke svært at få inspiration til at skrive musikken. Det blev et meget minimalistisk score, som jeg sendte op til Vladislav Delay, som remixede og gjorde det endnu ondere og endnu mere udefinerbart, mørkt og truende. Der var også noget lys med smukke violintemaer, men det er et ret mørkt score. Det var et meget inspirerende samarbejde – også med instruktøren, Max Kesner, som var meget åben og sagde: ’Jeg lægger den over til jer (tonemester Peter Albrechtsen og Struck), og jeg har tillid til, at I kommer med noget’, i stedet for at være kontrollerende og det var en kæmpe gave. Det kan næsten ikke blive mere inspirerende."

Borg

Den samme proces gentog sig ved det næste projekt, tennisfilmen, 'Borg', instrueret af Janus Metz, hvor der allerede var hyret en komponist, men hvor samarbejdet ikke kom op at køre. Her fik Jonas igen mulighed for at komme ind senere i processen – og igen sammen med Vladislav Delay:

 

’Borg’ er virkelig med til at skabe en interesse i udlandet for min musik - Jonas Struck

 

"Jeg havde tidligere anbefalet Vladislav Delay til Janus Metz, så ham havde de hyret, så det var lige pludselig det samme – vi mødtes igen, men nu var det en tennisfilm. Det var ret interessant, for klipperne på ’Borg’, havde hørt QEDA-soundtracket, og var begyndt at klippe til dette, hvilket var ret syret. Så i stedet for at lave en 1980-sportsfilms-lyd, som man godt ved, hvordan ville lyde, var vores afsæt, at vi startede, hvor ’QUDA’ slap. Vi fandt selvfølgelig ud af, at det blev for stenet og for dronet, og man fik ondt af Borg hele tiden. Han sidder og kigger fortvivlet ned i jorden, og det kører ikke for ham, og så ligger de her droner og tynger ham endnu længere ned. Så vi fandt ud af, at vi måtte få noget tempo og noget truende ind, uden at lave et action-driven Hollywood-score. Det var dér, at samarbejdet med Vladislav Delay virkelig kom til sin ret. Vi begyndte at dele filer og at skrive lidt sammen. Før var det kun mig, der havde skrevet alt materialet, men nu kom han også ind i kampen med nogle enkle tematikker. Det var meget lærerigt, og lige pludselig mærkede jeg, at det var en film, som virkelig kom ud. Den blev udvalgt til at åbne Toronto International Film Festival - Shia LaBeouf havde hovedrollen sammen med Sverrir Gudnason og Stellan Skarsgård. Tidligere i år havde jeg lavet en norsk spillefilm, ’Hjertestart’ med instruktøren Arild Andresen, og Borg er en svensk film, så jeg begyndte at arbejde ud over Danmark grænser, hvilket var megafedt. Det, at møde andre kulturer, er noget, jeg virkelig savner som filmkomponist, hvor man bare sidder i sit studie. Som turnerende musiker med Swan Lee, var vi i Japan eller ude og supporte Suede i Europa. Det kan godt være lidt Robinson Crusoe-agtigt nogen gange, så det med bare at tage til et andet land, komme ud og møde andre produktionsselskaber, andre kulturer, andre instruktører og nogle helt andre historier, det synes jeg er virkelig fedt. Nu har jeg arbejdet i Skandinavien, så næste skridt kunne være et andet land. Borg er virkelig med til at skabe en interesse i udlandet for min musik, kan jeg mærke’.

Inspirationen

Samtalen falder på inspiration, og Jonas Struck sætter sig ved det gamle klaver i sit lille studie og fortæller, hvad der inspirerer ham til at sætte lyd til billeder:

 

Jeg elsker plader, som er i kategorien ’other’ - Jonas Struck

 

"På et tidspunkt satte jeg nogle vatrondeller på klaveret her. Der er en del, der laver sådan nogle treatede klaverer, og det skaber en lidt muffled og lukket lyd. Det var virkelig spændende, fordi jeg er altid gået uden om klaveret i mine kompositioner og produktioner indtil nu, fordi den største kliche for mig er et flygel med lang rumklangshale – så er jeg stået af. Jeg prøver altid at se, om jeg kan tage en omvej, når jeg skaber musik - bare fordi jeg synes, at det er spændende. Det tager selvfølgelig lidt ekstra tid, men f.eks. med klaveret blev det legalt mig, fordi jeg kunne lave den lyd jeg hørte inden i hovedet, og jeg kunne gøre det på min måde. Det var en lyd, jeg brugte på ’QUEDA’ og på ’Borg’. Selvom jeg ikke er nogen stor pianist, begyndte jeg at skrive musikken på det klaver og havde optur over det. Det kan også være en water-phone, som er sådan en spaced-ting, man spiller med en bue på, så jeg fik fat i sådan en ting, og så kunne jeg sammen med symfoniorkestret og lyden af waterphone’en, skabe noget udefinerbart og smukt, som jeg ikke lige havde hørt før. Så det er helt klart, at det instrument man skriver på, eller spiller på, betyder rigtig meget."

Det lille lokale på Frederiksberg rummer også mange vinyler, som Jonas Struck med begejstring hiver frem og fremhæver, når snakken falder på inspiration:

"Jeg elsker plader, som er i kategorien 'other' og ikke er i pop, rock eller jazz-kategorien, Nico’s 'The Marble Index' f.eks. de plader, der er mest udskældte, når de bliver udsendt, og bliver købt af færrest mennesker, fordi der var ingen, der rigtig forstod dem, er oftest nogle pionerplader, hvor der virkelig sker noget. F.eks. Silver Apples, som var en elektronisk New Yorker-duo med et meget køligt univers, som har inspireret bl.a. Kraftwerk og Beck. Sådan en plade kan virkelig inspirere mig til nogle ting. Eller Letta Mbulu, en sydafrikansk sangerinde, som lavede en plade sammen med David Axelrod, en psykedelisk arrangør. Jeg gør en dyd ud af at prøve at søge efter noget inspiration, og planker det ikke direkte, men får nogen gange en idé til en lyd eller klang i en akkord selv ved at høre noget. Det er lidt svært at forklare, men f.eks. Gil Evans 'Out Of The Cool', som lyder ligesom David Lynch har lavet en jazz-bigband-plade – meget cool og underspillet og rigtig meget mystik i det og meget åbne klange. Det er ikke bare jazzsoloer ud over det hele - der er space, og plads til det hele. Det kan også være Arvo Pârt eller Penderecki, mere klassiske ting, hvor der bare er en lyd af et eller andet, hvor jeg tænker ’den der klang – den er eddermame interessant’. Når jeg så sidder og spiller en af de klange, har jeg lige pludselig skrevet noget ud fra det, som går et helt andet sted hen. Det er en associations-måde at bygge op på. Jeg har brugt mange år på at dyrke jazzen, som har været en meget stor inspiration for mig – den ligger latent i mig, men jeg bruger det ikke på den måde ’nu skal vi lave et jazz filmscore’. Men jeg har nogle farver jeg kan bruge på paletten. I rock er der måske groft sagt en 3-4 farver, men jazz’en har måske 11 farver, man lige kan hive frem. Så en Gil Evans-plade kan inspirere mig sindssygt meget stadigvæk. Og hvis jeg sidder i en skriveblokade kan jeg godt sætte ex ’Sketches of Spain’ (Miles Davis, red.) eller tilsvarende på - der er masser af hente i de ting, som er universelt til at komponere på."

Jonas Struck har bosat sig på landet, da han her finder en ro, som også giver næring til inspirationen:

"Nu bor jeg på landet, og det skaber den vildeste ro i forhold til at skabe filmmusik. Og i forhold til det Ole Christian og mange andre siger ’der skal jo pauser ind i det’. Jeg er jo en lille funktion i en film, der skal være plads til dialog og til lyd og der skal være plads til alle mulige ting. Jeg kan ikke fylde det op. Det var det, jeg troede, da jeg kom helt glad i starten og skulle vise, hvor god jeg var – alle arpeggio, alle kontrapunktstykker – alt skulle med. Men at være ude på landet og gå en tur i en skov, og mærke den ro og den luft, der er derude - det har gjort rigtig meget i forhold til at skrive musik. Så det er en meget stor inspiration i forhold til at skabe space og rum til tanker og til den kreative proces."

Det er sjældent, at Jonas Struck lytter til andres filmmusik, men når spørgsmålet falder, er der nogle enkelte, han gerne vil fremhæve:

’Det er meget sjældent, at jeg hører andres filmmusik, men jeg synes, at der er masser af gode ting – Jóhann Jóhannsson laver nogle gode ting og Johnny Greenwood’s score (guitaristen fra Radiohead) til filmen ’There Will Be Blood’, synes jeg er fantastisk. De elektroniske albums fra Tim Hecker er også inspirerende. Så der er nogle enkelte, men jeg synes også, at der er meget, der bliver sådan lidt kliche-agtigt, og det prøver jeg at lade være med at ramme. Jeg søger at ramme noget, jeg ikke har rodet med før. Det er mit drive, og ellers keder jeg mig også. På den måde kan man sige, at det kan godt være, at jeg har en lyd med nogle signaturer, men jeg har jo ikke en lyd, hvor det ex er det samme instrument, der spiller hver gang. Det tror jeg heller ikke, at der er nogen instruktører, der er interesserede i, fordi man vil jo gerne have sit helt eget score’.

De gode råd fra Jonas Struck

Hvis man gerne vil arbejde med filmmusik, så har Jonas Struck en række gode råd:

 

Hvis man bliver ved med at arbejde sammen, så udvikler man sig sammen - Jonas Struck

 

"Find gerne nogen i din generation, som du kan vokse op med og udvikle dig med rent kunstnerisk. Det er det fedeste. Christina Rosendahl har udgjort den rolle for mig. Og hvis man bliver ved med at arbejde sammen, så udvikler man sig sammen, og så kan der ske nogle vilde ting. Hvis man slet ikke har lavet noget filmmusik, så start eventuelt med at lave en kortfilm. Kontakt nogen på filmskolen eller Super 16 og find ud af, hvem der laver noget, der tænder dig. Det var det, jeg gjorde med Ole Christian, hvor jeg så 'En Kærlighedshistorie' og tænkte ’det univers kan jeg genkende og skrive ind i den melankolske følelse’. Hvis man kender nogen instruktører, kan man også bede om at se en pitch på ti linjer for en film, eller få sendt et manuskript, og så sende noget musik på baggrund af det, før filmen er lavet. Så er man lidt stædig, og bruger noget tid på det, er den tid aldrig spildt, fordi man lærer hele tiden noget. Det kan godt være, at din musik ikke bliver brugt der, men så er det en udviklingsproces på at lære nogle nye lyde eller lære at skrive tematikker."

Jonas Struck fremhæver, at der er masser af talent inden for filmmusikken – også i Danmark, og filmmusikken strømmer - også fra andre, som ellers ikke er kendt for at skabe scores:

"Når jeg er ude at undervise, møder jeg masser af talent. Der er rigtigt meget i gang, og det, der er fedt, og som er sket inden for de seneste ti år er, at filmmusikken er blevet blåstemplet som værende andet end droner. Der er masser af signifikante ting ex Trent Reznor (amerikansk multiinstrumentalist bag bandet Nine Inch Nails), Atticus Ross, Nick Cave og Warren Ellis har lavet en masse scores. Så der er en masse folk, der ikke er uddannede, men som kommer fra elektronisk eller rockmusik, som har sat nye standarder for, hvordan et score kan være. Det gør, at der er mange, der kommer fra alle mulige scener ind på filmmusikscenen. Kommunikationen med instruktøren kan altid være en udfordring - hvordan man får etableret et sprog sammen. Ligesom at jeg har skullet lære at læse manus og forstå en opbygning af en film, så har de også skullet lære om musikken. Man lærer af hinanden termer og bliver bedre og bedre til at forklare det, og nogen gange må man som komponist bare lave det. Jeg laver ofte noget 60 % færdigt, eller laver en skitse eller en demo lige til at illustrere noget i stedet for at komme med det helt store forkromede værk og så sige ’ nu har du bare at elske det som instruktør’. Så bliver man helt vildt skuffet, hvis det ikke lige var det. Så man skal lære at sætte sit ego til side. Det er ikke fordi, de ikke kan lide dig - måske musikken bare ikke passer til deres film. Det er tit, jeg får at vide, ’det der – det er eddermame fedt, men C-stykket er helt galt – det er jo ikke min film’. Så man må give sig selv lov til at dumme sig, smide sin stolthed og forfængelighed – det er vigtigt. Jeg kan godt gå ind og følge en instruktørs vision og understøtte historien, og hvis historien tænder mig, er vi langt. Faktisk føler jeg tit ikke, at jeg arbejder på en instruktørs vision, men at det er en forlænget del af, hvad jeg føler og kan lide selv. Det kommer med tiden, men jeg kan ikke lyve og sige, at det ikke er en kamp. Det tager tid at etablere sig, også rent økonomisk, for der går nogle år, inden at Koda-checken bliver større end 1100 kr."

Jonas Struck har for nylig modtaget Statens Kunstfonds præmiering for QEDA soundtracket, samt er blevet nomineret til en Robert for samme score. Jonas Struck er også blevet nomineret i kategorien Best Score ved den svenske Guldbaggegalan for Borg-filmen.

Læs mere om Jonas Struck.

Seneste nyt

09. oktober 2018
Lydmor - det har altid interesseret mig at beskrive verden på en måde, som gør den magisk
Hvordan tager man og konverterer mystikken fra en kontrastfyldt, kinesisk storby og mørket og magien fra en natklub i Shanghai og koger det hele sammen til en konceptuel plade, der kan foldes helt ud i et sceneshow? Det ved komponisten, sangskriveren og elektrosangerinden Jenny Rossander med kunstnernavnet Lydmor. Lydmor har man sommeren igennem kunnet opleve blandt andet på Roskilde og på Northside, samt til Gaffa Prisen, hvor Lydmor optrådte nøgen kun iført neon-bemaling bakket op af en række statements om kvinder i musikbranchen. Udtrykket på scenen er en væsentlig del af udpakningen af hendes musik, og ikke mindst for hendes nye plade, som tager afsæt i et længere ophold i Shanghai.

09. oktober 2018
Skriv hits og sælg dem – om co-writing
For nylig inviterede Koda, DPA og DJBFA til det tredje medlemsarrangement i rækken af ’Skriv hits & sælg dem – kreativ på den kommercielle måde’ – denne gang om co-writing. Hit-mageren Marcus Winter-John stod endnu engang på scenen til en aften, som bla. bød på en række praktiske øvelser samt en fælles co-writing session med samtlige fremmødte medlemmer.

08. oktober 2018
Jagten på et hit – på sangskriver-camp i historiske rammer
I ly af Kronborg står Frederik II’s fine, gamle lysthus, Marienlyst, som for nylig dannede ramme om en sangskriver-camp med deltagere fra USA, England og Danmark. Når man nærmer sig slottet, er der ingen tvivl om, at det ikke er lanciers, der er budt op til – utallige beats strømmer ud fra slottets mange værelser og fortoner sig ud i haveanlægget. Bag slottets mure har tyve sangskrivere og producere buret sig inde i en uge, for at lade sig inspirere til at skrive hits, der kan komme ud og leve.