
I anledning af Dansk Melodi Grand Prix 2015 i Aalborg lancerede Koda et nyt projekt, med fokus på at få musikken ind i de nordjyske virksomheder. I ugen op til Dansk Melodi Grand Prix har nordjyske virksomheder fået tilbud om besøg af Koda-medlemmerne Anna Lidell, Viggo Steincke og Anders Graae. Formålet med besøgene var at give virksomhederene en oplevelse af, hvad musikken også kan gennem en fire timers musikalsk teambuilding. Resultatet, deres egen virksomhedssang, blev præsenteret ved det store fredagsfyraftens-battle, hvor ni virksomheder dystede om de eftertragtede billetter til selve Dansk Melodi Grand Prix.
En vej ind i virksomhederne
Projektet har været en succes, hvor virksomhederne virkelig har fået øjnene op for, hvad musikken også kan. Og også for de tre coaches har projektet været givende: "Jeg har før tænkt, om ikke man kunne lave den slags projekter i virksomheder, men har ikke været sikker på, hvordan jeg skulle gribe det an. Kodas projekt med Dansk Firma Grand Prix har helt klart bevist, at musikalsk teambuilding kan være en måde at komme ind i virksomhederne på og ad den vej sikre sig en indkomst. Samtidig var det inspirerende at opleve glæden ved at arbejde med musik hos folk, der ikke gør det til daglig ”, siger Anna Lidell.
Det var i øvrigt et af Anna Lidells hold, Uggerhøj Biler, der vandt en overvældende sejr. Udover billetter til Dansk Melodi Grand Prix, har Uggerhøj biler også vundet en indspilning af vindersangen, så de kan bruge den i reklamespots, som ventemusik i telefonen eller på hjemmesiden.
Successen skaber efterspørgsel hos andre virksomheder
Viggo Steincke har tidligere lavet musikalsk teambuilding, men er også imponeret af entusiasmen og skaberglæden hos virksomhederne.
”Overordnet set er projektet en strategisk vej ind i virksomhederne. Jeg har selv prøvet at trænge igennem til virksomheder, men markedet har været trægt. Det skyldes nok også, at virksomhederne måske ikke helt har forstået, hvad de kunne bruge sådan en som mig til. Projektets succes gør, at virksomhedslederne fra de deltagende virksomheder siger i deres netværk, at det har været et godt forløb som de kan bruge til noget – det baner vejen og peger på behovet for andre virksomheder. Jeg har faktisk efterfølgende haft dialog med to af virksomhederne med muligt merarbejde for øje”, siger Viggo og fortsætter: ”Virksomhederne har oplevet på egen krop alt det, musikken kan, og det har overrasket virksomhedslederne hvor meget dynamik og energi det har betydet. Og det er godt nyt for os komponister, hvis vi skal finde andre veje at bruge vores evner på”.
Stor interesse for projektet
Koda har nu ni gode cases og en række erhvervsledere som kan tale varmt for, at et lignende projekt afvikles et andet sted. Samtidig er der skabt en vej ind i virksomheder, som har fået øjnene op for at arbejdet med komponisterne skaber værdi i form af medarbejdertrivsel, sammenhold og større intern forståelse for virksomhedsværdierne.
Ved at koble projektet op på en eksisterende event som Dansk Melodi Grand Prix har projektet fået meget større pressedækning og interesse for projektet. Projektet Music to Business 2020, som er skabt af DJBFA, DPA og DKF, vil også bruge erfaringerne fra Dansk Firma Grand Prix i deres fremadrettede arbejde.
Ud over Koda står Region Nordjylland og KulturKANten som arrangører af Firma Grand Prix 2015 godt bakket op af samarbejdspartnerne Business Aalborg, Erhverv Norddanmark, Aalborg Kongres- og Kulturcenter og Danmarks Radio.