Medlem
Forlag
Om Koda
Hovedmenu
Udbetaling
Registrering af din musik
Selvbetjening
Min karriere
Kontakt og spørgsmål
Medlem
Her får du udbetaling fra
Minutværdier
Om din udbetaling
Udbetaling
TV
Radio
Koncerter
Online
Udland
Øvrige områder
Her får du udbetaling fra
Udbetalingsområder i udlandet
Udbetaling
2024
2023
2022
Medlem
Ofte stillede spørgsmål
Hovedmenu
Udbetaling
Selvbetjening
Værker
Udbetaling
TV
Radio
Koncerter
Online
Udland
Øvrige
Hovedmenu
Hvad er Koda
Organisation
Job
Generalforsamling og bestyrelsesmøder
Generalforsamling og bestyrelsesmøder
Generalforsamling og bestyrelsesmøder
Om Koda
Hovedmenu
Tal
Hovedmenu
Hovedmenu
Hovedmenu
Hovedmenu
Musik betaler sig
Dette åbne brev er blevet bragt som et debatindlæg i Politiken den 18. november

Opråb fra et samlet kulturliv: Stop forhastet lovændring – I kvæler en presset kulturbranche

Stop den forhastede lovgivning om moms på kunstnerisk virksomhed, og sørg for at kortlægge, hvad konsekvenserne af lovændringen betyder for hele kulturlivet. Sådan lyder budskabet blandt andet i et åbent brev til statsministeren og kulturministeren, som Kodas formand og 264 andre medunderskrivere fra kulturlivet i dag har offentliggjort.

Dette åbne brev er blevet bragt som et debatindlæg i Politiken den 18. november

 

Kære statsminister Mette Frederiksen og kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen.

Hvor blev vi glade, da I begge – i forbindelse med, at vi fik ny kulturminister – pointerede, at ’kulturen er en grundpille i et demokrati, og en grundpille for frie mennesker.’ Vi kan ikke være mere enige, og det er derfor, vi nu som et samlet kulturliv råber op.

Regeringen har nemlig en lovændring på vej, hvor I lægger moms på kunstnerisk virksomhed. Et forslag, der på ingen måde har kortlagt konsekvenserne for kulturlivet – ikke en gang den overhængende risiko for, at der trækkes penge ud af et kulturliv, der først nu er ved at få næsen oven vande efter Covid-19. Færre penge i det kulturelle kredsløb vil betyde mindre dansk kultur og i sidste ende mindre tid til eftertanke og refleksion. Ved åbningstalen i Folketinget i oktober blev netop tid til eftertanke og refleksion ellers fremhævet som værende vigtigt.

 

Færre penge i det kulturelle kredsløb vil betyde mindre dansk kultur

 

Vi bidrager gerne til eftertanke og refleksion og til at sikre dansk kultur som grundpillen i vores demokrati, og vi håber inderligt, at I lytter, når vi bringer vores bekymringer til bordet. Vi har store bekymringer for konsekvenserne af den kommende lovændring, der er en del af et samlet momslovforslag.

Moms på kunstnerisk virksomhed betyder kort og godt, at det bliver dyrere for forbrugerne at opleve dansk kultur. Det være sig tv, musik, litteratur og meget mere.

Ser vi alene på momsen, som forbrugere af tv skal betale, vil prisforhøjelserne ramme tre ud af fire husstande, og momsen vil løbe op i mere end 300 mio. kr. Det skaber den risiko, at færre vil have tv-pakker, og at der dermed bliver færre penge i det kulturelle kredsløb, hvor ophavsretsvederlag bliver brugt til at finansiere public service-indhold og originalt dansk indhold. Lavere ophavsretsvederlag betyder også lavere betaling til kunstnere og producenter, der ellers har vederlag som en del af deres aflønning. Lovændringen risikerer endeligt at sende tv-seerne i armene på udenlandske streamingtjenester og tech giganter – noget, som I som regering faktisk prøver at begrænse.

 

Risiko for at lovændringen trækker penge ud af en fortsat presset kulturbranche

 

Et andet eksempel på de vidtrækkende konsekvenser af lovændringen ser vi for den danske musikbranche. Her vil moms på kunstnerisk virksomhed nemlig føre til en belastning af alle almenvelgørende foreninger, herunder koncerter og festivaler, der er fritaget for moms efter reglerne om velgørende arrangementer i momsloven. Det betyder reelt, at koncerter og festivaler, der ikke kan afløfte moms, vil opleve prisstigninger på 25%. Det er vel at mærke koncerter og festivaler, der på nuværende tidspunkt er tvunget i knæ af to års Covid-19-aflysninger, og hvis økonomier er tæt på bristepunktet. Heller ingen af disse konsekvenser er kortlagt i lovforslaget.

Der er en overhængende risiko for, at lovændringen trækker penge ud af en fortsat presset kulturbranche. Det er derfor, at I bør få belyst konsekvenserne ordentligt. Det skylder I dansk kultur. Og det er derfor, at lovændringen om moms på kunstnerisk virksomhed skal tages ud af det kommende momslovforslag. Vi har brug for en lovproces, hvor ændringen ikke hastes igennem uden kortlægning af konsekvenserne. Det vil også være i tråd med jeres erklærede mål i åbningstalen i Folketinget: At I vil sætte lovgivningstempoet ned og grundigheden op. Dét er ord, der om noget er brug for at sætte handling bag lige nu for at redde dansk kultur. Vi er sikre på, at en samlet analyse af betydningen for kulturlivet kan danne grundlag for en gennemarbejdet lov, hvor der også er fokus på, hvordan reglerne kan implementeres i praksis.

Vi er ikke alene. Kunstnere, producenter, mediedistributører, dramatikere, fotografer, forlag, festivaller og mange flere har rejst bekymringen om konsekvenserne for dansk kultur og originalt dansk indhold, hvis lovændringen gennemføres, som regeringen har lagt op til. Implementeringen af moms på kunstnerisk virksomhed, som det ligger nu, vil ændre dansk kulturliv for bestandigt.

 

Stop den forhastede lovgivning

 

Vi beder jer derfor: Stå ved jeres ord om kulturen som demokratiets grundpille og giv plads til eftertanke og refleksion. Hold fast i de gode budskaber fra åbningstalen, hvor det klart og tydeligt blev sagt, at ”Vi har brug for dansk kunst og kultur til at udfordre os. Skabe rammen for vores fælles erindring. Forbindelsen mellem vores historie, vores nutid og vores fælles fremtid. Bibringe os mening og forståelse. Undren og nysgerrighed. Og dannelse. Det er jo det, vi skal stræbe efter. At blive åndeligt stærkere. Forstående. Vidende. Og dermed mere robuste. Her har vi brug for litteraturen, musikken, billedkunsten, dramaet, filmen.”

Stop den forhastede lovgivning, og sørg for at kortlægge, hvad konsekvenserne af lovændringen om moms på kunstnerisk virksomhed betyder for hele kulturlivet, før I fremsætter det i folketingssalen. Ellers ender I med at kvæle en presset branche og dermed frarøve os det kulturliv, der samler os som nation – og som resten af verden beundrer os for.



- Niels Rønsholdt, formand for Koda m.fl.