Året er ved at være slut, og i 2014 udbetaler Koda i alt 764 mio. kroner til musikskaberne. Og i december kan vi altså udbetale 162 mio. kroner, hvoraf de 66,4 mio. i dag lander hos danske komponister og sangskrivere. Langt størstedelen af de resterende næsten 100 mio. kroner sendes til udenlandske rettighedshavere for brugen af deres musik i Danmark.
Pengene kommer fra flere forskellige områder; blandt andet fra brug af musik på online-tjenester som Spotify og iTunes og fra tjenester, der gør det muligt at se og gense film og tv-programmer online. Når danskerne i stigende grad flytter deres medieforbrug over til de digitale medier, betyder det samtidig, at komponister og sangskrivere modtager betaling, når deres musik fx bruges i et tv-program, som også er tilgængeligt online.
Dansk musik størst i Tyskland
Dansk musik har stadig godt fat i det udenlandske publikum, og i år har Koda sendt 50 mio. kroner videre til danske musikskabere, som er blevet spillet i udlandet. Det er et rekordhøjt beløb, og stigningen skyldes dels, at det går godt for dansk musik i udlandet, og dels at Koda har stort fokus på at få indtægterne hjem for brugen af dansk musik i udlandet. Top tre over de lande, der spiller dansk musik er Tyskland, Sverige og Finland.
Om Koda
Koda sørger for, at musikkens skabere får penge, når deres musik bliver brugt. Det gør Koda ved at lave aftaler om betaling for brug af musik, når musikken bliver spillet offentligt (fx i radio, ved koncerter, på streaming-tjenester, restauranter mv.). På baggrund af aftalerne betaler Kodas kunder for at anvende musikken. Koda sender pengene videre til de komponister, sangskrivere og musikforlag, der står bag skabelsen af musikken.
Koda er en non-profit medlemsforening og har derfor ingen egenkapital. Alle pengene går videre til dem, der har skabt musikken. Hvor meget den enkelte komponist eller forfatter skal have udbetalt, bliver udregnet efter Kodas fordelingsregler. Beløbet er bl.a. afhængigt af, hvor musikken er blevet spillet og i hvor lang tid. Koda er ejet af sine ca. 40.000 medlemmer.
Læs mere på www.koda.dk
Kontakt
Kommunikationschef, Nicolaj Hyltén-Cavallius: [email protected], mobil: 22 27 79 21