Medlem
Forlag
Om Koda
Hovedmenu
Udbetaling
Registrering af din musik
Selvbetjening
Min karriere
Kontakt og spørgsmål
Medlem
Her får du udbetaling fra
Minutværdier
Om din udbetaling
Udbetaling
TV
Radio
Koncerter
Online
Udland
Øvrige områder
Her får du udbetaling fra
Udbetalingsområder i udlandet
Udbetaling
2024
2023
2022
Medlem
Ofte stillede spørgsmål
Hovedmenu
Udbetaling
Selvbetjening
Værker
Udbetaling
TV
Radio
Koncerter
Online
Udland
Øvrige
Hovedmenu
Hvad er Koda
Organisation
Job
Generalforsamling og bestyrelsesmøder
Generalforsamling og bestyrelsesmøder
Generalforsamling og bestyrelsesmøder
Om Koda
Hovedmenu
Tal
Hovedmenu
Hovedmenu
Hovedmenu
Hovedmenu
Musik betaler sig

Konni Kass – sjælfuld pop med afsæt i den færøske natur

 

Den 26-årige danskboende færing, Konni Kass udgav i 2016 sit debutalbum ’Haphe’ sammen med sit band. Musikken, og lysten til at bruge sin vokal som sit instrument, har altid været der – som en naturlig del af identiteten. Og efter en vellykket solo-turné sammen med Eivør, står der nu en turné for bandet på programmet i løbet af efteråret.

Konni Kass laver pop-musik, eller 'some kind of pop, som det står beskrevet på gruppens officielle Facebook-side, men har en baggrund fra jazz-miljøet:

"Meget af den musik, jeg selv skriver, er inden for genren pop. Jeg har lyttet meget til R&B og soul, så det påvirker også min musik. Jeg har altid spillet og sunget, kommer fra en musikspillende familie og startede med at spille saxofon som 11-årig. Jeg har altid haft sangen som et instrument, og har altid kunnet finde ’en vej’ i musikken – uanset, om jeg har været glad eller ked af det. Så efter gymnasiet, ville jeg bare gerne have to fulde år, hvor jeg kunne folde musikken helt ud – hvor alt handlede om musik. Jeg havde en sanglærerinde på Færøerne, som anbefalede mig at søge ind på to forskellige skoler i Sverige, og så kom jeg ind på Skurup Folkehøjskole – et rigtigt skabende miljø, hvor vi var 42 på jazzlinjen. Men jeg har i grunden altid lyttet til ikke-jazz. Selv da jeg gik på skolen, skrev jeg rigtig meget musik, som ikke var jazz. Men jeg har kunnet bruge uddannelsen inden for jazz, som er teknisk svært til at få en masse gode redskaber," fortæller Konni Kass, i en pause fra eksamenslæsningen på medicinstudiet.

Musikken er både arv og miljø

For mange færinger er musik en vigtig del af det, at være sammen. Og det har også altid gjort sig gældende for Konni Kass, hvis bedstefar startede den første forretning med salg af instrumenter på Færøerne:

Hvis der mangler nogen i et band, så bliver man hevet med – også selvom man ikke kan spille eller synge - Konni Kass

"Rigtig mange spiller musik på Færøerne, og vi er i det hele taget meget gode til at hjælpe hinanden. Mange går på musikskole, og hvis der mangler nogen i et band, så bliver man hevet med – også selvom man ikke kan spille eller synge. Der er mange orkestre også blæserorkestre, mange kor, og fællessang er også en del af vores traditioner – blandt andet på nationaldagen, Olaifesten, så det er nok en blanding af både arv og miljø," forklarer Konni Kass, og fortsætter:

"Min farfar startede den første musikforretning, 'Simme Musikkhus' på Færøerne. Han og min bedstemor, Connie, spillede rigtig meget musik sammen. Han skrev rigtig mange sange, som blev spillet til fester, og de var meget aktive. Hver eneste gang, jeg havde fødselsdag, fik jeg en mikrofon eller en guitar, og der var altid fokus på musik. Så musikken har aldrig været en byrde, men altid en god ting, som man kan tage med sig videre i livet". 

Inspirationen

Selv om Konni Kass har haft musikken tæt inde på livet fra en tidlig alder, er det ikke kun den færøske musikalske DNA, der præger hendes musik, og inspirerer hende i sangskrivningen:

"Jeg synes oftest, at jeg bliver inspireret af musik helt generelt. Jeg finder altid tid til at gå til koncerter - levende koncerter gør indtryk, og jeg kan også altid lære noget af dem, der optræder, og ofte får jeg lyst til at tage hjem og skrive noget bagefter. Jeg brugte meget min færøske identitet i starten, da jeg skrev musik. Jeg tænkte ofte på det, da jeg var på jazzskole – på den voldsomme vind og på havet. Det ligger i mig, og i måden, jeg udtrykker mig på i min vokal. Vildskaben spiller også ind i den musik, vi spiller i bandet ’Konni Kass’ - alle i vores band kan godt lide, at der er dynamik – at det ikke altid nødvendigvis er fint og pænt," fortæller Konni Kass med begejstring i stemmen.

Vejen til 'Haphe'

Vejen til debutalbummet startede i en tidlig alder for Konni Kass, som i en alder af 11 år vandt et børnemelodigrandprix sammen med sin bror. I 2015 deltog Konni Kass sammen med den nuværende bandkonstellation i talentkonkurrencen ’Cement’, og det blev startskuddet til indspilningen af debutalbummet 'Haphe': 

"Vi vandt talentkonkurrencen 'Cement', og det gav os mulighed for at få tre studiedage. Det var starten på vores samarbejde, og med det samme fandt vi en god kemi. Det fungerede rigtig godt, og vi kunne godt sidde og jamme i flere timer. Året efter spillede vi så på SPOT Festival, og der kom rigtig meget ud af det. Vi blev booket til at spille på Reperbahn i Hamburg, hvor vores management også ligger. Anchor Awards var en konkurrence, som Reperbahn afholdt - vi vandt den ikke, men var med i deres gallashows og fik et fedt venue at spille i og fuld sal. Vi spillede så på G! Festival sidste år, og blev så booket til Iceland Airwaves, hvor vi spillede sidste gang. Så SPOT har på mange måder været et rigtigt godt afsæt for os," fortæller Konni Kass. 

Det første album var et low-budget projekt, fortæller Konni Kass, og blev indspillet på Færøerne og udgivet under Tutl. Det nye album, som der skal arbejdes på i efteråret 2017 kommer til at være af en lidt anden karakter:

 

Med det nye album, har vi alle bevæget os lidt - Konni Kass

 

"Haphe blev produceret og udgivet på Færøerne. Det er sjovt, at et album, der bare er udgivet under små kår, har fået så meget respons. Min tanke var i hvert fald, at det var fedt at udgive et album i mit hjemland. Den første udgivelse var baseret på sange, som jeg havde skrevet på igennem mange år. Men bandkonstellationen syntes ikke, at det fungerede, så jeg skrev en del nyt materiale. Og med det nye album, har vi alle bevæget os lidt. Det første var meget jammet, og sangene måtte være så lange, som de nu var. Det næste skal være lidt mere klart, og mine sange kommer til at være lidt stærkere. Der kommer nok lidt mere mig ind over. Og vi har også udviklet os," siger Konni Kass. 

Turné med Eivør og egen turné

Konni Kass er lige vendt hjem efter at have turneret solo med Eivør, og i efteråret venter egen turné med bandet 'Konni Kass': 

 

 

"Jeg blev booket som opvarmningsband og solist til Eivør’s turné. Men fordi jeg kender Eivør og de andre fra Færøerne, spurgte hun, om jeg ikke kunne tage saxofonen med. Så det endte med, at jeg spillede saxofon på to af hendes numre, og sang kor på tre af hendes numre. Jeg fik en masse erfaring, og det var fedt at blive anerkendt. Vi var i Tyskland, Holland, Luxembourg og Skotland - 14 koncerter i alt, og det passede lige med, at jeg havde tre uger, hvor jeg ikke skulle læse," smiler Konni Kass. 

Turnéen med eget band starter i september, og det er her, at bandets nye materiale, som skal ligge til grund for en efterfølger til debutalbummet, 'Haphe', skal testes af: 

"Først tager vi til Tyskland og varmer op for den engelske singer/songwriter, Tom Odell, og til efteråret har vi fire koncerter i Danmark og seks i Tyskland. Vi skal teste nyt materiale af, som vi skal i gang med at indspille i oktober, og udgiver engang i 2018 - med vinyler og det hele. Jeg tager derfor fri i to måneder fra næste semester på medicinstudiet, så jeg kan hellige mig sangskrivningen. I Danmark kender folk mig ikke så godt endnu, men vi har fokuseret på Tyskland, hvor det virker som om, at folk godt kan li’ det, vi laver. Det er stadig lidt nyt det hele i Danmark, men jeg synes stadig, at det går godt – også i Danmark," fortæller Konni Kass. 

Sommeren 2017

Bandet spiller på G! Festival til sommer, og som Konni Kass siger det: ’Nogen gange går der for lang tid mellem jeg er hjemme, men jeg elsker at komme derop og blive blæst igennem og få sat hoved og tanker på plads igen’.

 

 

Om Konni Kass

Konni Kass (f. 1991), er uddannet vokalist på Skurups Folkhögskolas jazzlinje, og gruppens frontfigur og komponist. Gruppen, som består af Konni Kass (vokal, saxofon), Torleik Mortensen (bas), Knut Eysturstein (keys) og Per Petersen (trommer), blev dannet i maj 2015. Debutalbummet ’Haphe’ udkom i efteråret 2016. Konni Kass modtog i 2016 Kodas kulturelle midler – et rejselegat i forbindelse med Haphe-turnéen.