Søren Winding, Tigerspring – samarbejde er nøgleordet

Søren Winding blev sidste år valgt til Kodas bestyrelse, og sidder til daglig som den ene leder af musikforlaget Tigerspring, hvor samarbejde og et internationalt fokus er nøgleordene. For Søren Winding var et møde med P Diddy tidligt i karrieren en skelsættende begivenhed. Læs med, og få historien om, hvordan det lykkedes at sætte et møde med P Diddy op, og hvad der skete sidenhen.

Tigerspring finder man på Christianshavn i samme bygning som Universal, og det er herfra, at den nu 35-årige Søren Winding, sammen med Christian Møller og to fastansatte medarbejdere driver firmaet, efter en lang årrække i udlandet – blandt andet London, New York og Los Angeles.

"Tigerspring er et moderne musikselskab, forstået på den måde, at vi er 100 % independent og arbejder hele vejen rundt. Vi er et musikforlag med diverse afstikkere. Det betyder, at vi blandt andet også laver management for en del af vores klienter. Vi har også et pladeselskab, hvor vi har udvalgte udgivelser og vi opererer i lige så høj grad som produktionsselskab, hvor vi samarbejder med større pladeselskaber. Så udvikler vi musikken og hele den kreative vision for projektet, og giver det videre til nogle gode marketingfolk på andre selskaber; det er Tigerspring anno 2018."

Vejen til Tigerspring

Tigerspring har eksisteret i over 10 år, og Søren Winding startede firmaet sammen med Christian Møller, som han læste sammen med på Music Management studiet. Men egentlig var det journalist, Søren Winding regnede med, at han skulle være:

"Jeg havde en idé om, at jeg gerne ville være journalist, og som en del af en skolepraktik, blev jeg radio-dj på Radio Falcon på Frederiksberg – en lokalradio, der var halvt elektronisk musik og halvt politisk radio. Her fik jeg lov til at have mit eget show og startede allerede som 15-årig og endte med at arbejde der i cirka syv år.  Jeg lavede halvt politisk radio (borgerlig/liberal radio) og så halvt musik - halvdelen af mit arbejde var f.eks. at aflevere et ugentligt causeri af Birthe Rønn Hornbeck, eller at have Søren Pind i studiet, hvor jeg sad som tekniker. Den anden del var så elektronisk musik - en meget pudsig blanding. Jeg sad sammen med andre dj’s såsom Henrik Hjarnø og Michael Parsberg, og kort tid efter, at jeg var startet, producerede og skrev Michael musik for Safri Duo, og de fik deres store gennembrud på det tidspunkt. Det var meget inspirerende at se, hvor meget det virkelig kunne blive til.  Så jeg begyndte selv at producere musik, og remixe nogle forskellige artister. Det gav mig et godt kendskab til Logic og forskellige andre producerværktøjer. Og så hørte jeg om Music Management uddannelsen. På det tidspunkt var jeg allerede klar over, at det var den mere business orienterede del af branchen, der interesserede mig, og jeg syntes heller ikke helt, at mine egne musikalske egenskaber strakte hele vejen."

Et smut forbi Sundance

Da ansøgningsfristen til Music Management det år allerede var overskredet, blev Søren Winding i stedet anbefalet at arbejde for nogle etablerede selskaber. Det ledte bl.a. til et halvt år på Sundance under vingerne hos Peter Littauer:

"Jeg skrev ud til en masse selskaber, og et af dem var Sundance, hvor jeg så fik lov til at hjælpe til med nogle udgivelser, og var der et halvt års tid. Herefter fik jeg mulighed for at komme over på EMI Records, og var med til at starte deres New Media afdeling, som dengang handlede om brugen af MySpace, blogs, ringtones, samt sætte online konkurrencer op på Ekstra Bladet og lignende. Det var fedt at få indblik i og samtidig tankevækkende, hvor lidt pladeselskaberne havde styr på den teknologiske udvikling på det tidspunkt. Efter at have været der i et års tid, og have mødt Christian (Møller) på studiet, valgte vi at starte vores eget. Vi var utroligt heldige med vores første signing, som var med Choir of Young Believers, og det gik rigtig fint fra starten af. Derefter udgav vi fem andre plader, som ingenting solgte. Det gjorde os lidt mere bevidste om, hvad der kan være med til at skabe en succes. Fra starten af havde vi et relativt stort internationalt fokus, der gjorde, at vi søgte om at komme i praktik (som en del af uddannelsesforløbet) i vores eget selskab. Det fik vi lov til af studiet – kravet var blot, at vi skulle gøre noget ekstraordinært. Vi kunne ikke bare blive siddende på Vesterbro, og flyttede derfor til London og begyndte at arbejde derfra og kontakte hele den engelske branche."

Mødet med P Diddy

Samtidig var Tigerspring så heldige og ihærdige at få hul igennem til Bad Boy Records i USA, hvor det lykkedes at sælge en sang til P Diddy og hans pigegruppe, 'Danity Kane':

"Den fulde historie er faktisk, at vi gætter hans e-mail adresse. Vi havde en info-e-mail, og P Diddy kalder sig mange forskellige ting, så det var lidt svært at gætte sig til en mail-adresse på ham. Men jeg sendte 13 mails afsted og fik 12 mailer-demons tilbage, og så glemte vi egentlig alt om det. Der gik en uges tid, og så var der en mail fra den daværende CEO hos Bad Boy, som skrev: ”I need this song – call me now”. Det resulterede i, at jeg fløj til New York sammen med Fridolin Nordsø, som havde skrevet og produceret sangen, og vi endte med at være i Bad Boy Studios i lidt over to måneder og indspillede sangen med ’Danity Kane’. Albummet gik nr. 1 i USA, og det åbnede selvfølgelig nogle døre for os derovre. Samt et lidt specielt netværk, som de fleste har svært ved at komme ind i, fordi urban-verdenen i USA er så lukket."

Med et internationalt fokus

I en del år kørte Tigerspring et parallelt forløb i Danmark med udgivelser af b.la. 'Choir of Young Believers', 'I Got You On Tape', 'Panamah' og management for 'Fallulah', samtidig med at forlaget prøvede at sælge sange til nogle lidt mere hårde amerikanske rappere i USA:

"Det udviklede sig til, at vi hen over årene fik et bedre fodfæste internationalt. Vores danske projekter reflekterer også det internationale fokus. Vi udgiver ikke noget på dansk længere. Vi sætter stadig stor pris på dansksproget musik, men har også fundet ud af, at vores styrke ligger endnu mere i eksporten af skandinavisk musik og samarbejdet, og det er der, vi har et stærkt netværk. For os handler det meget om samarbejde, og det har vi set rigtig meget i udlandet, hvor man samarbejder lidt mere end herhjemme. Nogle gange tror jeg, at Danmark er så lille et land, så man kæmper mere om de samme ting, og desværre gør det sig også gældende, når man tænker internationalt. Så for os handler publishing også rigtig meget om at samarbejde, og det fantastiske ved den del af branchen er, at vi kan konkurrere med nogen af de andre selskaber i Danmark om at signe en sangskriver. Men når personen har valgt, hvem de vil arbejde med, så selv om de ikke vælger os, så vil vi stadig elske at sætte sessions op med dem, for vi synes jo stadig at de har de samme kvaliteter, som da vi prøvede at signe dem. Den tanke kan vi godt lide. Der er et fint konkurrenceelement, samtidig med at man bliver nødt til at være samarbejdspartnere og kolleger. Vi håber også på, at vi kan være med til at sætte endnu større fokus på sangskriverkulturen i Danmark. Vi har investeret meget i selv at rejse ud, og sender løbende vores sangskrivere til bl.a. LA, London og Stockholm. Men vi er begyndt at arbejde mere fokuseret på at bringe sangskrivere til Danmark, så vi også får sat Danmark på verdenskortet. Vi har nogle store klienter i Stockholm og kan se, at der er en kæmpe forskel på, hvilke sangskrivere, der er til rådighed deroppe i forhold til, hvem som kommer til København. Så hvis vi kan få det ind i de internationale sangskriveres bevidsthed, og ind imellem kan få fløjet verdenseliten ind, så er det forhåbentlig noget som spreder sig og kan gavne hele den danske musikbranche."

4 hurtige til Søren Winding:

 

Spiller du selv musik?

Nej, det pudsige er, at jeg nok er den i min familie, der spiller dårligst på et instrument. På trods af, at mine forældre sendte mig til klaver, så bed det sig aldrig rigtig fast i mig. Jeg lyttede derimod meget til musik, da jeg var barn, bl.a. en hel del ’Michael Jackson’ blandet med ’Wu-Tang Clan’ og ’Blur’ – men det var først, da jeg fik introduceret computeren som instrument, at jeg syntes, at det rigtigt fængede.

Hvad betyder arbejdet i Kodas bestyrelse for dig?

Det er først og fremmest en virkelig stor ære at få lov at træde ind i Kodas bestyrelse på nuværende tidspunkt, hvor jeg synes, at der sker rigtigt mange gode ting i Koda. Det arbejde, som Koda udfører, har i et eller andet omfang altid ligget mig rigtig meget på sinde, men da jeg har boet i udlandet i så mange år, har det ikke tidligere været muligt for mig at involvere mig. Jeg var ikke 100 % klar over, om man kunne anvende mine kompetencer dér, men jeg har på fornemmelsen, at jeg kan byde ind med nogle lidt andre ting end de erfaringer, der sidder i bestyrelsen i forvejen, og har måske også en smule mere international vinkel på nogen ting, som jeg tror kan være meget godt i forhold til den øgede internationalisering. Jeg har også haft en smule berøring med nogle tech-projekter i USA, som også er et område, som i højere og højere grad bliver relevant i forhold til udviklingen af Kodas forretning. Mit udgangspunkt for at stille op var min kærlighed til den non-profit organisation, som Koda er, og det store stykke arbejde, de laver, og de kulturelle midler, som er en kæmpe støtte til det danske vækstlag, som man ikke har i de fleste andre lande. Det giver de danske musikere og sangskrivere en kæmpestor fordel. Jeg tror, at det er vigtigt, at det er nu, vi værner om det på en fornuftig måde, men også skaber en stærk forretning, fordi konkurrencen øges rigtigt meget lige nu. Jeg tror at landskabet ser helt anderledes ud om 5-10 år.

Hvad lytter du selv til af musik?

Det er meget forskelligt, og varierer lidt i perioder. Lige nu er jeg rigtig glad for jazz. Specielt de senere år bliver det meget jazz eller klassisk, når jeg kommer hjem og skal slappe af, fordi jeg lytter til – og skal tage stilling til så meget ny musik i mit daglige virke, som ikke ligger inden for de genrer. Bl.a. er jeg lige vendt tilbage til ex ’Monica Zetterlund’ og ’Ahmad Jamal’, samt nogle gode play-lister og så lidt jazz-radio om morgenen til spejlægget. Jeg er pt også rigtig glad for et album af ’Khalid’, en ny amerikansk artist. Som landskabet har ændret sig, er der jo mange enkeltstående sange, man sætter pris på, men knap så mange album. Men ’Khalid’ har skabt et ret enestående album. I forhold til udgivelser, tænker man i den del af branchen sjældent album-format før langt senere i forløbet. Så er det super dejligt, når der kommer en debut artist som ham, som både har singler, der fungerer, men også et helt album, der fungerer.

Kan du nævne en outstanding musikalsk oplevelse?

Der er jo nogle stykker, og svært at nævne én, men møder med Amerikanske ikoner lige fra P Diddy og 50 Cent til Celine Dion er noget helt særligt. De har på hver deres meget meget forskellige måde påvirket så mange mennesker med deres musik, at det er fascinerende at samarbejde med dem, samt at få indblik i deres liv og se hvordan de arbejder med deres musik. Hvad angår liveoplevelser, så var det på godt og ondt det tragiske år 2000 på Roskilde Festivalen. Det var det år, hvor at der desværre var en der holdt til i vores lejr som omkom i Pearl Jam ulykken. En hel ubegribelig trist oplevelse. Og samtidig samme aften ubekendt med tragedien så jeg ”Underworld” spille en helt uforglemmelig og medrivende koncert på den gang Grøn Scene. Helt klart en festivaloplevelse, der gjorde stort indtryk, på godt og ondt.