Medlem
Forlag
Om Koda
Hovedmenu
Udbetaling
Registrering af din musik
Selvbetjening
Min karriere
Kontakt og spørgsmål
Medlem
Her får du udbetaling fra
Minutværdier
Om din udbetaling
Udbetaling
TV
Radio
Koncerter
Online
Udland
Øvrige områder
Her får du udbetaling fra
Udbetalingsområder i udlandet
Udbetaling
2024
2023
Medlem
Ofte stillede spørgsmål
Hovedmenu
Udbetaling
Selvbetjening
Værker
Udbetaling
TV
Radio
Koncerter
Online
Udland
Øvrige
Hovedmenu
Hvad er Koda
Organisation
Job
Generalforsamling og bestyrelsesmøder
Generalforsamling og bestyrelsesmøder
Generalforsamling og bestyrelsesmøder
Om Koda
Hovedmenu
Tal
Hovedmenu
Hovedmenu
Hovedmenu
Hovedmenu
Musik betaler sig

Peter Littauer - jeg tror på, at dansk musik også kan sælge i udlandet

Musikforlægger, café-ejer, jazz-klub entusiast, pladeselskabsejer og medlem af Kodas bestyrelse – Peter Littauer, indehaver af Sundance Publishing og Stunt Records spænder bredt, og har 40 års erfaring fra musikbranchen.

 

Det lå ikke umiddelbart i kortene, at den dengang unge Peter Littauer nødvendigvis skulle få en lang karriere inden for musikbranchen. Peter Littauer, som kommer fra Lyngby, nord for København, var mest glad for at spille fodbold i modsætning til hans fire søskende, som alle spillede forskellige instrumenter:

”Mine forældre forsøgte begge at overbevise mig om, at det ville være en god idé for mig at spille et instrument. Ligesom ex min bror, Henrik, som spillede keyboards i Malurt. Men musikken fyldte i min familie – i den ene del, om jeg så må sige. Den anden del af familien var god til handel, og den blanding har inspireret mig, og det er jo på mange måder også dér, jeg er i dag,” fortæller Peter Littauer.

Vejen til musikbranchen

Peter Littauer startede tidligt som iværksætter. Fra han var 13 år, producerede – og solgte han læderbælter til bl.a. butikkerne Deres og Brd. Streckers. Og efterfølgende stødte den første form for forlagsvirksomhed til:

”Meget tidligt udgav jeg nogle protest-bøger sammen med min gode ven, Marcus Mandal, på vores forlag BabyPower. På Christiania havde de ’børnemagt’, hvor vi, nord for København, havde BabyPower - begge  bekæmpede vi ’diktaturet’ (’De Voksnes Diktatur’ hed den første udgivelse). Og vejen videre stammer fra min brors orkester, Buffalo. De manglede en person til at sætte plakater op, og det blev mig. Og det var vejen ind i Sticks Booking, hvor vi bookede og var management, og hvor jeg efterfølgende købte mig ind for de penge, jeg havde sparet op ved mit arbejde på Dyrehavsbakken. Fra jeg var 18-21 år var på mange måder min guldalder,” siger Peter Littauer og fortsætter:

 

Mit mantra gennem alting er - både dengang og nu - at jeg tror på, at dansk musik også kan sælge i udlandet - Peter Littauer

 

”Vi var management for bl.a. C. V. Jørgensen, Culpepers, Bunin’ Red Ivanhoe, Buki Yamaz (med Mikkel Nordsø – der har været en af mine store helte lige siden), Sneakers og Tøsedrengene (før de fik sangerinder med), Entrance og ikke mindst den finske guitarist Jukka Tolonens band, og mange andre. Vi arrangerede masser af koncerter i Danmark, men bookede også meget i udlandet og særligt i Tyskland. Mit mantra gennem alting er - både dengang og nu - at jeg tror på, at dansk og nordisk musik også kan sælge i udlandet. Vi havde stor succes med flere af orkestrene, men de skandinaviske pladeselskaber på den tid troede ikke rigtig på, at deres kunstnere kunne gøre sig i udlandet, og så tænkte jeg, at det var på tide at lave vores eget plademærke”. Det blev vejen til Stunt Records, som kom til i 1979, siger Peter Littauer.

Peter Littauer er bredt funderet rent musikalsk med et hjerte, der banker meget for jazz’en:

”Jeg er bredt musikalsk interesseret, og har da også været med til at udgive tidlige rock ting med bl.a. Poul Krebs, Big Fat Snake og en tidlig Hanne Boel. I dag udgiver vi også Kira Skov og har lige nu et album på vej med Dicte og Claus Hempler. Men jeg holder meget af jazz og dér har vi vort særlige fokus - det er klart, og jeg holder meget af musikere, der spiller jazz. Det er min oplevelse, at mange jazzmusikere både er meget dygtige og også erfarne. De ved godt, at man ikke bliver popstjerne overnight. Og så er konkurrencen om artisterne i jazzverdenen knap så hektisk, så vi får mulighed for at arbejde med de bedste!.”

JazzKlubben og jazz-café

I slutningen af 1986 etablerede Peter Littauer postordre musikklubben, JazzKlubben – som i al sin enkelhed har til formål at sælge og udbrede kendskabet til god musik – også musik, der ikke nødvendigvis har pressens bevågenhed:

”I 1984-86 læste jeg polit, det var svært at sælge plader, og jeg var lidt i tvivl om, hvilken retning mit liv skulle ta’. I sommeren ’86 oplevede jeg, at når jeg kom ind i en Fona forretning, så havde de plads til måske 1000 plader, og sagde ”ja - jazz er sympatisk, men vi har ikke plads”. Derfor etablerede jeg JazzKlubben, og da jeg kom tilbage fra sommerferien det år, havde vi allerede 300 tilmeldinger. Vi har 3500 medlemmer i dag, og det er rygraden i vores forretning.”

I 2003 opstod muligheden for at etablere et klubhus, som mundede ud i den kombinerede café, cd-shop og live-spillested, Jazzcup. Jazzcup ligger lige over for Kongens Have, og på scenen i det hyggelige lokale optræder nye unge talenter, ældre veletablerede musikere og af og til også udenlandske solister og grupper. Jazzcup har koncerter hver fredag og lørdag eftermiddag samt et udvidet program under bl.a. Copenhagen Jazz Festival.

Forlagsarbejdet

Sundance Publishing blev etableret nogenlunde samtidig med pladeselskabet først i 1980’erne, og danner rammen om det daglige arbejde for i alt seks ansatte. Adspurgt fortæller Peter Littauer, at han ’arbejder i et musikfirma’:

 

Vi arbejder med næsten hele paletten, og alt hvad vi gør komplimenterer en anden del af forretningen… - Peter Littauer

 

”Når jeg bliver spurgt, siger jeg, at jeg arbejder i et musikfirma, for vi er jo forlag, pladeselskab, distributør, detailhandler og koncertarrangør i ét. Vi arbejder med næsten hele paletten, og alt hvad vi gør komplimenterer en anden del af forretningen. Og vi er heller ikke ’bare’ et jazzfirma - vi er et musikfirma, for den musik, vi udgiver, rækker ofte langt ud i andre genrer – og vise versa. Genrebetegnelser kan være lidt indsnævrende’, fortæller Peter Littauer og fortsætter: ’Vi er på mange måder et atypisk forlag. Når kunstnerne kommer med nye værker, er vi i stand til også straks at hjælpe med indspilning og udgivelse, og som andre selskaber af vores type, arbejder vi også med synkronisering. Vi har en platform, hvor man kan søge efter musik til tv-produktion, film, reklamer m.v., og vi har en medarbejder, der udelukkende arbejder med dette felt. Vi er i en trængt branche med stor konkurrence, men når vi arbejder med artister, både som musikforlag og udgivende forlag, har vi mulighed for at gøre mere. Det giver en bedre økonomi og mulighed for bedre markedsføring af artisten,” forklarer Peter Littauer om arbejdet med Sundance Publishing.

Hos Sundance er i dag Sinne Eeg, Mikkel Nordsø, Hanne Boel, Kira Skov, Maria Faust, Katrine Windfeldt, Marylin Mazur, Thomas Clausen, Snorre Kirk, Hans Ulrik, Magnus Hjorth, Eliel Lazo m.fl. Og til at varetage deres, plus de mange andres interesser, er der en lille gruppe dedikerede mennesker:

 

Jeg tror nok, at jeg har et musikalsk øre, der kan kende forskel på, hvad der er interessant, og hvad der er mindre interessant - Peter Littauer

 

”Vi er seks ansatte plus det løse. Mit primære daglige fokus ligger på udgivelser - sammen med min kollega, Søren Friis. Vi har omkring 15-20 udgivelser årligt – så der er hele tiden noget ny på vej. Jeg tror nok, at jeg har et musikalsk øre, der kan kende forskel på, hvad der er interessant, og hvad der er mindre interessant. Det er noget af kunsten – at kunne skelne det allerede på demoplan,” forklarer Peter Littauer og uddyber: ”Men i virkeligheden er selve forretningsudviklingen nok det, der interesserer mig mest.”

Udfordringen

Der er stadig udfordringer forbundet med at få den danske jazz ud til et bredere publikum, og Peter Littauer har en opfordring:

”Vores største lokale musikformidler er DR - en musikformidler, der desværre kun har få eksperter tilbage på FM-kanalerne. Gennem de senere år har de skilt sig af med de fleste af de musikjournalister, der rigtig ved noget om musik. De har selvfølgelig playliste-udvalgene, som vælger musik ud fra det, de tror vil fastholde lytterne til kanalen. Vi er sindssygt taknemmelige for DRs P8-kanal, hvor de ca. 20.000 – 30.000 lyttere, der interesserer sig meget for jazz, kan få en god oplevelse. Men på de brede FM-kanaler, hvor folk også lytter til nyheder osv., bliver lytterne aldrig præsenteret for noget, der minder om jazz musik. Vi har brug for lidt medvind, og er afhængige af, at de platforme, der når bredt ud, hjælper lidt til. Hvis vi ikke hjælper de talenter, der er i dag, så opdager vi måske ikke de nye 'Niels W Gader' osv. Hvis DR nu bare lavede en halv times ’farlig’ musik om dagen på P3 og P4, så kunne det måske hjælpe. Nogle ville nok løbe skrigende bort, men andre kunne blive trukket over på de specialiserede DAB-kanaler. Generelt synes jeg, at vi i disse tider mangler anmeldere til at kuratere musikken. Vi mangler, at lade den gode musikjournalist få taletid, så vi som lyttere kan få lidt guidance i, hvad der er værd at lytte til – ellers spilder vi hinandens tid. Det gør også, dybest set, at udviklingen bliver langsom og dynamikken svagere,” slutter Peter Littauer af, over en kop tidlig morgenkaffe på Jazzcup.

4 hurtige til Peter Littauer:

Du har siddet i Kodas bestyrelse i nogle år nu. Hvad synes du om det arbejde, bestyrelsen udfører?

Jeg er glad for arbejdet i Kodas bestyrelse. Det er meget inspirerende, og jeg synes, vi har et godt samarbejde med en god dynamik og masser af gode kompetencer. Fra start har vi heldigvis ikke altid samme idéer om - eller opfattelse af - målet eller vejen derhen. Sådan skal det være, for når dynamikken fungerer, og man giver plads til hinanden, kan resultatet kun blive bedre.

Jeg synes også, at det er sindssygt spændende at sidde i bestyrelsen og være tæt på Kodas forretning. Koda har en dygtig ledelse, som jeg har lært meget af, det er en meget dygtigt drevet forretning. Og det at vi har en forening, hvor vi er blevet enige om at lægge 10 % af vores indtægter til side til at forske i ny musik er fantastisk. Jeg kender ikke andre forretninger/fællesskaber, hvor man gør noget lignende. Og det i sig selv gør, at jeg synes, det er noget, jeg vil arbejde for, og for alt i verden vil bevare. Kodas særkende i forhold til andre forvaltningsselskaber, er, at det er en virksomhed, der både drager omsorg for musikken og samtidig sigter efter en høj indtjening til komponist, tekstforfatter og forlag. I gennem de sidste fem år er Koda blevet en mere strømlinet og proaktiv forretning. Der er i perioden blevet større transparens, og det har været en udfordring. Koda er dygtig til at finde nye områder for indtjening til komponister, og transparensen i fordelingsplanen er jeg glad for. Men det er til gengæld utroligt vigtigt at føre kulturpolitik med de kulturelle midler, og for alt i verden forstå, hvor vigtige de er. Uden de kulturelle midler ville rigtig meget god musik ikke blive skabt – den nye musik, vi skal leve og ånde af i morgen.

Du har deltaget i de fleste møder i Forlagsforum siden 2012.  Hvad synes du om møderne?

Jeg synes, det er rigtig godt, at der holdes Forlagsforum. Jeg har jo meget af min information i forvejen pga. bestyrelsesarbejdet, men hvis jeg ikke havde det, så kan man få god og nødvendig indsigt. Hvis man skal tage sit arbejde seriøst, så er det vigtigt at komme til Forlagsforum, hvor man får god og vigtig forretningsinformation. Det er samtidig blevet bedre, fordi man har tematiseret det. Nogle af os interesserer os mere for rapportering og nogle mere for salg. Og man må for min skyld gerne tematisere det yderligere, så vi kan vælge de ting til, som vi personligt/fagligt interesserer os for.

Hvad er dine 3 favoritnumre gennem tiden?

  • Eagles, Hotel California
  • Cucurrucucú af Tomás Mendez…..særlig i Caetano Veloso's version fra en Pedro Almodovar film er en mine absolutte favoritter
  • Somewhere Over The Rainbow

Jeg kunne nævne 1000 andre… Er dog generelt både vild med det uforudsigelige - og med en god melodi!

Kan du nævne én helt særlig musikalsk oplevelse?

Mind-blowing musikalske oplevelser? – måske i virkeligheden nogle af de tidligere koncerter med Jukka Tolonen. Jeg har også været heldig at opleve Prince tre gange, hvilket har været fantastisk. Og så kan jeg anbefale at holde øje med Katrine Windfeldt. Vi lytter generelt for lidt til bigband musik, synes jeg, og hun er en spændende pige, der giver ny vind til bigband musikken. Det var også fuldstændig fantastisk for nylig at høre Kira Skov og Maria Faust spille deres ’In The Beginning projekt’ i Vor Frelser Kirke – fantastisk musik i et fantastisk rum.