Der blev lyttet tavst til hvert eneste ord. Flere af Koda-medlemmerne i salen havde blanke øjne og viste efterfølgende deres respekt til kollegerne på scenen med lange klapsalver. Men det var også tre dybt personlige sange, som Dorthe Gerlach og Allan Olsen præsenterede ved seminaret ”En sangskrivers bekendelser”, hvor de to nordjyder talte meget om det at turde bruge sig selv i sangskrivningen.
På Hush-sangerindens dansksprogede debut ”Natlys” går hun tæt på sit eget liv ved blandt andet at dykke ned i en parforholdskrise, som nær havde ødelagt hendes ægteskab. Og der er også store følelser på spil i sangen ”Kridhvide træsko”, som handler om en utryg periode i barndommen, hvor lillesøsteren var alvorligt syg og tilbragte lang tid på hospitalet.
”Jeg husker jo det her som et barn. Og jeg tror, at den fortælling, jeg altid har haft omkring det med, at min søster blev syg, var en, som jeg havde overtaget fra de voksne. Så fejlede hun det og det, og forløbet var sådan og sådan. Punktum. Men da jeg satte mig ned og skrev denne her sang, så skrev jeg det ned, som jeg reelt kunne huske. Og det var sådan nogle forstyrrede flashbacks af alle mulige latterlige detaljer. Men så satte jeg alle detaljerne sammen, og så syntes jeg, at det måske for første gang gav et nogenlunde præcist billede af, hvordan jeg selv oplevede det”, fortalte Dorthe Gerlach.
Ifølge hende er der betydelig mere vægt bag en sang, hvis man tør zoome ind på noget, der er meget småt. Som for eksempel at lægge mærke til, at læger og sygeplejerskers træsko altid er så kridhvide, at de nok aldrig har været uden for hospitalets renskurede gange.
”For mig har ”Natlys” meget være noget med at skrive om nogle ting, som var vigtige for mig. I starten afholdt jeg mig lidt fra det, fordi jeg tænkte, ”hvorfor fanden skulle den her historie interessere nogen. Det er jo kun vigtigt for mig”. Men der tror jeg nok, at Allan har inspireret mig – at det er grund nok, at det er vigtigt for mig, og at folk godt kan bruge nogle sange om noget meget konkret i mit liv til noget”.
Allan Olsen var naturligt nok helt enig:”Det, jeg mere og mere kan se, er, at det er de indtryk og erindringsbilleder, man får tidligt i livet, der et eller andet sted bliver toneangivende senere hen. Og det er sjovt at finde fikspunkter, som folk kan genkende”.
På sit seneste album ”JØWT” er den 58-årige frederikshavner med egne ord heller ikke bleg for at ”tage af hovedstolen”, hvilket sangen ”Hjørringvej” er et godt eksempel på. Her fortæller Allan Olsen en rørende historie om en lillejuleaften, hvor han sammen med sin mor kørte gennem en snestorm for at besøge sin storebror på Hjørring Sygehus. I sangen citerer han moren, der på vendelbomål fortæller en anekdote om et sted, de passerer i bil.
”Det, det drejer sig om her, er at zoome ind på noget fuldstændig lokalt, som ikke siger ret mange mennesker noget, men som siger de få mennesker, der forstår det, enormt meget. Alt i vores kultur går ud på at nå så bredt ud som muligt hele tiden. Men jeg har en tese om, at jo bredere man forsøger at nå ud med noget, jo mere udvandet er det nødt til at være, for at det lykkes. Og jeg har ikke lyst til at nå ud til ret mange mennesker”, sagde Allan Olsen.
Det gjorde han nu alligevel med ”JØWT”, selv om det selvudgivede album længe kun blev forhandlet hos SPAR-købmændene i Vendsyssel. Efter bare to måneder kunne Allan Olsen modtage en guldplade for 10.000 solgte eksemplarer, og i oktober 2013 blev det til en platinplade for et salg på 25.000.
Dermed fik han bevist, at det godt kan betale sig at tro på sine egne ideer, når det handler om musikmarkedsføring. Sangeren mener selv, at han højst appellerer til 50.000 musikkøbende danskere, og forud for udgivelsen af ”JØWT” havde han fundet ud af, at der bor 303.000 mennesker i Vendsyssel. Derfor var det naturligt for ham at satse på fødeegnen.
”Det, man gør på pladeselskaberne, er, at man bruger 90 procent af energien på at proppe tingene ned i halsen på nogen, som ikke skal have det – i stedet for at finde ud af, hvem er det, at denne her kunstner kunne tale til”, lød det lakonisk fra Allan Olsen.
Den slags analyser har Dorthe Gerlach ikke foretaget. Men sangeren og sangskriveren med de karakteristiske krøller foretog under alle omstændigheder noget af et sats, da hun udsendte ”Natlys” i slutningen af januar. Ti år med engelsksproget countrypop blev erstattet af et mere enkelt elektronisk musikalsk udtryk og danske tekster med masser af billeder og detaljer, som passede bedre til de historier, hun gerne ville fortælle nu. Men det kan stadig være svært at få noget ned på papiret.
”Jeg kan sidde en hel dag og bokse med et eller andet, og så er det i virkeligheden først, når jeg siger ”fuck det – jeg kan ikke knække den her nød. Nu går jeg i Irma”, at det sker. Hvis jeg er ude at løbe, må jeg tit stoppe, fordi jeg skal skrive noter på min telefon. For så kommer alle de der tekstting, som ikke vil komme, når jeg sætter mig ned for at gøre det. Jeg tror ikke, at jeg har spildt tiden ved at gå ind i det rum, hvor jeg sætter mig alene, for der sker alligevel noget, og man masserer hjernen. Men løsningerne kommer først, når man går ud af rummet”, sagde Dorthe Gerlach.
Hun har flere gange har arbejdet sammen med Allan Olsen – blandt andet i projektet ”D' Damer”, hvor hun og Marie Bergman, Randi Laubæk, Annika Aakjær og Maria Timm fortolker hans sange.
En af de mere kuriøse er ”Balladen om Rosa”, der handler om en ko, der kommer for sent til malkningen, hvilket fører til både yverbetændelse og vilde halluciationer.
”Sangen er bare så vanvittigt velskrevet og pissesjov at synge, fordi der er så mange linjer, som bare er så skægge at stå og smage på. Og hvem har nogensinde skrevet en sang om en ko, der står ude på marken og martres af yverbetændelse? Det er der ikke nogen, der nogensinde har gjort. Så det i sig selv, syntes jeg var kvalificerende”, lød det med et stort smil fra sangeren og sangskriveren, som hurtigt blev bakket op af Allan Olsen:
”Den er lige præcis et eksempel på det, jeg mener med, at når man får en indskydelse, så må man være tro imod den. Indskydelsen kom jo fra et sted inde i dig, som du ikke kender, og som forhåbentlig er det vigtigste sted i dig, hvis du er et kreativt menneske. Der, hvor overlaget og overjeget er væk”, sagde han.
Sangskrivningen er altid blevet betragtet som hans helt store force, og derfor kom det som noget af en overraskelse, da Allan Olsen afslørede, at han faktisk syntes, at den del af jobbet er lidt kedeligt.
”Derfor har jeg altid forsøgt at skrive sange, der bevæger sig på kanten af, hvad man overhovedet kan tillade sig at kalde en sang – eller hvad man normalt ville opfatte som noget, man ville synge om. Og det er ved gud ikke ret svært i vores kultur, for der synger man stort set kun om heteroseksuel kærlighed: Jeg, dig, du, mig. Bruger man endelig kropsdele, så er det læber, hjerter eller øjne. Jeg synes, det er sjovere at synge om hofteproteser eller hoftedysplasi og lade det rime på dværghønseri, fordi det drejer sig om at føle sig underholdt imens, for fanden, og det er altså ikke ret svært at være stærkt outreret på den danske sangskriverscene, fordi alle holder sig inden for en lille snæver linje. Jeg forstår ikke, at man gider”, sagde Allan Olsen, hvilket fik flere til at sidde og småklukke.
I det hele taget blev der grinet meget under hele seancen. Ikke mindst når Allan Olsen gik i gang med sine satiriske spidninger af den hjemlige musikbranche, som i hans øjne er styret af pengeglade forretningsfolk, der er ligeglade med det kunstneriske. Så han rådede sine kolleger til at se stort på, hvad der var oppe i tiden og blev dyrket af medierne:
”Man skal for guds skyld lægge sig efter at lave noget, som musikjournalisten, der nu om dage som regel er en sportsjournalistelev, ikke bare kan kategorisere, fordi så er man allerede nummer to. Det drejer sig om at pløje sit eget spor, så jeg er kun glad for, at du ikke kan sige, ”Allan, det du laver, ligger et sted mellem Tom Waits' syge tekstunivers og Johnny Cash med en akustisk guitar”. For så behøver vi jo ikke høre mig”, sagde Allan Olsen til moderator Henrik Milling.
Han er endnu en gang klar til at styre løjerne ved næste udgave af ”En sangskrivers bekendelser” den 14. april, hvor Nikolaj Nørlund og Niels Skousen indtager sofaen i Kodas kantine for at tale om to meget forskellige karrierer, der også har krydset hinandens spor.
