Tidligere på året traf EU-domstolen afgørelse i en specifik italiensk sag om musik hos en tandlæge i Torino. Sagen kan af flere grunde ikke overføres til danske forhold.
Efter italienske omstændigheder er man nået frem til, at musik ikke skaber merværdi for italienske tandlæger. Om det er sandt i Italien, skal vi ikke gøre os kloge på. Men det stemmer ikke overens med vores erfaringer herhjemme. Musik kan få kunder til at slappe mere af og være med til at give dem en bedre oplevelse. Det har vi mange kunder, der nyder godt af i forbindelse med at drive en behandlende praksis herhjemme og musikkens evne til at virke afstressende og skabe god atmosfære kommer naturligvis også tandlæger til gode.
Musik har en værdi – og tilbyder du dine kunder at høre musik, koster det penge. Er der musik hos tandlægen, så indgår musik som en del af oplevelsen, og derfor skal dem, der har skabt musikken, have en rimelig betaling. For de har leveret en del af den oplevelse kunden jo i sidste ende har betalt for. Derfor gælder der fortsat samme betingelser for tandlægeklinikker som for andre erhvervsdrivende, der driver en behandlende praksis.
Derudover tages der i den italienske sag alene stilling til spørgsmålet, om musikken hos den italienske tandlæge er omfattet af det juridiske begreb ”overføring til almenheden”. I Danmark betragtes musik i det offentlige rum derimod som en ”offentlig fremførelse”, og allerede derfor får den italienske sag ikke betydning for betalingen til Koda og Gramex.
