Ny musikhandlingsplan afsætter flere midler til komponister og sangskrivere

Kulturminister Marianne Jelved lancerede i denne uge sin nye musikhandlingsplan ”Mere musik – fra en stærk fødekæde”. Musikhandlingsplanen er resultatet af et bredt samarbejde med alle musikkens organisationer. Den skal styrke musikkens fødekæde ved blandt andet at fordoble den tidligere musikhandlingsplans støtte til komponister og sangskrivere. Koda hilser handlingsplanen velkommen og er glade for, at planen giver en ekstra bevilling til de skabende musikere.

Musiklivets vigtigste aktører var stærkt repræsenteret i koncertsalen i Københavns Kommunes Musikskole på Vesterbro, da en veloplagt Kulturminister Marianne Jelved præsenterede sin nye musikhandlingsplan flankeret af repræsentanter fra Dansk Musikforbund, Dansk Live og Musikudvalget. Musikhandlingsplanen træder i kraft 1. juli 2015 og løber til 2018. Planen støtter musiklivet bredt med i alt 146,5 mio. kr. over fire år. Det er 10 mio. kr. flere end den foregående musikhandlingsplan.

Flere penge til den skabende kunst

Den nye musikhandlingsplan adskiller sig fra den foregående ved at afsætte flere midler til at fremme den skabende kunst. Planen afsætter 8 mio. til Statens Kunstfonds Legatudvalg, hvilket er en fordobling i forhold til seneste musikhandlingsplan.

”Det er glædeligt at se, at Kulturministeren med sin nye musikhandlingsplan sætter ekstra fokus på den del af musikkens fødekæde, der skaber musikken. Danske komponister og sangskriveres arbejde er grundlaget for den danske musikscene, og det er vigtigt at støtte op om det arbejde ”, siger formand for Kodas bestyrelse Niels Mosumgaard.

'Kommenter' eller 'Synes godt om' på Kodas Facebook

Fokus på sang og publikumsudvikling

Ud over at fordoble støtten til komponister og sangskrivere afsætter den nye musikhandlingsplan 3 mio. kr. til publikumsudvikling og 4 mio. kr. til Sangens Hus og Sangkraftscentrene. Derudover bevarer planen støtten til musiklivet på det nuværende niveau.

Flere piger ind i musikken

Den skæve kønsfordeling, der præger musikscenen herhjemme, er i fokus i den nye musikhandlingsplan. Og det må da også betragtes som et statement, da det kun 14-årige violin-talent Alwa Holm virtuost satte scenen for pressekonferencen og viste, at unge piger sagtens kan stå helt i front på musikscenen. Den nye musikhandlingsplan stiller dog ikke deciderede krav til, hvordan kønsfordelingen skal blive mere ligelig på musikscenen. Dog skal Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Musik have ”øje for læringsinitiativer, som fremmer pigers muligheder og interesse for at spille rytmisk musik”, og de nye samarbejder mellem musikskolerne og folkeskolerne skal sikre en mere uhindret adgang til alle for at synge og spille musik. Kulturministeriet har desuden en konference i støbeskeen, hvor en samlet branche skal se nærmere på den kønslige skævvridningen i musiklivet og i fællesskab diskutere løsninger.

Læs musikhandlingsplanen her