Mit Koda for medlemmer
- for dig der skaber musik

Selvbetjening for kunder
- for dig der bruger musik

Når film og musik spiller sammen

I foråret 2013 lancerede Koda i samarbejde med World Music Denmark, JazzDanmark, ROSAs sekretariat for folkemusik og CPH PIX et karriereinitiativ for genrerne jazz, world og folk. ”Filmmusic in the making” gik ud på at undersøge genrernes potentiale som filmmusik i kraft af deres stærke ressourcer inden for improvisation og deres evne til at skabe stemningsladede udtryk.

10. juni 2013

Til lejligheden blev der etableret en workshop, hvor tre danske filminstruktører gik i studiet med hver deres band for sammen at skabe en score til udvalgte scener i instruktørernes film. I nogle tilfælde var der tale om en færdig film, mens andre kun havde et moodboard at arbejde ud fra. Hvert hold fik én dag til det utraditionelle samarbejde, som både musikere og filmfolk fik en masse ud af. Her fortæller fire af dem om deres oplevelser:

Se også filmen fra hele forløbet

 ”Film Music in the Making"

Fjärin, folkband. Arbejdede sammen med filminstruktøren Martin Barnewitz:

Hvordan har det været at skulle arbejde med musik til billeder? Det har været en rigtig spændende proces. I vores tilfælde blev det sådan, at vi ikke direkte indspillede til video, da animatorerne ikke var færdige med filmene, da vi indspillede. Så vi indspillede ud fra nogle billeder og tanker, som vores instruktør Martin Barnewitz havde om æstetikken i det færdige resultat.

Hvordan var det at sidde med instruktøren i studiet og improvisere sig frem? Det var enormt inspirerende at vi skulle improvisere musik ud fra en udefrakommendes tanker og ideer. Jeg synes, at resultatet blev vildt fedt og glæder mig til at se det færdige resultat.

Opdagede du nye nuancer/potentialer i jeres musik? Ja. Normalt bliver der skrevet sange ud fra en følelse eller stemning, som en af os i bandet har. Vi fik helt klart bandet ud i nye og super fede facetter. Martin havde en ide om, at vi skulle bruge effekter på vores instrumenter og væk fra vores normale lydbillede. Dette viste nye nuancer og uudnyttet potentiale, som vi da helt klart skal prøve at arbejde videre med i vores nye kompositioner.

Synes du, at det lykkedes at finde et fælles sprog? Ja, helt klart. Vi var også så heldige, at Martin selv har spillet før, hvilket hjalp med at finde et fælles sprog. Det var en god proces, hvor vi sparrede rigtig godt. Der var en gensidig respekt, som gjorde, at vi alle havde "ja"-hatten på. Så der var ikke en ide, som var uprøvet.

Hvem havde mest at skulle have sagt - måtte du/I gå på kompromis med noget? Vi er et band, der ikke har noget imod at prøve nyt og udfordre os selv. Men vi har måttet gå på kompromis i forhold til vores oprindelige lyd og til at præparere instrumenterne med effekter. Som sagt havde vi et rigtig godt samarbejde, men i sidste ende er det selvfølgelig instruktøren, der har og altid skal have det sidste ord.

Kunne I tænke jer at arbejde med filmmusik fremover? Ja, det vil jeg meget gerne. Jeg synes, der ligger rigtig meget uudnyttet potentiale i, at instruktører går ud og finder et band, de synes, har en rigtig lyd til en film, og at man dernæst i fællesskab laver musikken. Jeg syntes til tider, at filmmusik kan være klichefyldt og præget af gentagelser. Hvor en instruktør er kommet til en komponist med en færdig film fyldt af maskemusik og har sagt: "Kan du ikke lave noget, der ligner det her musik". Men når en instruktør lykkes med lydsiden, går det hele op i en højere helhed. Her kan nævnes Quentin Tarantino, som jo virkelig bruger lydsiden til at lave æstetikken i filmen. Og det virker!

Martin Barnewitz, filminstruktør. Samarbejdede med folkbandet Fjärin:

Hvordan har det været at skulle tænke musikken ind i filmarbejdet på den måde? Situationen, der var sat op i workshoppen, var ret speciel og ikke noget, man normalt møder som instruktør. Som regel arbejder man jo sammen med en film komponist, der selv komponerer og finder musikere, der kan mestre de forskellige instrumenter. Her var man så at sige hands on med musikken og instrumenterne via et band. Der var ikke noget fortolkende mellemled. Så det handlede om at tænke nogle ledetråde frem, som musikerne kunne spinde ud fra og have et åbent sind over for, hvad der kunne ske i øjeblikket. Jeg synes, det lykkedes, og jeg blev rigtig glad for resultatet.

Hvordan oplevede du samarbejdet med musikerne i studiet? Fjärin var meget lydhøre, fleksible og meget dygtige, så det var en fornøjelse at arbejde med dem.

Synes du, at det lykkedes at finde et fælles sprog? Ja, jeg synes at vi fandt frem til noget i fællesskab, der var langt bedre, end hvad jeg selv havde kunnet komme frem til.

Hvad kan genrer som jazz, world og folk særligt tilbyde filmmusikken? Det er svært at sige. Umiddelbart går en film komponist på rovdrift inden for alle genrer under solen, så længe det tjener historien og fortællernes mål. Så alle musikgenrer er på en måde altid i spil.

Kunne du tænke dig at bruge disse genrer i dine film fremover? Ja, hvis musikgenren var den rigtige for fortællingen. Som sagt er alle tænkelige genrer i udgangspunktet i spil.

Sofie Holm fra det improviserende vokalensemble IKI. Samarbejdede med filminstruktør Johan Knattrup Jensen:

Hvordan har det været at skulle arbejde med musik til billeder? Smukt, udfordrende og udviklende. IKIs musik er tidligere blevet brugt til film, og vi har indgået i samarbejder på tværs af mange forskellige kunstformer. Men at gå i studiet og live-improvisere et filmsoundtrack med kun én dag til rådighed var nyt for os og en udfordring på flere planer.

Hvordan var det at sidde med instruktøren i studiet og improvisere sig frem? IKI er improvisation – når vi går på scenen eller i studiet bliver al musik komponeret i nuet. Det nye her var, at vi i live-situationen havde filmmediet at forholde os til. Johan er god til mennesker, og det var tydeligt, at han prøvede at finde et dyb i os, hvor vi gennem musikken kunne formidle kærlighedshistorien i ”Verdenssøn” (filmen). Alle, der var med i processen, havde en aktie i det, og det skabte et særligt fokus og en intensitet.

Opdagede du nye nuancer/potentialer i jeres musik? Jeg synes i højere grad, at vi opdagede nye potentialer i måden at komponere filmmusik. Processen med at gå i studiet og spontankomponere i løbet af en dag giver mulighed for at afsøge nogle områder i musikken, som man måske ikke ellers ville have rørt, netop fordi alting her opstår i nuet. Metoden er rigtig god til at opdage nye potentialer og sider af materialet, få flere farver på paletten og turde tage chancer. Men jeg mener ikke, at det er her, at filmsoundtracket som det endelige slutprodukt opstår. Det kræver mere tid.

Synes du, at det lykkedes at finde et fælles sprog? Ja, det synes jeg, og det tror jeg også hænger sammen med, at alle gik ind i projektet med en åben indstilling. Det var en udfordring, at vi i nuet både skulle forholde os til musikken, filmmediet og Johans vejledninger. Her var det en fordel, at Johan selv arbejder som musiker, og at vi er vant til at kommunikere med kunstnere, der taler i andre fagtermer end musik.

Hvem havde mest at skulle have sagt - måtte du/I gå på kompromis med noget? Vi havde en god dialog gennem hele processen, hvor der var plads til, at alle kunne komme med idéer. I IKI går vi hele tiden på kompromis i musikken. Det kræver spontankomposition, at man kan, fordi der ikke forelægger nogen faste aftaler. Man må være klar til at gribe de bolde, der bliver givet op og ikke hænge fast i, hvor man tror musikken skal hen, men i stedet være fuldt nærværende og give plads til, at musikken kan udfolde sig, som den vil. I samarbejdet med Johan var det ham, der havde det sidste ord. Det fandt jeg fuldstændig naturligt, eftersom han har skrevet og instrueret filmen, og vores fornemste opgave som komponister var at underbygge handling og billeder. I relationen film-musik var det filmen, der var hovedperson.

Kunne I tænke jer at arbejde med filmmusik fremover? Ja, helt bestemt, og det har vi også gjort tidligere. Vores lyttere har flere gange kommenteret, at den musik, vi laver, har et filmisk udtryk, og jeg er enig. Det var en spændende udfordring kun at have en dag til at improvisere musikken frem. Med flere dage til rådighed, hvor vi kunne videreudvikle på idéerne, kunne vi helt sikkert have skabt et mere fuldendt soundtrack til filmen.

Johan Knattrup Jensen, filminstruktør. Samarbejdede med det improviserende vokalensemble IKI:

Hvordan har det været at skulle tænke musikken ind i filmarbejdet på den måde? Som filminstruktør er jeg meget optaget af rytme og musikalitet i filmen, så på en måde er musik allerede tænkt ind i filmen fra begyndelsen. Men ikke konkret. Det er meget flyvende tanker, emotionaliteter mere. Bevægelser. Op, ned, tæt, luftig. Jeg er selv musiker, så jeg kender til de tekniske termer, men i udviklingen af filmen, tilblivelsen, er det mere interessant at tænke emotionelt, karakterdrevet. Udfordringen kommer, når tiden er kommet til at sætte konkrete melodier, toner og lyde på filmen. At fortælle om det, at kommunikere lyd med ord. Men det er jo samtidig også det interessante, dét, der rykker, bevæger.

Hvordan oplevede du samarbejdet med musikerne i studiet? En af mine fineste opgaver i mit samarbejde med andre kunstnere er at være i stand til at inspirere. I virkeligheden er det lidt som at instruere skuespillere. Jeg går efter at vække bestemte følelser i mine medarbejdere. De følelser, jeg vil kommunikere i en film, dykker jeg ned i andre menneskers dyb for at vække til live. Det filmen gør, gør jeg også. På en måde er det jo en psykologisk opdagelsesrejse hver gang. Et dybdepsykologisk eventyr. Pigerne i IKI er enormt tunet ind på at indtage og bearbejde følelsesmæssige input og omdanne det til vokale lyde. Det var nok årsagen til, at jeg valgte dem frem for andre i første omgang: Det er et ensemble, der er emotionelt stærkt årvågne. Vi kom i mange retninger. Nogle var gode, nogle var ikke så anvendelige. Men det er jo rejsens forudsætning. Man ved jo ikke, hvor man ender.

Synes du, at det lykkedes at finde et fælles sprog? Jeg synes, det er lykkes at finde et afsæt for et fælles sprog. Når musikken improviseres hver eneste gang, og ikke bare af én, men af otte forskellige mennesker på én gang, som den gør i IKI, er sproget i konstant udvikling. Hver gang vi siger én ting, forandrer omstændighederne sig, og det, man har sagt, skal ligeledes udvikles. Så et decideret fælles sprog kunne vanskeligt udvikles over én dag. Men afsættet fandt sin plads. Vi fandt en retning.

Hvad kan genrer som jazz, world og folk særligt tilbyde filmmusikken? Filmmusik kan hurtigt få en lugt af strygere, når man ikke ved, hvad man ellers skal. Det er den 'nemme' løsning for en filmskaber - at vælge musik, som vi normalt anerkender som filmmusik. I genrerne jazz, world og folk er musikerne skidekompetente og som regel klar på at udfordre genren og eksperimentere. Det synes jeg personligt, at der er behov for inden for traditionel filmmusiktænkning. Eksempelvis er ét af de bedste stykker filmmusik, der er komponeret til en dansk film, lavet af den polske jazzpianist Krzysztof Komeda til Henning Carlsens filmatisering af Knut Hamsuns ”Sult”. De valgte at indspille noget musik og så afspille det baglæns for at finde den rette stemning til filmen. Det mod til at eksperimentere er vigtigt for dansk filmmusik.

Kunne du tænke dig at bruge disse genrer i dine film fremover? Jeg er interesseret i at arbejde sammen med musikere, som ikke nødvendigvis tænker i amerikansk filmscore-tradition, men som tænker ud af boksen. Som Paul Thomas Anderssons efterhånden faste komponist Jonny Greenwood fra Radiohead. I det oprindelige score til ”Verdenssøn” arbejdede komponisten Sune Køter og jeg med et instrument, der hedder E-bow, som sætter strenge i svingninger ved hjælp af magneter. Jeg tror, at fremtidens filmkomponister skal findes fra de mere alternative musikmiljøer, som eksempelvis den danske folk-, world- og jazzscene.

Emneord
Koda
Lautrupsgade 9
2100 København Ø

Tlf.: 33 30 63 00
info _@ If you can read this, please upgrade to a modern browser. koda.dk
  • Kunde
  • Medlemsnyheder

    Tilmeld nyhedsbrev