Din udbetaling er afhængig af kundens aftale
Udbetaling for koncerter, arrangeret af Danmarks Radio, sker i forhold til DR’s betaling til Koda for den enkelte koncert.
Fra 2022 afregnes DR’s koncerter dermed efter samme regler gældende for vederlagsbestemte koncerter generelt.
Koncerter udsendt i radio/tv
Vær opmærksom på at en koncert, som transmitteres (live eller senere) i DR-tv/radio både udbetales som koncert og som sendt i tv/radio. Du modtager dermed udbetaling for begge anvendelser i separate udbetalinger.
Har du f.eks. spillet live i radiostudiet eller Aftenshowet og lignende uden publikummer fysisk til stede, vil du modtage udbetaling for radio-/tv-udsendelsen, men ikke for en livekoncert. Årsagen er, at Koda kun kan forlange betaling for anvendelse af musik, som er offentlig tilgængelig, hvilket ikke er tilfældet for livemusik i et radio- eller tv-studie.
Hvornår udbetales DR koncerter
Udbetaling sker i takt med at Koda modtager relevante oplysninger om koncerternes økonomi fra DR, så betaling kan fastsættes.
Udbetaling i forhold til spilletid
Det samlede beløb for den enkelte koncert deles mellem de spillede musikværker i forhold til hvert enkelt musikværks spilletid.
Er spilletiden ikke oplyst på koncertrapporteringen, benyttes den varighed, som ophavspersonen har angivet på værkanmeldelsen. Varer koncerten mindre end 40 minutter, eller udgør den beskyttede musik mindre end 40 minutter af den samlede spilletid, sætter vi beregningsmæssigt koncertvarigheden til 40 minutter.