Medlem
Forlag
Om Koda
Hovedmenu
Udbetaling
Registrering af din musik
Selvbetjening
Min karriere
Kontakt og spørgsmål
Medlem
Her får du udbetaling fra
Minutværdier
Om din udbetaling
Udbetaling
TV
Radio
Koncerter
Online
Udland
Øvrige områder
Her får du udbetaling fra
Udbetalingsområder i udlandet
Udbetaling
2024
2023
2022
Medlem
Ofte stillede spørgsmål
Hovedmenu
Udbetaling
Selvbetjening
Værker
Udbetaling
TV
Radio
Koncerter
Online
Udland
Øvrige
Hovedmenu
Hvad er Koda
Organisation
Job
Generalforsamling og bestyrelsesmøder
Generalforsamling og bestyrelsesmøder
Generalforsamling og bestyrelsesmøder
Om Koda
Hovedmenu
Tal
Hovedmenu
Hovedmenu
Hovedmenu
Hovedmenu
Musik betaler sig
Foto: Gorm Valentin

Vendepunktet med Jens Lysdal: ”Mit fokus er ikke, at det er mig, der spiller for jer”

For sanger, sangskriver og guitarist, Jens Lysdal, som har 50-års koncertjubilæum i år har karrieren budt på en lang række større og mindre vendepunkter. Men det seneste og et af de mest betydningsfulde, er opstået i senere tid: I mødet med - og i tilgangen til hans publikum.

Udover at være særdeles aktiv med indspilninger og koncerter har Jens Lysdal særlig fokus på bæredygtighed og på, hvordan han kan bruge sit virke som sanger og sangskriver til at skabe øget fokus på blandt andet at mindske CO2-udslippet. Han er initiativtager til foreningen Grønnere Musik og valgte i 2014 at afgive et løfte om at CO2-neutralisere alle transportudledninger i forbindelse med sin koncertvirksomhed.                                                               

Ifølge Jens Lysdal har karriereforløbet rummet mange små vendepunkter, men især ét vendepunkt har manifesteret sig løbende igennem de seneste fem til seks år og fået betydning for, hvordan han spiller sine koncerter og møder sit publikum. Jens Lysdal beskriver det som et mentalt vendepunkt, som også relaterer til hans fokus på bæredygtighed. Han ser klimakrisen som den største udfordring i menneskehedens historie og vores selvdestruktive kurs som noget, der er tæt knyttet til vores måde at se os selv i forhold til andre og alt andet liv på jorden. Det er ifølge Jens Lysdal en forudsætning for overhovedet at kunne løse problemet, at vi både på individ- og globalt plan finder en mere inkluderende måde at sameksistere på.   

”Mit fokus er ikke, at det er mig og mine medmusikere, der spiller for jer. Men på, at jeg tilfældigvis har nogle kompetencer, som gør, at vi kan det her sammen, at jeg kan give jer noget, og at I kan give noget tilbage og til hinanden. Noget som samler og løfter os til et andet niveau end bare individets. Så det handler ikke om, at jeg skal shine så meget som muligt. Jeg spiller så godt, jeg kan, og jeg tager mig selv lige så musikalsk seriøst, som jeg hele tiden har gjort, men jo mere jeg involverer publikum, jo mere bliver det ”mere end musik”, og hvis det samtidigt også kan gøre musikken bedre, er det jo den rene svir,” siger Jens Lysdal.

En tilgang, der går lidt imod, hvad man ellers tit oplever i musikbranchen. Her er det ifølge Jens Lysdal næsten et krav, at man har udgangspunkt i en eller anden form for ego, hvis man vil i gang med sin karriere.

 

”Det er fint, for det er også et drive, og det har det klart også været for mig. For mig skygger det at stille sig op på en scene og være en anden person.”  - Jens Lysdal

 

Fællessang styrker den fælles oplevelse

For at styrke den fælles oplevelse med publikum indgår der ofte en fællessang under hans koncerter. Sangen ’For Vist Vil De Komme’, som også er Højskolesangbogens første miljøsang, indgår derfor ofte som et element i Jens Lysdals optrædener.

”Sangen er i tråd med det bæredygtige, som jeg fokuserer på. Dels er den superfin som fællessang, men den involverer også mit publikum. Så kan de også levere noget til mig og til os, fordi de synger, og så er det en autentisk ting, vi gør og har sammen. Den vigtigste ting omkring en koncert er, at man får en fælles menneskelig oplevelse.”

Jens Lysdal har også en ambition om at lære sit publikum at kende. Det skal ikke være en envejskommunikation, der nødvendigvis stopper, når koncerten er slut.

”Jeg er jo meget andet end sangeren og musikeren Jens Lysdal, og derfor snakker jeg ofte med publikum både under koncerten og i pausen og hænger ud efter koncerterne for også at høre deres historier,” siger Jens Lysdal og fortæller, at denne ambition blandt andet er inspireret af Bobby McFerrin:

”Det er også min ambition at være den samme på scenen som af scenen. Men det er jo ikke sådan, at man ikke må være ekspressiv - jeg bliver jo også bevæget og revet med af musikken. Men jeg behøver ikke at tage en artistrolle på mig. Jeg skal heller ikke undskylde mig selv eller være mindre, end jeg er. Jeg skal stadig være den, der sætter festen i gang, men jeg vil gerne have, at den breder sig til resten af rummet.”

Autenticiteten i sangskrivningen

Jens Lysdal vil sit publikum. Det kommer blandt andet til udtryk i sangskrivningen, hvor han på sin seneste udgivelse har inddraget klimaet. Ambitionen har været at skrive sange om klimaet, uden at kede folk ihjel, og derfor er temaet også meget subtilt i de fleste numre. På den måde forsøger han at viderebringe et budskab om at passe på kloden og miljøet.

”Jeg tror ikke på det med at stille sig op på en kasse og råbe og skrige, at verden går under. Det har vi jo fået at vide, at den gør, og vi kan ikke tåle mere. Mange går i mental forsvarsposition og forsøger at ignorere det, og dét har vi ikke tid eller råd til. Ideen med at skrive de ting, som har noget med klima at gøre er, at folk skal tage det ind i deres eget univers og så vende det på den måde, som de synes, de skal vende det. Så bliver det deres egen formulering og deres egen bevidstgørelsesproces. I bedste fald skubber jeg en lille smule til snebolden. Det er den musikalske del af det.”

Jens Lysdal har altid villet sige noget med sine tekster. De skal gennemsyre dén person han er, og dét liv han har levet. Men det kan af og til være en udfordring:
”Udfordringen er så at kunne fylde sangene med min personlighed og ikke mit ego. Hvis jeg i teksten meget præcist kan ramme min helt egen måde at se og opleve tingene på, er der en chance for, at det kan hjælpe andre med at se deres liv mere præcist og måske gøre dem bedre til at navigere.”

Ideen er at sprede budskabet om bæredygtighed

Jens Lysdal har talt om bæredygtighed i over 20 år fra omkring udgivelsen ’Keep the Light in Your Eyes’, som han udgav i 2001. Og det har ikke fået mindre betydning gennem årene. I 2014 afgav han sit løfte om at neutralisere CO2-udslippet ved sit eget koncertvirke, og han definerede også et formål om at blive en CO2-neutral artist for at kunne sprede bevidstheden om vores individuelle ansvar for planetens klima- og miljømæssige tilstand. Musikscenen skulle bruges som platform for adfærdsmæssig forandring, ved at bruge dens synlighed og medieeksponering til at kommunikere attituden bredt ud.

Sidenhen har han været initiativtager til foreningen Grønnere Musik, som arbejder for grøn omstilling i det danske musikliv og samler viden om, hvordan musiklivet kan være med til at reducere ressourceforbruget og fodaftrykket på planeten. Foreningen har allerede nu kontakt til stort set hele det danske organisatoriske musikmiljø, og opgaven er nu at rulle den ud til medlemmerne og udøverne og i sidste ende publikum.

”Idéen med Grønnere Musik er at brede budskabet ud. Mange musikere og artister, har jo ret god eksponering både live og i medierne, så hvis man kunne få dem med på vognen, så ville det, sammen med spillesteder og festivaler, kunne have et stort impact på publikum. Og faktisk er det jo miljømæssigt publikumsaftrykket til koncerter, som er langt det største. Musikernes aftryk er i mange tilfælde symbolsk - men meget vigtigt symbolsk. ”You've got to walk it like you talk it”, ikke?”

Kort om Jens Lysdal

Dansk sanger, guitarist og sangskriver, født i Sverige, opvokset i Eskilstuna, New Orleans og Svendborg. Han har rejst kloden rundt med sin musik, indspillet med nogle af verdens bedste musikere, fået overvældende anmeldelser for sine albums og fået sin musik prisnomineret i USA, Tyskland og Danmark. Da han genudgav sit debutalbum fra 1995 "A Matter of Time" blev den af anmelderne blandt andet kaldt: "Ét af nyere dansk pop-histories mest helstøbte værker". I 2014 udgav han albummet Easy Heart, i 2016 albummet Landet og senest i 2022 det dansksprogede album Paradis til låns.

Jens Lysdal er initiativtager til foreningen Grønnere Musik og arbejder engageret for et mere bæredygtigt musikliv. I januar 2014 afgav han et løfte om at CO2-neutralisere alle transportudledninger fra sit koncertvirke.

Læs mere om Jens Lysdal, hans nye udgivelse og Grønnere Musik.

Portrætserie: Vendepunktet

Vi går i en ny artikelserie tæt på en række af Kodas medlemmer, som alle har stået overfor et vendepunkt i deres musikalske karriere. Vi taler med dem om, hvad det har af betydning, når man skifter kunstnerisk kurs i livet? Hvad fører det med sig, når man som kunstner står overfor et selvvalgt vendepunkt, eller en episode, hvor ens karriere tager en utilsigtet drejning? Og hvordan påvirker det ens kreative proces?

I den femte artikel i serien har vi talt med sanger og sangskriver, Jens Lysdal.