Tidligere båndudvalgsmedlemmer Jens Lysdal (t.v) og Mads Fjelstervang (t.h.) giver gode råd til din ansøgning til de kollektive båndmidler

Sådan får du penge til turnéen eller debutalbummet

Vi har netop åbnet for ansøgninger til de kollektive båndmidler. Herunder giver tidligere udvalgsmedlemmer dig gode råd om, hvordan du nemmest kommer i betragtning.

Har du problemer med at få finansieret indspilningen af dit debutalbum? Mangler du penge til din udgivelse, eller til transport og alle de andre udgifter, der følger med en turné?

Så er det en god ide at søge Kodas kollektive båndmidler, hvor du typisk vil kunne få mellem 10.000 til 20.000 kroner i støtte til dit projekt. Men tænk dig om og brug tid på din ansøgning, inden du sender den ind. Sådan lyder det fra tidligere båndudvalgsmedlem Mads Fjelstervang, der sammen med tre andre var med til at dele penge ud i 2012, hvor den samlede pulje, der blev uddelt var på 2.2 mio. kr.

”Der er en stor risiko for at drukne i mængden, hvis man skriver side op og side ned. Så vær klar i spyttet og beskriv dit projekt så kort og præcist som muligt, så der ikke er noget at tage fejl af. Hvad er planen? Hvor skal det hen? Hvad skal pengene bruges til? Ansøgningen skal vise, at projektet kan lade sig gøre og kommer til at ske”, siger han.


Send få numre med og vær realistisk

Et andet godt råd er at sende to-tre numre med, der viser, hvad du har at byde på musikalsk. Sørg for, at linket virker og undgå Dropbox og downloads. For med op mod 900 ansøgninger har Båndudvalget ikke ressourcer til at lytte sig igennem hele albums og bøvl med teknik.
   
Ifølge tidligere båndudvalgsmedlem Carsten Bo Eriksen er realistisk sans også med til at øge dine chancer for at ende i stakken af ansøgere, der får bevilget penge.

”Det gælder om at holde jordforbindelsen, så sørg for, at budgettet matcher projektet. Mange tror, at der er lidt mere at rutte med, end der reelt er, og at det stadig koster 500.000 kroner at lave en plade, men det gør det jo langt fra i dag, hvor den teknologiske udvikling har ændret det hele, siger han og tilføjer, at man skal undgå namedropping, der irriterer mere end det gavner.

Kvalitet og selvkritik

Kvaliteten af den indsendte musik spiller også en stor rolle, siger Mads Fjelstervang, der opfordrer alle ansøgere til at tage de selvkritiske briller på, inden ansøgningen sendes af sted.

”Du risikerer at skabe dig et dårligt navn, hvis du sender noget materiale ind, der ikke er gennemarbejdet og har en vis kvalitet. Så start med at spørge dig selv, om du bare har gang i et hobbyprojekt, eller om din musik er oppe på et niveau, hvor du kan præsentere det for et udvalg, der skal dele penge ud”.
Husk teksterne og hold fokus på genre

’’Teksterne er 50% af et sangværk og i 2014 bliver det obligatorisk, at de er vedlagt alle ansøgninger. Så risikér ikke at din ansøgning ikke blir behandlet pga en forglemmelse’’, siger Jens Lysdal, også tidligere medlem af Kodas båndudvalg.

’’Det er dejligt med alsidige komponister, men sørg for at holde dig nogenlunde indenfor ét udtryk/genre i den samme ansøgning, ellers  kan det være svært for udvalget at vide, hvad det er vi skal bedømme, og hvor dit fokus ligger. Næste år kan du så fint ansøge i en helt anden boldgade uden at det på nogen måde trækker ned. Selvros og "uforholdsmæssig optaling" af et projekt er i bedste fald uden virkning - udvalget ELSKER derimod facts :-) - og vi lytter fordomsfrit og med glæde til al indsendt musik’’, slutter Jens Lysdal.

Penge til alle genrer

Båndudvalget, der er sammensat af repræsentanter fra fire forskellige komponistforeninger, begynder året med et møde, hvor de fastlægger retningslinjerne for, hvordan de vil arbejde. Herefter mødes de flere gange for at diskutere ansøgningerne og den musik, som de har lyttet til derhjemme. I 2012 var en overvægt af ansøgninger fra jazzmiljøet, der især søgte støtte til ep- og albumproduktion. Der kom også en del henvendelser fra rock- og popfolket, mens der var forsvindende få metalmusikere i ansøgningsfeltet.

”Det er klart, at vi har vores personlige præferencer, men alt bliver vurderet ud fra en professionel synsvinkel. Vi træffer en fælles beslutning om, hvad der skal støttes, og der bliver ikke kun givet penge til én slags musik”, siger Carsten Bo Eriksen, der har et meget enkelt råd til ansøgere, der har fået afslag:

”Prøv igen året efter. Måske sidder der nogle andre, der rigtig godt kan lide det, du laver”.

Glad for støtte

Komponisten og musikeren Kasper Houmøller Mortensen ramte plet med sin ansøgning og har fået 10.000 kroner til at producere debutalbummet for sit band Nation Of Astronauts.

”Det var et stort skulderklap, at udvalget syntes, vi havde gang i noget, der var værd at støtte op omkring. Det er et godt tilskud til masteringen af vores plade, som vi skal have færdig til sommer. Det går fint med arbejdet, og det er godt for motivationen at have en deadline at arbejde hen imod, siger den 26-årige københavner.

Han brugte mange timer på at lave en god og ærlig ansøgning, hvor han fortalte om bandets musik, planer og arbejdsmetoder. Desuden udvalgte han og bandkollegerne tre numre, som i deres ører bedst viste, hvad de stod for.

Og Kasper Houmøller Mortensen er ikke bange for at dele ud af sine erfaringer:

”Find ud af, hvad du har gang i, og hvad du vil med det. Hvorfor gør du det her, og hvad gør det specielt? Og vær meget konkret omkring, hvad pengene skal bruges til”.  

'Kommenter' eller 'Synes godt om' på Kodas Facebook

Ansøgningsfristen til Kodas kollektive båndmidler er 3. februar 2014, og der er åben for ansøgninger nu. Alle kan søge støtte, og du kan læse mere her

Kodas nye Båndudvalg for 2014:

DKF: Louise Alenius, komponist og lydkunstner.
Louise interesserer sig for, hvordan musik og lyd indgår i samspil med andre kunstarter. Hun arbejder både inden for den klassiske og rytmiske musik og udvikler gerne sin musik i tæt samarbejde med de andre skabende kunstnere. Hun har blandt andet lavet musik til balletterne Elefantmanden og Napoli, som spiller på Det Kongelige Teater i foråret 2014. Louise har skabt PORØSET - på Det Kongelige Teater (2014), hvor hun iscenesætter sin egen musik for et enkelt publikum ad gangen. Louise har udgivet 4 plader under forskellige navne, senest Elephant Man (2013) og Cours Lapin (2010) 


DJBFA: Morten Alfred Høirup, guitarist, sanger og komponist med særlig forkærlighed for folk musik.
Høirup har i årenes løb indspillet en lang række albums med skiftende bands, og han har komponeret musik til et stort antal dokumentar og naturfilm. Derudover har han i øvrigt markeret sig som musikjournalist, projektleder og organisator indenfor roots og folkemusikken. Han har blandt andet arbejdet for Danmarks Radio og Den 2. Radio, som vært på programmerne "Folk Nyt", "Radium", "Det er Dansk" og "Folk Danmark". Derudover er han projektleder på det danske eksportinitiativ, Danish Roots - Growing in the World.

DPA: Betina Følleslev Jensen, sanger og komponist.
Hun er kendt fra den odenseanske duo Strawberry Blond, der består af de to tvillingesøstre Betina og Anja Følleslev. Stilen er en blanding af pop, rock og country. Strawberry Blonds varemærke er vokalharmonierne og den enkelte produktion. I 2009 debuterede de med det engelsksprogede album ”Glorious”, men skiftede til dansk med deres andet album ”Alt hvad jeg havde af glas har jeg knust” fra 2012.

DMFF: Finn Olafsson, guitarist, komponist og musikforlægger
Mest kendt er han for det symfonisk rockband Ache, men har også fungeret som producer på flere pladeudgivelser. I 1980 stiftede han Musikforlaget Olafssongs, som op gennem 80erne og 90erne specialiserede sig i udgivelse af dansk rytmisk musik på noder. I 1983 blev Musikforlagets pladelabel etableret. I dag arbejdet forlaget hovedsageligt med genrer som instrumental guitarmusik, world music, rock og pop og fortrinsvis med musik og tekst af danske komponister og tekstforfattere.