Pernille Rosendahl har inviteret til en snak om musikken, udfordringerne og mulighederne, og om opvæksten i Nordjylland, som ikke var, som for de fleste. En opvækst, som også var afsættet for en musikalsk karriere for den nu 45-årige sangskriver.
Pernille Rosendahl, søsteren, filminstruktør Christina Rosendahl og broderen, producer Vagn Luv, er vokset op i Aalborg med en voldelig far. Det har haft stor betydning for Pernille Rosendahl, og de to søstre har for nylig givet en række interviews i anledning af premieren på Christina Rosendahls film om livet bag murene i Danner-stiftelsen:
"Jeg kommer på ingen måde fra et musikalsk hjem. Jeg kommer fra en kristen købmandsfamilie i Nordjylland, hvor det at være kunstner slet ikke var en mulighed. Jeg er opvokset meget stringent i et velhavende hjem, hvor man havde meget stolte traditioner, hvor man skulle gøre sig umage, være flittig, og man skulle behandle andre mennesker godt. Det var min farfars forretningsimperie, som byggede på ret stringente menneskelige holdninger. Han var et fyrtårn i familien – virkelig en Godfather-skikkelse, så jeg er vokset op i en meget patriarkalsk struktur med nogle ret fine værdier. Grunden til, at jeg begyndte at skrive musik, er helt klart et oprør imod det liv, jeg kommer fra. Jeg er vokset op i en meget dysfunktionel familie, med en far, som drak rigtig meget, og som var meget voldelig. Min søster er netop kommet ud med en dokumentarfilm, ’Vold i kærlighedens navn’, hvor hun for første gang kommer ud med budskabet om at vokse op og være i livsfare størstedelen af ens liv. Og folk har tit spurgt ’hvordan kan I tre børn komme ud af det liv, og alle tre arbejde i kunstens verden?’. Jeg kan helt klart se, at det med at vokse op i livsfare, og vokse op med nogen værdier, som på den ene side har været så stærke og fine, og på den anden side har været så mørke og forskruede, har skabt et behov i os for at finde et ’rum’, hvor vi selv kan bestemme. Eller sagt på en anden måde - et sted, hvor man rækker ud til andre mennesker, så man ikke er ensom. Så jeg tror faktisk, at der er en grund til, at vi er blevet kunstnere alle sammen. Og det siger man også tit – hvorfor blev man kunstner? Det er fordi, man har haft en svær barndom. Det passer så fuldstændig på mig, kan jeg mærke, og jeg ved også i dag, at grunden til, at jeg i dag arbejder, som jeg gør, det er et håb om at nå andre mennesker. Det er – helt egoistisk – min måde, at række en hånd ind i den virkelig verden, for ikke at blive ensom," forklarer Pernille Rosendahl.
Når Pernille skaber musik, sker det ofte, at hun mentalt trækker sig tilbage – i en tid – til ’kvistværelset’, rent metaforisk set, for at få den nødvendige ro og det nødvendige fokus:
Det handler om kommunikation, og om at kigge andre mennesker i øjnene og gøre en forskel med sit arbejde - Pernille Rosendahl
"For mig handler selve processen med at skrive musik meget om at række indad. Og om at vide, hvad det er, der rør én selv, så jeg kan fortælle den fortælling, jeg gerne vil fortælle. Det er jo et ekstremt indadvendt arbejde, hvor jeg går i hi og sidder oppe på det lille kvistrum rent H. C. Andersen-style med det helt lukkede nørde-arbejde, der er i at formulere udtrykket og skrive tonerne. Det er så anderledes i forhold til, når vi går ud og performer det. Det er en helt anden kraft, når vi prøver at række ind i andre menneskers liv, og for mig kunne de her to ting aldrig eksistere uden hinanden. Jeg kender også musikere, som ikke er interesserede i at spille live, og det kunne jeg heller ikke, da jeg var yngre. Da jeg startede med at spille, stod jeg med ryggen til publikum, men jeg har anerkendt i dag, at det er dér, hvor alt det, jeg har siddet med inde i ’motorrummet’ får lov at manifestere sig. Det handler om kommunikation, og om at kigge andre mennesker i øjnene og gøre en forskel med sit arbejde. Jeg tror vitterligt, at vi med musikken taler ind i nogle nervecentre, som vi normalt ikke er i kontakt med. Det, at man kan række ind i andre menneskers nervecentre, og skabe en ny hukommelse – det tror jeg, er en del af den intelligens, som vi stadig ikke kender særligt meget til. Der er noget dér, som er helt helligt for mig i udvekslingen, når vi tager ud og spiller," forklarer Pernille Rosendahl.
Som ung spillede Pernille Rosendahl klaver, men fandt ’sit instrument’ i sin stemme:
"Da jeg gik ud af 3.G, startede jeg på en sangskole, hvor jeg mødte Billie Koppel, som er datter af Thomas og Anni (Thomas & Annisette Koppel, red.), og kom med i Savage Rose som korsangerinde. Det blev starten, hvor jeg valgte at starte med at synge, og derfra gik det ret stærkt, for dér fandt vi hinanden – musikken og jeg. Siden da har jeg vidst, at det skulle være det,"fortæller Pernille Rosendahl.
I årene derefter havde Pernille ikke noget behov for at lave sin egen musik, men fandt stor tilfredsstillelse og udvikling i at synge kor. Og efter en hændelse, mistede Pernille helt lysten til at lave musik i nogle år:
"Jeg havde en del år, hvor jeg sang kor og slet ikke havde noget behov for at lave min egen musik. Jeg var fuld af beundring over at stå bag kunstnere, som havde trænet i mange år. Jeg stod bag ved én som Annisette - det er jo få forundt, og jeg har bare suget til mig af al den viden, som de havde. Da jeg var i starten af 20erne mistede jeg min far og lysten til at lave musik, og havde nogle år, hvor jeg slet ikke spillede. Måden, hvorpå jeg kom tilbage til musikken var, at jeg kom med i et kor – et lille kvindekor, som sang nede i Mariakirken på Istedgade, hvor vi havde lånt nøglen. Det var helt almindelige kvinder, der bare godt kunne lide at synge. Der var ikke nogen, der havde store sangkarrierer. Vi mødtes og sang, og havde en dirigent ansat, og det blev for mig vejen tilbage. Vi endte faktisk med at spille på Roskilde Festival med koret – helt nørdet og ikke-kommercielt, men bare glæden ved sang", smiler Pernille Rosendahl.
Vejen tilbage til sangskrivningen kom via en efterfølgende periode, hvor Pernille Rosendahl var bosat og havde management i London. Da hun kom hjem derfra, formede hun Swan Lee sammen med Jonas Struck og Emil Jørgensen, og der havde behovet flyttet sig:
"På det tidspunkt var jeg færdig med at synge for andre og kunne mærke, at der bankede noget på. Jeg var en 26-27 år, før jeg begyndte at lave mit eget. Det er den periode og proces, min søster skildrede i filmen ’Stjernekigger’, og ligesom i dag, valgte jeg på det tidspunkt at lave skæv musik i en meget kommercialiseret tid. Det var i den tid, at Aqua regerede. En tid, som stod på skuldrene af alle de store 80’er-orkestre, som handlede virkelig meget om air-play. Der havde man i de tidlige 90-erne på den ene side grunge og rockmusik fra USA, og så var der de store pop-ting, som regerede på radioen. På det tidspunkt i Danmark, signede man ikke skæv musik på den måde, og vi var en del kunstnere, som valgte at gå ud og starte vores egne selskaber, som en klar modreaktion. Det gjorde vi også, og udkom med Swan Lee i 2001, efter at have arbejdet på projektet i en 5-6 år. Og det endte jo faktisk med at gå rigtig godt, også fordi på det tidspunkt var folk rigtig sultne efter at høre noget andet."
I 2006 gik Swan Lee i opløsning efter at have udgivet to plader. På det tidspunkt var bandet lige blevet signet til et stort selskab i Tyskland. Året efter startede Pernille Rosendahl The Storm sammen med Johan Wohlert, som kørte indtil 2012. Bandet nåede at udgive tre plader – to af dem på egne selskaber. Og i 2013 tog tingene en drejning for Pernille:
"I 2013 havde jeg en periode, hvor jeg sagde nej til alt. Efter en lang periode på tre år, hvor jeg lavede tv (X-faktor) kunne jeg mærke, at jeg havde brug for at trække stikket, og endnu engang få defineret mit kunstneriske projekt, og det gjorde jeg så – gik i hi igen’, smiler Pernille og fortsætter: ’Der sad jeg så i mange år igen i mit kvistværelse billedlig talt, og udgav soloalbummet, ’Dark Bird’ sidste år, og igen – i en meget kommercialiseret verden med alt, hvad det indebærer. Jeg havde en ret stædig tro på, at det nok skulle kunne ’larme’ lidt, og jeg har bare måttet sande, at det har været ekstremt svært at udgive kompleks musik i den tid, vi lever i i dag."
Efter 'Dark Bird' har Pernille arbejdet på og indspillet en EP, som udkommer til foråret, og turnerer sideløbende. Og har samtidig skrevet musik til en danseforestilling under Århus 2017, som hedder ’Elsker dig for evigt’, som er en del af en trilogi over Susanne Bier’s film med en opera, en musical og en danseforestilling. Forestillingen har høstet mange anmelderroser, og er bl.a. beskrevet som ’et potent og lidenskabeligt stykke danseteater’.
Sidste år startede Pernille Rosendahl kvindekoret, KORAGE, sammen med veninden, Sharin Foo fra Raveonettes, og koret er nu blevet inviteret til et samarbejde med IBM:
Det er noget, der ligger mit hjerte nær – at man samles - Pernille Rosendahl
"Jeg elsker hele idéen med, at man synger flere mennesker sammen – at der ikke er fokus på ét menneske, og Sharin og jeg har talt om det flere gange. Vi har begge to sunget i kor, og har kendt hinanden igennem mange, mange år, og hun har faktisk sunget kor i Swan Lee i de første tidlige tider, og jeg har sunget kor til hendes afgangseksame på konservatoriet. Og hele ’kor-tingen’ er noget af det, vi har savnet – det der med, at man bare mødes og synger. Det er noget, der ligger mit hjerte nær – at man samles. Og dér fik vi idéen til KORAGE. I den forbindelse blev vi kontaktet af IBM, som spurgte om vi ville indgå i et projekt sammen med deres kognitive computer, Watson. Hver af kvinderne i koret er kommet med en MP3-fil med et nummer, der repræsenterer det, man som kunstner er. Derudover har vi fodret den med en masse tekster, og så har den selv skabt et nummer til os med udgangspunkt i, hvordan summen af alle os ville lyde. Koret udgøres af Sharin Foo, Hannah Schneider, Karen Mukupa, Josephine Philip, Rebekka Maria, Kristina Holgersen, Louise Alenius Boserup og jeg, og vi er jo sindssygt forskellige. Nu har vi lige fået nummeret, og skal bearbejde det, og synge det til en IBM-kongres her i november. Det synes jeg er en ret sjov opgave, fordi der er flere af os i koret, der har en digital interesse."
Den digitale interesse hos Pernille Rosendahl har bl.a. manifesteret sig i, at hun etablerede platformen, Anywear, som nu er solgt fra. Interessen udspringer af en stor interesse for den digitale udvikling i musikbranchen:
"I tidernes morgen, hvor jeg fik min søn, Tristan, havde hele branchen fokus på den ulovlige streaming. Vi følte, at folk kom og tog vores penge. I dag har vi fået styr på det med streamingtjenester, hvor der i en eller anden grad bliver afregnet noget til kunstnerne, hvilket jo er bedre end ingenting, men slet ikke er godt nok endnu. Men jeg var meget interesseret i at se det fra den anden side. For en ting er at være i en branche, hvor man kæmpede meget imod piratkopiering, men jeg kunne også godt se, at der var en virkelig frihedsorienteret del i den digitale verden, som virkelig tændte mig. Den demokratiserede del af det var jeg meget nysgerrig på, så jeg har altid syntes, at det var et ekstremt sjovt ’rum’ at være i sammen med alle de digitale nørder."
Pernille Rosendahl har meget fokus på det, hun kalder det kunstneriske rum, som hun finder væsentligt i en verden, som opfattes som polariseret i stigende grad:
"Noget af det, der har optaget mig meget og især i de år, er, hvordan verden bliver portrætteret mere og mere polariseret, og i en eller anden grad lever vi jo i en polariseret verden. Men min oplevelse er også, at når vi går ud som spillende musikere, så møder vi hele Danmark. Jeg rejser rundt i landet flere gange om året, og jeg føler vitterligt ikke, at jeg møder et Danmark, som er så polariseret i virkeligheden. Jeg tror, at en stor del af det stempel på verden er medieskabt, og jeg tror dér, hvor kunsten i disse år vitterlig har en opgave, er at facilitere de rum, hvor man kan komme som man er. Det kommer måske fra et naivt sted i mig, men det er faktisk min oplevelse, at vi kan samarbejde på kryds og tværs af meget stærke holdninger. Jeg spillede en tour her i foråret, som foregik i de danske kirker, og jeg er ikke som sådan troende i dag, men jeg kunne se, når jeg spillede i kirker i Nakskov, Åbenrå eller et tredje sted, så turde folk godt bevæge sig ind. Det var en anden samtale, jeg havde med mit publikum, så hele mit efterår næste år er sat af til at spille en stor kirke-tour. Det var virkelig kulminationen på, at jeg i 1 ½ år bare havde kæmpet med næb og klør for at få folk til at komme ud og høre musikken – og i kirkerne, dér manifesterede det sig bare af egen kraft – det var meget blæret," smiler Pernille.
For Pernille Rosendahl er det, at bruge sig selv som talerør i musikkens tjeneste, noget der kommer helt fra hjertet. Og området omkring kunstneres rettigheder og aflønning, ligger hende i særdeleshed på sinde:
At være kunstner i dag er en humlebi-øvelse - Pernille Rosendahl
"Jeg er vokset op med en viden om, at vi skal passe på hinanden, og jeg er også vokset op i en meget politisk familie, som var interesseret i samfundet. Så for mig er det den mest naturlige ting i verden, at man ikke kun koncentrerer sig om sig selv, men også kigger ud og ser, hvor man kan give en hånd med. Og på området med kunstneres rettigheder og vores aflønning, er vi desværre stadig et sted, hvor det at være kunstner i dag er en humlebi-øvelse – for mange af os, burde det i virkeligheden ikke kunne lade sig gøre. Der er et misforhold, der er helt enormt. Der er mere musik end nogensinde, og det kan brede sig mere end nogensinde, og det synes jeg er vidunderligt. Problemet er, at lige nu lander der rigtig mange penge i de forkerte lommer. Og jeg savner fra de store mediebærere en forpligtigelse og en kulturpolitik. Jeg ved godt, at alle kan levere indhold, men vi leverer bare noget ekstremt kvalificeret indhold. Jeg savner, at de ser en samfundsforpligtigelse i at sige: "Vi er med til at oppebære det superkvalificerede indhold’. Der synes jeg, at de store multinationale virksomheder som Facebook, Google og YouTube ikke tager deres ansvar alvorligt. Derfor vil jeg alle dage gerne være med til at tale for mine kolleger, som jeg føler mig enormt beslægtet med. Jeg ved, at der er INGEN, der arbejder med kunstneriske processer, der er her for pengenes skyld. Vi er her af alle mulige andre årsager, og vi gør det, fordi vi ikke kan lade være. Mine kolleger er hårdtarbejdende, og når man ser på den løn, de får i forhold til deres indsats, så smerter det mig at se, at vi ikke har bedre vilkår. Det er ikke fordi, at det skal være én stor klagesang, men jeg ved bare, at vi i disse år er nødt til at stykke vores indtægt sammen af mange forskellige elementer – lidt live, lidt rettighedspenge, og vi KNOKLER for at få tingene til at hænge sammen. Det er ex helt normalt, at musikere ikke har en pensionsopsparing. Hvis man ex lavede en undersøgelse af en musikers liv, så ville man se idealister og folk, der brænder for deres arbejde, og jeg synes, at det er så trist, at det ikke bliver honoreret. Fordi vi giver værdi til verden. Vi er med til at skabe de rum, man kan gå ind i, der mere end nogensinde er behov for i den tid, vi lever i lige nu. Der er behov for os, og jeg ville sådan ønske, at de store mediebærere fik øjnene op for det. Og vi ser også i disse år, at vores gamle, fine kulturarv i Europa bliver udhulet af amerikanske selskaber. Men se eksempel Tyskland, som går ind og slukker for YouTube – det mod, der ligger i at sige, at ’vi er kulturbærende – pay up’ – det mod er jeg meget inspireret af. Så - hvis man skal skabe reel forandring, er man nødt til at bruge sig selv," afslutter Pernille Rosendahl.
