Foto: Irene Becker

Musikkosmopolitten Pierre Dørge – alt er tilladt, og alt kan lade sig gøre

Vi sidder i guitaristen, Pierre Dørges hjem, som han deler med hustruen, komponisten og pianisten, Irene Becker. Havestuen, som vi sidder i, er badet i lys og omkranset af en smuk, blomstrende have. Huset vidner om et langt liv i musikkens tegn i – og uden for Danmarks grænser. Indonesiske Wayang Golek dukker pryder hjemmet sammen med forskellige gonger, som bliver brugt i gamelan-musikken på bl.a. Bali, som parret har besøgt mange gange. Og rejserne til Bali og utallige andre steder i verden, er noget af det, der har haft stor betydning for den musikalske globetrotter, Pierre Dørge og hans virke.

Det stod ikke skrevet, at den nu 71-årige guitarist, komponist og orkesterleder, Pierre Dørge, skulle få en lang og enestående karriere i musikkens tegn. Pierre Dørge er født på Nørrebrogade, København i en arbejderfamilie, med en far, som var jord- og betonarbejder, men som også var den, der med egne hænder byggede den første guitar til den dengang 10-årige Pierre, som så brændende ønskede sig en guitar:

”Jeg er enebarn, og var barn i en tid, hvor ens forældre pludselig blev arbejdsløse, og hvis jeg nu ville spille guitar, så gik man ikke bare hen og købte én. Til min 10 års fødselsdag ønskede jeg mig brændende en guitar, men fik en mandolin, som kun kostede 85 kr. Der var ikke råd til en guitar til 150 kr. Jeg studerede flittigt ”De tusind hjems Mandolinskole” og lærte flere små melodier. Nogle måneder senere byggede min far en firestrenget guitar til mig. Jeg lærte hurtigt nogle begyndergreb, og snart kunne jeg spille et hav af melodier,” fortæller Pierre Dørge om starten på et langt liv med guitaren som omdrejningspunkt.

Musiklærerens indflydelse

Kontrabassisten og komponisten, Erik Moseholm, var musiklærer på Pierre Dørges skole på Østerbro, og Hr. Moseholm kom til at spille en afgørende betydning for den unge Dørges tilgang til – og oplevelse af musikken:

 

Vi var en lille klike, som besluttede at springe ud som jazzbumser – og uniformen var islandsk sweater, fløjlsbukser og langt hår - Pierre Dørge

 

”Min sanglærer på Randersgades skole hed Hr. Moseholm. Vi lærte at synge Kong Christian og lyttede til jazz og blues i timerne. Og så en dag skulle skolens kor opføre jazzoratoriet, ’De 24 Timer’ af Bernhard Christensen. Jeg brændte for at være med og lavede et orkester, og efterfølgende spurgte jeg Erik, om vi kunne være med i forestillingen.  En klassekammerat spillede på skolens eneste indianertromme, en anden spillede på en oversavet kokosnød, Anders trakterede en kromatisk mundharpe og Jan rytmepinde (claves) lavet af et kosteskaft. Vi sang en Tommy Steele sang, ’Water Water’, og jeg havde skrevet en tekst og en melodi, som jeg havde forsøgt at notere med nogle meget hjælpeløse noder. Først mange år senere gik det op for mig, at jeg den dag debuterede som kapelmester, komponist og musiker. Vi var en lille klike, som besluttede at springe ud som jazzbumser – og uniformen var islandsk sweater, fløjlsbukser og langt hår. De fleste var fan af Elvis Presley og Cliff Richard, men vi var fan af Erik Moseholm og hans fremragende jazz-basspil. Moseholm lavede en jazzklub på skolen, og jeg dannede en jazzkvartet, som fik navnet ’The Modern Jazz Babies’ med klarinet, og nu el-guitar, bas og trommer,” fortæller Pierre Dørge.

I 1960 deltog Pierre Dørge med en jazzkvartet med det ambitiøse navn ’Copenhagen Jazz Quartet’ i børneradioens ’Orkesterdyst fra kyst til kyst’. I de følgende tre års finalekoncerter i Radiohusets Koncertsal vandt orkestret 1. præmie i kategorien jazzgrupper med musik af Sonny Rollins, Oscar Pettiford, Miles Davis samt egne numre.

Pierre Dørge – in the making

Efter tiden på Randersgade skole havde musikken forankret sig dybt i Pierre Dørge, som fortsatte sin musikalske udvikling. Ikke på konservatoriet, for dér skulle man kunne spille klassisk guitar for at komme ind, og det kunne Pierre ikke. Valget faldt i stedet på en uddannelse som skolelærer, men musikken bar han med sig hele vejen:

”Jeg var selvlært på jazzguitar. Mens de andre spillede fodbold, øvede jeg mig 6-7 timer hver dag. Det var ikke muligt for mig at komme på konservatoriet, hvor man udelukkende spillede klassisk guitar. I stedet måtte jeg selv opsøge musikken og læse musikteori på egen hånd. Samtidig hørte jeg mange inspirerende jazzkoncerter – Dizzy Gillespie, Art Blakey, Thelonious Monk, Mingus, Eric Dolphy - i øvrigt med Moseholm på bas, Don Cherry, Roland Kirk og Dexter Gordon. En dag hørte jeg en skelsættende koncert i Odd Fellow Palæet med den indiske sitarspiller Ravi Shankar – mystisk, farverig og tiltrækkende fremmed musik, som var med til at vække min interesse for etnisk musik. I Paris hørte jeg marokkansk musik og begyndte straks at inkorporere elementer derfra i mine egne numre. Det hele var en stor smeltedigel, hvor jeg lånte fragmenter fra alskens musik. Barok musik var også nyt for mig – men jo mere vildt og fremmed des bedre. Jeg hørte koncerter med Pierre Boulez – ’Pli Selon Pli’, og med Per Nørgaard, Fluxusmusik på Louisiana. Det var en frodig tid for mig med mange aha-oplevelser. I 1965 overgav jeg mig til Rolling Stones’ musik i KB-hallen. Efter mange overvejelser begyndte jeg på lærerseminariet og i 1969 blev jeg ansat som guitarlærer, så jeg var både lærer og studerende. Efter lærereksamen forsatte jeg med at undervise på seminariet og sagde først min stilling som seminarielektor op i 1996 efter 7 års orlov.”

I 1969 kom Pierre Dørge med i et stort orkester, Cadentia Nova Danica, som saxofonisten, John Tchicai gendannede i Reprise Teatret i Holte:

”Svend Erik Werner ansatte orkestret i DRs musikafdeling. Det var et meget anarkistisk freejazz improvisation-orkester, der hver måned producerede et program med de vildeste optagelser. Musikere på Nørreport station, som stemplede deres node i billetmaskinen, hvorefter de spillede ostinater til togenes lyd, en stereo optagelse af blæsere, der kørte rundt i karrussel-gyngerne på Dyrehavsbakken. Der blev eksperimenteret, og undervejs mødte vi seriøse avantgarde komponister og musikere fra mange forskellige lande. Der var projekter med polsk elektronmusik og skotske fluxus sækkepiber. Særligt husker jeg, at vi uropførte et værk af Pelle Gudmundsen-Holmgren. Det var en spændende tid. Efter at have lyttet til Jimmy Hendrix begyndte jeg at eksperimentere med rockmusik. Og i nogle år spillede jeg mest Frank Zappa-inspireret musik. Dog sideløbende hermed også jazz med fri improvisation blandet med etniske klange fra balkan, tyrkisk og arabisk musik.”

Den fremmede lyd

Inspirationen til - og påvirkningen af Pierre Dørges musik rækker langt ud i verden. Med sit nu 37 år gamle orkester New Jungle Orchestra, også kaldet Jungleorkestret, har Pierre Dørge rejst verden tynd, og besøgt og afsøgt musikken i over 50 lande, bl.a. det fjerne østen, Amerika, Afrika og Australien. Og inspirationen har manifesteret sig i orkestrets brug af instrumenter fra hele verden, bl.a. gambianske ballofoner, balinesiske gonger og tibetanske konkylier brugt som trompeter:

 

Da jeg begyndte at spille, var jeg ingen ørn til at imitere, de jazzmelodier jeg hørte i radioen. Det lignede, men var skævt og ’forkert’. Og jeg tror, at det var der, at kimen blev lagt til, at min musik kom til at lyde anderledes - Pierre Dørge

 

”Noget af det første etniske musik, jeg hørte, har sikkert været fake afrikansk musik i en Tarzan-film. Og fra en gammel svensk film med en scene fra Saharas ørken, husker jeg noget mystisk inspirerende hjemmelavet arabisk musik. Det anderledes og fremmede gav mig en sær følelse. Tilfældigt købte jeg min første plade med balinesisk gamelan-musik – et fascinerende, men dengang uigennemskueligt univers. Jeg blev fanget af musikken, der lød meget gådefuld. En spændende klangverden, som jeg dog ikke var i stand til dechifrere. Det gjaldt også dele af jazzen. Jeg vidste ikke meget om musikteori, og lånte derfor musikbøger på biblioteket. Men det var svært at fatte, da vi ikke havde noget klaver derhjemme, og guitaren er et svært instrument at lære musik-teori ud fra. Da jeg begyndte at spille, var jeg ingen ørn til at imitere, de jazzmelodier jeg hørte i radioen. Det lignede, men var skævt og ’forkert’. Og jeg tror, at det var der, at kimen blev lagt til at min musik, kom til at lyde anderledes,” fortæller Pierre Dørge om inspirationen fra ’fremmed lyd’.   

   

Foto: Anne Marie Sørensen


Musikken i 70’erne

I midten af 70´erne, begyndte Pierre Dørge at spille elbas og cello i Totalpetroleum inviteret af sin guitarelev, lærerstuderende Jan Monrad og senere med Lasse og Mathilde. I 1977 kom Pierre med i kvinderockbandet ’Hos Anna’, hvor hustruen, Irene Becker, også spillede. De søgte en guitarist, og Dørge blev spurgt, da der ikke var nogen tilgængelige kvindelige el-guitarister:

”I 1978 opstod en ny gruppe. Irene havde lige fået et italiensk orgel og begyndte at spille orgelbas, hvilket blev karakteristisk for lyden i gruppen, som i øvrigt var opkaldt efter en svensk mejetærsker, der hed Thermænius. Trommeslageren HC Mogensen stoppede i 80’erne og vi fortsatte alene som trio.  Denne trio lever i bedste velgående  – under navnet Dørge-Becker-Carlsen, og vi spiller 20-25 koncerter om året.”

Et andet væsentligt nedslagspunkt i Pierre Dørges lange karriere, er arbejdet med musikdramatiske værker. Det opstod efter en junglekoncert på Østre Gasværk, hvor Morten Grundwald hørte Dørges musik og blev så begejstret, at han inviterede Pierre til at skrive ny musik til en Peer Gynt forestilling på Betty Nansen Teatret med Peter Langdal som instruktør:

”Jeg skrev musikken og junglebandet inkl. Tchicai var med på scenen i 5 måneder. Det hører til en af de største oplevelser i mit liv som musikmager.”

Samarbejdet med Peter Langdal fortsatte, da han blev teaterdirektør på Betty Nansen, og Pierre Dørge lavede musik til ’Hamlet’ og ’Klokkeren fra Notre Dame’.

Jungleorkestret

Jungleorkestret, ’New Jungle Orchestra’, blev grundlagt i 1980, sammen med saxofonisten, Simon Spang-Hanssen, som Pierre Dørge mødte i efteråret 1979:

"Vi havde en idé om, at det kunne være sjovt for os, som komponister, at skrive for et stort ensemble. Det skulle være en slags Noahs ark - der skulle være to af hvert instrument. To trommeslagere, to bassister, to guitarer, to klaverer, to trompeter osv. I september 1980 havde vi vores første koncerter i København.

Den sommer havde Irene og jeg været på 'Creative Music Studio' i Woodstock, hvor der var en 5 ugers 'World Music Workshop' med musikere fra hele verdenen. Der kom et amerikansk gamelan-orkester forbi, og det var første gang, jeg spillede på gamelan-instrumenter. De havde lavet nogle af instrumenterne selv bl.a. gonger af hjulkapsler. Vi mødte musikere fra bl.a.  Afrika, Brasilien, Indien, Japan og Tyrkiet.  Det var første gang, jeg stødte på begrebet ’World Music’. Ornette Coleman, saxofonist inden for fri improviseret jazz, og trompetisten Don Cherry, sad i bestyrelsen i Creative Music Studio, og Irene og jeg tog til Manhatten og fik undervisning af Ornette. Vi lærte om hans teoretiske og harmolodiske ideer, som jeg har brugt, når jeg skrev musik til det tidlige jungleorkester," fortæller Pierre Dørge om den første tid med Jungleorkestret, og fortsætter: "Under opholdet på CMS fik vi bogstavelig talt banket afrikansk rytmik ind i krop og sjæl – learning by doing – det blev en milepæl i vores musikalske liv, og forståelse af det polyrytmiske element.” 

New Jungle Orchestra er sammensat af ti dybt personlige instrumentalister, der samtidig fungerer som en dynamisk enhed. Sammen har Jungleorkestret en lyd som intet andet orkester på den internationale jazzscene, og ofte fungerer orkestrets koncerter som en slags musikalske workshops – musikken skabes i nuet:

”Det, der er specielt for Jungleorkestret, er vores særlige kommunikation med publikum. Tilbage i 1981, hvor jeg spillede med Svend Asmussens ’String Swing’, oplevede jeg hans måde at tale til publikum på. Asmussen var, udover at være en fabelagtig violinist, også en fantastisk entertainer. I modsætning til Svend Asmussen laver jeg gerne en variation over mine historier eller fortæller noget nyt hver gang,” siger Pierre Dørge.

Da Jungleorkestret havde de første øve-sessions i 1980, havde de endnu ikke noget navn. Navnet kom til inspireret af Duke Ellington’s Jungle Band:

 

Man skal så grueligt meget igennem, før det bliver vanvittigt smukt - Pierre Dørge

 

”Det Ellington’ske var noget af det, der skulle være basis for Jungleorkestret. Vi begyndte at øve i januar 1980, hvor vi ikke havde noget navn, og så blev det opkaldt fra Duke Ellingtons legendariske ’Jungle Band’, som spillede på Cotton Club i Harlem. Det kom til at hedde ’New Jungle Orchestra’. Ordet ’jungle’ bærer en kontrast i sig – det kan være både asfaltjunglen med trafikkaos og naturjunglen med alle dyrene. Det er dog først noget, jeg har tænkt på efterfølgende – navnet kom først. Man skal så grueligt meget igennem før det bliver vanvittigt smukt’ siger Pierre Dørge eftertænksomt, og fortsætter:

”Når jeg laver musik med Jungleorkestret, så ved musikerne, hvordan jeg arbejder. Det er ikke på nogen normal jazzpræmis. Jeg vil gerne have, at musikerne viser noget af deres egen personlighed i musikken. Der skal være plads til, at de kan sprudle og vise noget særligt-  være i stand til at skabe i nuet.”

Guruerne og andre vigtige mennesker

I starten af 2017 var Pierre Dørge i New York for at indspille et jazzalbum for SteepleChase Records, som ledes af danske Nils Winther – en mand, der har haft stor indflydelse på Pierre Dørges karriere rent internationalt:

”I april var jeg i new York for at indspille et sextet-album med mine kompositioner og med fem fantastiske, amerikanske musikere. Det er danske Nils Winther, der står bag selskabet SteepleChase Records, og det er via et tilfældigt møde med ham, at jeg er blevet et internationalt navn. Det var tilbage i midten af 70’erne - jeg spillede sammen med John Tchicai, min musikalske guru, og John skulle indspille en plade for Nils. Nils brugte tit Niels-Henning, (NHØP) som bassist, som jeg havde mødt på Vallekilde Højskole i sommeren 1976, hvor der var jazzstævne. Jeg spillede i Johns workshop og havde komponeret ’Bambla Jolifafanto’, hvor alle stævnets musikere spillede med og blandt dem 5 bassister. Det gjorde et stort indtryk på Niels-Henning, som efterfølgende foreslog, at jeg kom med på Tchicais trio session. Nils’s plader blev anmeldt i det amerikanske ’Downbeat Magazine’, som dengang var det største internationale jazz-tidsskrift. Det betød, at jeg blev kendt som jazzkomponist og guitarist og derfor blev inviteret til at spille på mange internationale jazzfestivaler.”

Alt er tilladt i Dørge’s univers

Pierre Dørge har altid lyttet til musik, studeret musik og låner, som han selv siger det, ofte små fragmenter, når han hører noget musik, der rør ham:

”Det kan være noget rytmisk interessant, noget melodisk fra en indisk raga, en gammel børnesang, nogle cluster klange fra Ligeti, lidt lyd fra havets bølger, nogle fugle skrig, en 12-tonerække, en gammel spansk koral, en skulptur der vælter. Alt er tilladt, og alt kan lade sig gøre. Det skal bare lyde godt i mine ører. Når jeg skriver ny musik til Jungleorkestret eller planlægger et koncertprogram, så tænker jeg: ’Hvad kunne jeg tænke mig at høre, hvis jeg sad blandt publikum?’. Kontraster og overraskelser betyder meget for mig. Det modsatte af forudsigelighed. Og musikerne skal kunne improvisere og vise noget helt egenartet – noget personligt. For mig er en kreativ person bag instrumentet vigtigere end selve instrumentet. Jeg har kæmpet med det gennem årene - at finde nye musikere, rigtige musikere, som er originale, og som kan forstå mit koncept. Når jeg sommetider har afløsere med i orkestret, så går det ikke med hvem som helst, og ofte udelader jeg hellere et instrument, hvis jeg ikke finder den rigtige musiker. Et andet vigtigt aspekt er balancen i selve koncert situationen – når jeg står på scenen i nuet, hvor musikken bliver til – hvor musikken formes og jeg både skal dirigere og spille guitar. Det er to vidt forskellige funktioner. Men når magien uforklarligt opstår, går det hele op i en højere enhed.”

2 HURTIGE TIL PIERRE DØRGE
1. Hvad inspirerer dig?

"Det kan være noget så banalt som noget musik, jeg hører. Men det kan også være årstidens dyrelyde – sangsvanerne ude på fjorden. Det kan også være en smuk gammel forladt fabrik, en aftenhimmel eller en solopgang/solnedgang. Når jeg er i sommerhuset i Blokhus, og går en tur på stranden – uanset vejr, så kommer jeg tilbage med hovedet fyldt med idéer. I Vesterhavshytten har jeg komponeret megen ny musik. Jeg har også fundet ro på refugier i Italien og Grækenland, hvor en fåreflok, der går over vejen, kan give inspiration - trafikkaos – lyden fra en sporvogn, en togrejse. På en dansk/vietnamesisk festival i Hanoi kørte vi hjem om aftenen efter en koncert og jeg bemærkede, at trafiklyden skiftede meget, og jeg blev inspireret til at lave ’Streets of Hanoi’ – 7 kontrasterende satser, trafikkaos versus stilhed."

2. Hvad betyder Koda for dig?

"Koda har hjulpet mig meget gennem årene, og de rettighedspenge, jeg har modtaget, har samlet været langt mere, end jeg havde drømt om. Derudover har jeg nydt godt af hjælp via DJBFA/Koda til alle de studierejser jeg har været på gennem årene til USA, Vest Afrika, Bali, Nepal og Indien samt til indspilning af musik, refugieophold og kurser."

"Jeg anmeldte mine kompositioner helt tilbage i 60’erne. Når Danmarks Radio spillede min musik, som f.eks. i en direkte transmission fra Koncertsalen af finalekoncerten i 'Orkesterdyst fra Kyst til Kyst': 'Frk. Olsen' og senere 'Indebted to Mr Dolphy, My Hometown', 'My Blue Thelonious', 'To My Cool Girl' og 'Amplifier Boogie'."