Foto: Anna Marin.

Lydmor - det har altid interesseret mig at beskrive verden på en måde, som gør den magisk

Hvordan tager man og konverterer mystikken fra en kontrastfyldt, kinesisk storby og mørket og magien fra en natklub i Shanghai og koger det hele sammen til en konceptuel plade, der kan foldes helt ud i et sceneshow? Det ved komponisten, sangskriveren og elektrosangerinden Jenny Rossander med kunstnernavnet Lydmor. Lydmor har man sommeren igennem kunnet opleve blandt andet på Roskilde og på Northside, samt til Gaffa Prisen, hvor Lydmor optrådte nøgen kun iført neon-bemaling bakket op af en række statements om kvinder i musikbranchen. Udtrykket på scenen er en væsentlig del af udpakningen af hendes musik, og ikke mindst for hendes nye plade, som tager afsæt i et længere ophold i Shanghai.

På en solfyldt fortovsplads på en café på det ydre Nørrebro fortæller Jenny Rossander, iklædt en kinesisk inspireret kimono, om hendes vej ind i musikken, om global feminisme, om at konceptualisere, og om det kommende album. Jenny Rossander er fra Fyn, som ifølge hende, er det sted, der producerer elektro-sangerinder. Jenny ville egentlig have været filminstruktør, men det endte med at blive musikken, som blev hendes redskab for at skabe verdener, som andre kan drømme sig ind i:

”Jeg var ret fascineret af at skabe verdener, som folk kunne drømme sig ind i. Jeg tror, at jeg var en drømmer, for jeg gik på en ret skod folkeskole, hvor der ikke var ret meget socialt, hvis man ikke gik op i håndbold eller heste. Jeg gik op i Harry Potter, så det var ligesom det forkerte ’H’, jeg var hoppet på. Så jeg brugte ret meget tid på at drømme mig ind i andre verdener, og drømte om at kunne få andre til at glemme virkeligheden. Som 14-årig kom jeg på efterskole, og det var megagodt, for lige pludselig kunne jeg prøve at have et socialt liv og møde andre kreative sjæle. Det var en meget kreativ og hippieagtig efterskole på Langeland, hvor jeg mødte mange ligesindede. Jeg gik på Drama, fordi jeg skulle være filminstruktør, og var meget målrettet. På et tidspunkt, var der nogen, der spurgte, om jeg ville være med til at synge til en Åben Scene, og jeg havde sunget lidt i kor, men havde aldrig rigtig sunget solo før, og så ændrede min plan sig. Lige pludselig kunne jeg skabe det ’indlevelsesunivers’, jeg drømte om. Det var en instant følelse af – ’det her kan jeg, og det vil jeg’. Der er så kommet meget til sidenhen – elektronisk musik, komposition, lave soundtracks til teater, men min første interesse var, at få folk til at føle noget – noget smukt, grimt eller skrøbeligt.”

Arbejdet med det konceptuelle

Jenny har skabt musik siden efterskoletiden, og har tidligere udgivet to album, samt et i samarbejde med BonHomme. Arbejdet med koncept-plader, er en nyere arbejdsmetodik i forhold til det at skabe musik, som hun ikke har tænkt sig, at lægge fra sig lige foreløbig:

”Den plade, jeg udgiver her til september, som er mit hovedværk, har jeg brugt sygt lang tid på at lave. I forhold til mine tidligere plader, er det en ny æra for mig. Min kommende plade hedder ’I told You, I’d tell them our story’, som virkelig har åbnet op for mig, for hvor fedt det er at arbejde med koncept-plader. Man kan nogen gange, hvis man sidder med en sang, og skal vurdere, om den er god eller ikke god, blive påvirket af humør og andet. Og nogen gange kan man blive påvirket af om pladeselskabet synes, at det er godt, om det kan blive spillet i radioen osv., - ting, som man virkelig ikke skal lade sig påvirke af. Det vigtigste, når man laver plader, er at glemme at branchen eksisterer. Man kan ikke få noget produktivt ud af at tænke på den. Det fede ved det konceptuelle er, at man ikke skal vurdere om det er godt eller skidt. Man skal bare vurdere, om det passer ind. Og det gør hele processen meget sjovere og nemmere. Så i hvert fald for det næste lange stykke tid kommer jeg til at arbejde med koncepter.”

Når Lydmor arbejder med konceptualisering, er det ikke kun på album-niveau, men også noget, der bliver ført helt ud over scenekanten:

”Da jeg kom hjem fra Shanghai, var det ligesom med en bevidsthed om, at alt skulle ændre sig, og en af de store ting var også, at det skulle blive mere visuelt. Jeg havde lyst til at lave mere visuelt, og med min kommende plade har jeg prøvet at fange følelsen af Shanghai, hvor jeg ex har arbejdet rigtig meget med UV-maling i mine koncerter. Ex ved Gaffa Prisen. Det var supernervepirrende og sjovt, men mest sjovt.”

Ved uddeling af Gaffa-prisen i juni optrådte Lydmor nøgen og kun ’iført’ UV bemaling:

”Det var egentlig ikke nervepirrende at være nøgen. Når man først har taget tøjet af, så er man nøgen. Det svære er at tage tøjet af, og jeg tog jo tøjet af 4 timer før backstage for at blive malet. Men jeg var virkelig nervøs for gearet og det tekniske. Og det var en vigtig del af det for mig, fordi jeg ville gerne vise, at kvinder kan være tekniske, så det havde været rigtig træls, hvis jeg havde fucket det up. Hvis jeg havde kommet til at launche et forkert beat osv., så havde det været lidt mere årh, og så ville det måske også have været lidt mere nederen at have været nøgen. Men det lykkedes jo rigtig godt.”

Global feminisme

Lydmors optræden ved Gaffa-prisen blev indledt med en række statements om kvinder i musikbranchen, og den globale feminisme og kvinders autoritet er noget, der ligger den 28-årige kunstner meget på sinde:

”Der er noget helt galt. Vi behandler mænd og kvinder forskelligt. Folk, som hævder, at de ikke er sexistiske og som selv tror, at de ikke er det, forskelsbehandler uden at vide det. Og det gør, at rigtig mange kvinder vender det indad, fordi vi bliver ved med at få at vide, at vi er lige, og at ’du kan få lige, hvad du vil have, og du kan få det samme som mændene’. Men vi får det ikke, og vi gør det ikke, og så tænker vi, at det er nok fordi, at ’jeg’ ikke kan, og det er nok bare ’mig’, der er forkert. Det gør, at vi får sværere ved at prøve, og det gør det værre, og jeg er faktisk bange for, at vi kan ende i en situation, der er endnu værre, end hvor vi er nu, hvis vi ikke begynder at snakke om det. Så det er noget, der ligger mig enormt meget på sinde – den kvindelige autoritet globalt. Men jeg kan ikke så godt li’, når man prøver at isolere det til én branche, som ex kvinder i musikbranchen, for man kan ikke ændre forholdene for kvinder i musikbranchen uden at ændre alt det andet. Det ville være symptombehandling af et meget mere generelt problem. Og selvfølgelig skal de folk, der sidder i magtpositioner i musikbranchen, tænke over det – ex overveje om det nu er en god idé at lave en Grøn Koncert uden nogen som helst kvinder. Men vi skal ikke have kvoter, fordi hvis vi prøver at indføre kvoter, så ender vi i en endnu værre standing, fordi der lige nu rent faktisk er færre kvinder, som seriøst praktiserer musik end mænd. Det er ikke kun fordi, at det er mændene, der bliver booket - der er simpelthen også bare færre kvinder, der gør det. Og det kan vi sagtens kigge på hvorfor, men hvis vi indfører en kvote, så bliver vi nødt til at booke nogen som er dårlige, og så begynder vi at vænne os til, at når vi ser en kvinde på en scene, at hun er dårlig, og det kommer ikke til at gøre vores underbevidste respekt for kvinder større, tværtimod.”

At Lydmor optræder alene på scenen, er der også én bestemt grund til:

”Det svære ved feminismen er, at jo mere man interesserer sig for det, og jo mere man læser om det, jo mere feminist bliver man. Nu er jeg blevet hende den sure, der begynder at råbe af folk på barer. Hvis der nogen, der siger noget, der er lidt irriterende, og siger at #metoo er lidt gået over gevind, så er jeg hende, der begynder at råbe. Og der er virkelig lang vej endnu. Det eneste, jeg kan gøre, er at vise et andet kvindeideal, og det bruger jeg rigtig meget tid på – at vise et kvindeideal, som er stærkt, og nørdet, og som er alene på scenen. Det er faktisk lidt en del af det, at jeg stadig er alene på scenen, og ikke har valgt at lave et live-band, for det kunne jeg jo godt. Og jeg har også prøvet det et par gange, men jeg oplever, at hvis jeg sætter en mand på scenen, og så er det lige meget om han spiller fucking triangel, så tænker folk: ’hmmm, det er ham, der har lavet det - hun er bare sådan én, der synger’. Det er ret træls, så min eneste løsning på det er at være alene på scenen – så kan ingen sætte spørgsmålstegn ved hvem, der har lavet hvad.”

Shanghai-pladen

I sensommeren 2015 valgte Lydmor at flytte midlertidigt til den kinesiske by, Shanghai:

”Jeg var et sted, hvor jeg følte at de plader, jeg havde lavet, havde været meget famlende. Mine standarder for at være en fed kunstner havde hævet sig rigtig meget, samtidig med, at jeg ikke havde tid til at blive så fed, som jeg syntes at en fed kunstner skulle være. Så jeg sad med rigtig høje standarder for, hvad jeg synes at en sej artist er, og så kiggede jeg på, hvad jeg selv lavede og tænkte; ’det er bare ikke fedt nok det her’, og jeg følte, at jeg blev nødt til at gøre noget. Og det blev mere og mere urgent, mens jeg turnerede mere og mere, og havde udgivet to plader i 2015 – både min egen, og den jeg lavede sammen med BonHomme. Så vi havde virkelig travlt og var alle steder på én gang.  Men jeg var nødt til at gøre noget for at blive en bedre artist, og det var meget sat på spidsen, for mit danske pladeselskab stod klar til at investere i promo i udlandet. Og det var nærmest allerede i gang med at blive planlagt, da jeg måtte hive i nødbremsen. Men som jeg sagde til dem; ’jeg kan næsten garantere jer, at jeg er federe, når jeg kommer tilbage, og at alt bliver lettere for jer.” Og heldigvis var det sådan, det gik.

Mødet med Shanghai og ikke mindst et ganske særligt sted i byen, viste sig at give næring til Lydmors kommende plade, som hun udgiver i efteråret 2018:

”Jeg tog til Shanghai, fordi jeg vidste, at det skulle være en storby, og med alle andre storbyer var historien skrevet på forhånd. Shanghai havde jeg været i nogle gange, og jeg forstod den ikke. Den er mørk, og der er noget galt der, men der er også noget, der er sindssygt godt der. Det var et mysterie, jeg ikke kunne løse, så jeg tænkte, at det er derhen, jeg skal. Når jeg nu selv har et mysterium inde i mig selv, så er det ret fedt at tage hen et sted, der også indeholder et mysterie. Og det var også det helt rigtige sted, selvom det var rigtigt på en helt anden måde, end jeg havde regnet med. Jeg kom hjem i efteråret 2016, og var stadig ikke færdig med byen. Det tog mig faktisk et år efter det, at blive færdig med pladen, men jeg vidste, hvad jeg skulle.”

For Lydmor var det et enkelt ’defining moment’ der gjorde, at det konceptuelle faldt på plads – dét som skabte grundlaget for den kommende plade:

”Det tog lidt tid før tiøren faldt, da jeg var der, men det var virkelig fantastisk, da den gjorde – et kæmpe moment, og det var faktisk ét øjeblik, og jeg vil nødig fortælle blot noget af den historie: Men jeg var taget til Shanghai og havde forestillet mig, at jeg bare skulle være alene og sidde og tænke, og bare finde på en ny genre, blive den nye Drake eller et eller andet, og så ved et uheld snublede jeg ind i en undergrunds-crowd – et ret tight net eller community, som havde nogle ret excentriske karakterer i sig. Én af dem en form for Great Gatsby-agtig kvinde, som holdt nogle vilde fester på hendes tagterrasse. Og hun havde så en session på noget, der hed ’The Mansion’, som var en club, men som også var et sted, hvor folk boede, og som var meget mystisk, og som var ejet af en kinesisk kvinde, der hed Rainbow. Det var som at træde ind i Blade Runner – et virkelig intenst univers fyldt med karakterer, mørke og lys og håb og despair – det var som en virkelig god film, og den var lige rundt om mig. Og jeg blev involveret og blev også en del af historien, og det var virkelig sådan at mit liv bare blev en film. Og det var så fascinerende, at jeg var nødt til bare at leve det og bare at være i det. Samtidig var der også noget i mit baghoved, der fortalte mig, at jeg også skulle bruge tiden på at finde ud af, hvad jeg skulle. Og så lige pludselig gik det op for mig, at det har altid interesseret mig at beskrive verden og på en måde, som gør den magisk for andre, og at få folk til at føle at verden er mere magisk, end den er, og nu sidder jeg her i verdens bedste historie, og jeg skal jo bare beskrive den – hvis jeg kan fange bare 10 % af den, som jeg oplever lige nu, så har jeg lavet en fed plade. Og det var en morgen på en tagterrasse, hvor en eller anden sagde: ’Someone should tell this story’, og jeg svarede: ’I will – I’m gonna tell the story’. Og så morgenen efter fandt jeg på den her titel ’I Told You I’d Tell Them Our Story’.”

Efter at idégrundlaget var på plads, begyndte Lydmor at arbejde koncentreret med at optage lydflader, for at kunne dokumentere historien, og for at kunne finde ud af, hvordan hun bedst fangede stemningen af ’The Mansion’:

”På et tidspunkt, da jeg følte, at jeg havde nok historie og materiale, tog jeg hjem og begyndte at arbejde på pladen. Men det var meget surrealistisk og fuldstændig sindssygt – der er virkelig noget vildt over Shanghai. Jeg tror, at det er et af de eneste steder, jeg har fundet, hvor der stadig er mysterier tilbage. Resten af verden virker på en måde kortlagt, og Shanghai er bare ikke kortlagt, og man forstår det ikke, og der er så meget i det, så det er næsten som at være med i en japansk Miyazaki-film.”

Hvis bare én tager til Shanghai, efter at have lyttet til pladen…

Med Shanghai-pladen har Lydmor pakket et helt unikt og eksotisk univers ind i en enkelt plade, og som hun selv siger det, vil det være fantastisk, hvis bare én, der har lyttet til pladen, vælger at følge konceptet helt til dørs og rejse til Shanghai og opleve magien på ’The Mansion’:

”Jeg er ret spændt, og håber bare at én tager til Shanghai, når pladen kommer ud, og folk begynder at gå på opdagelse i den. Jeg ved ikke, hvor meget de kommer til at forstå, og det er mig egentlig talt ikke så vigtigt, om de kan forstå 10 % eller om de kan forstå 100 %, men hvis der er nogen, der forstår nok til at forstå Shanghai og ’The Mansion’ og hvordan jeg har foldet det ud på scenen med neon-maling, vil det være stort.  Hvis de finder stedet og ser, at det er virkeligt - altså hvis man hører en plade og kan følge den helt ud i det virkelig liv - den følelse må være så sindssyg.”

3 hurtige til Lydmor:

Hvad kan inspirere dig?

Altså Shanghai var jo mega inspirerende, men faktisk var det en meget konkret bog, som jeg brugte som inspiration for, hvordan jeg fortalte Shanghai-historien, som hedder ’2666’, som er skrevet af en chilener, som hedder Roberto Bolaño. Det er en form for spiralfortælling, som bliver ved med at komme tættere og tættere på, hvad den handler om, og er en masse forskellige pile indad mod en kerne, som den aldrig viser. Og det gør så, at når man når slutningen af bogen, så ved man følelsesmæssigt, hvad den handler om, men man kan ikke beskrive det. Det er meget dekonstrueret, men det med at give nogen så meget input uden at fortælle dem det præcises narrativ, at de så selv ender med at putte deres egen fortolkning ind i. Det syntes jeg var mega spændende, og jeg havde virkelig lyst til at lave en plade, der fungerede på den måde. Så jeg synes ofte, at man skal finde inspirationen til det, man laver, i en anden kunstform. Selvfølgelig kan man godt høre et megafedt beat, men når man skal kigge på store inspirationskilder, så er det federe at tage en anden kunstform og så se, hvad der sker, hvis man konverterer det til noget musikalsk. Så ender man med at have noget unikt, og ikke noget, der bare er en kopi af en lyd.

Hvad har din mest unikke musikalske oplevelse været?

Det har nok været den plade med ’Highasakite’, der hedder ’Silent Treatment’. Et norsk band, og jeg havde set nogle koncerter med dem for lang tid siden og syntes, at de var meget fede. Og så en helt normal hverdagsaften, jeg tror, jeg var lidt doven, og var hjemme hos en veninde, og de havde lige udgivet en plade, og så tog jeg høretelefoner på og lyttede til det første nummer, og så var jeg nødt til at høre hele pladen og undskylde til min veninde, fordi jeg var meget asocial, og så måtte jeg høre hele pladen tre gange. Jeg har aldrig prøvet, at en plade gik så rent ind. Produktionerne er så perfekte, teksterne er så ærlige og komplicerede og følelsesladede på en virkelig smuk måde, og sådan er det til stadighed, når jeg hører den plade.

Hvad betyder Koda for dig?

Jeg blærer mig med det i alle de lande, jeg kommer til; ’vi behøver ikke at signe med en pissedyr publisher, for vi har Koda – fuck jer’. Når man har rejst meget og lavet musik i andre lande, så er det jo mega unikt for Danmark at have så velfungerende en rettighedsorganisation og det, synes jeg, bare er sejt, og så er det jo bare lækkert de fire gange om året, man får Koda. Jeg blev tidligt medlem af Koda, og det var min mor, der lånte mig pengene og sagde, at jeg skulle melde mig ind. Så jeg er meget meget glad for Koda, og glad for, at der er nogen, der slås for os – der er nok, der slås imod os i den nye musikbranche, hvor der ikke er penge. Jeg kan godt nogen gange blive lidt sur over, hvor hårdt man arbejder og hvor mange, der lytter til musik, og hvor få musikere, der rent faktisk får lov at tjene penge. Det er jo selvfølgelig dejligt at lave musik, og jeg vil aldrig stoppe, men jeg aner ikke, hvordan vi nogensinde skal nå dertil, at folk har lyst til at betale for det igen, for det er blevet normen, at det gør man ikke. Det er så svært at definere arbejdsprocessen, når man laver musik, for nogen gange kan det også være at ligge en hel dag og ligge og kigge op i loftet og overveje det, og det er ligeså vigtigt, for hvis man glemmer at gøre det, så kommer man ingen vegne. Det er svært at strukturere sin arbejdsdag, for der er det med inspirationen, at hver gang man fanger den, så forsvinder den igen. Så man skal prøve ikke at fange den og bare følge sin mavefornemmelse, og så bare gå med det.  

Om Lydmor:

Lydmor (Jenny Rossander 28 år) er elektronisk sangskriver og producer. Hun er for nylig blevet signet hos ITB (International Talent Booking). Har udgivet to albums samt et album med Bon Homme. Til september udgiver Lydmor albummet: ’I told You, I’d Tell Them our story’. Albummet er skrevet i Shanghai, hvor hun bosatte sig et år.

Seneste nyt

09. oktober 2018
Lydmor - det har altid interesseret mig at beskrive verden på en måde, som gør den magisk
Hvordan tager man og konverterer mystikken fra en kontrastfyldt, kinesisk storby og mørket og magien fra en natklub i Shanghai og koger det hele sammen til en konceptuel plade, der kan foldes helt ud i et sceneshow? Det ved komponisten, sangskriveren og elektrosangerinden Jenny Rossander med kunstnernavnet Lydmor. Lydmor har man sommeren igennem kunnet opleve blandt andet på Roskilde og på Northside, samt til Gaffa Prisen, hvor Lydmor optrådte nøgen kun iført neon-bemaling bakket op af en række statements om kvinder i musikbranchen. Udtrykket på scenen er en væsentlig del af udpakningen af hendes musik, og ikke mindst for hendes nye plade, som tager afsæt i et længere ophold i Shanghai.

09. oktober 2018
Skriv hits og sælg dem – om co-writing
For nylig inviterede Koda, DPA og DJBFA til det tredje medlemsarrangement i rækken af ’Skriv hits & sælg dem – kreativ på den kommercielle måde’ – denne gang om co-writing. Hit-mageren Marcus Winter-John stod endnu engang på scenen til en aften, som bla. bød på en række praktiske øvelser samt en fælles co-writing session med samtlige fremmødte medlemmer.

08. oktober 2018
Jagten på et hit – på sangskriver-camp i historiske rammer
I ly af Kronborg står Frederik II’s fine, gamle lysthus, Marienlyst, som for nylig dannede ramme om en sangskriver-camp med deltagere fra USA, England og Danmark. Når man nærmer sig slottet, er der ingen tvivl om, at det ikke er lanciers, der er budt op til – utallige beats strømmer ud fra slottets mange værelser og fortoner sig ud i haveanlægget. Bag slottets mure har tyve sangskrivere og producere buret sig inde i en uge, for at lade sig inspirere til at skrive hits, der kan komme ud og leve.