Koda fordømmer på det kraftigste Ruslands brutale angreb på frihed og menneskerettigheder i Ukraine, og vi støtter op om vores kolleger og partnere i Ukraine, som lider under den russiske invasion. Derfor har Koda i samarbejde med vores partnere i det nordiske Polaris-samarbejde, Teosto (Finland) og TONO (Norge), samt det islandske selskab STEF netop meddelt det russiske forvaltningsselskab RAO, at vi i fællesskab suspenderer vores betalinger til selskabet, indtil krigen og EU’s sanktioner mod de finansielle institutioner ophører.
For at støtte op om vores ukrainske kolleger har vi suspenderet alle betalinger til Rusland - Gorm Arildsen
”Som resten af verden har vi naturligvis fulgt med i de rædsler, der netop nu foregår i Ukraine, og for at støtte op om vores ukrainske kolleger har vi suspenderet alle vores betalinger til Rusland. Vi er klar over, at sådan et tiltag risikerer at gå ud over kunstnerne, men indtil Ruslands brutale invasion og EU’s sanktioner ophører, ser vi ingen anden udvej end at suspendere vores betalinger,” udtaler Kodas direktør, Gorm Arildsen.
Fakta
Når Koda sender penge til RAO skyldes det, at Koda modtager betaling, når russiske musikværker bliver spillet i Danmark. Disse beløb bliver normalt udbetalt til de russiske kunstnere via RAO.