
For andet år i træk rundede Koda i 2018 en milliard i omsætning. Det fremgår af den årsberetning, der udkommer i dag. Men på trods af fremgang på en række områder skyldes en del af omsætningen efterbetalinger fra tidligere års tv-distribution. Det ændrer dog ikke på, at det er et glædeligt resultat – ikke mindst for de mange rettighedshavere.
Endnu en gang kom Koda over den magiske, runde milliard - Anders Lassen
”Endnu en gang kom Koda over den magiske, runde milliard. Et glædeligt resultat, det jo betyder, at vi kan sende 906 millioner kroner ud til fordeling blandt vores rettighedshavere. Årets flotte resultat hviler dog igen i år på den lidt bittersøde baggrund, at en del af omsætningen skyldes en ophobning af penge i systemet, der ikke har kunnet udbetales på grund af manglende delingsaftaler med andre grupper af rettighedshavere,” lyder det blandt andet i Kodas direktør, Anders Lassens, beretning.
Pæn fremgang på flere områder
På flere af Kodas indtægtsområder er der dog fremgang at spore. Blandt andet gik indtægterne fra streaming af tv, film og serier frem med 8 millioner kroner, og bidrog dermed pænt til onlineområdet, som med en samlet omsætning på 286,5 millioner kroner gik 24 procent frem i forhold sidste år. Også på markedsområdet steg indtægterne. Her er det overvejende koncertområdet, der driver fremgangen, som med en samlet omsætning på 101 millioner kroner steg med otte procent.
Tilfredsstillende, at vi igen i år oplever fremgang på en række områder - Anders Lassen
”Det er meget tilfredsstillende, at vi igen i år oplever fremgang på en række områder, hvor vi gennem de senere år har satset ekstra ressourcer på at øge indtægterne. Dertil er fremgangen i indtægterne fra streaming af tv, film og serier et alletiders eksempel på, hvordan et marked med lige konkurrencevilkår og uden store globale gratis alternativer kommer rettighedshaverne til gode,” udtaler Anders Lassen.
Fald i streaming- og udlandsindtægter overrasker ikke
2018 bød dog også på tilbagegang. På både musikstreaming- og udlandsområdet, der ellers er områder, som er kendt for at være vokset gennem de senere år, faldt omsætningen. Det kommer dog ikke som nogen overraskelse. Indtægterne på udlandsområdet er i høj grad påvirkelige af antallet af markante danske udlandshits, og her har der været et fald i forhold til de seneste år. På musikstreamingområdet har Koda over en længere periode mistet repertoire og dermed omsætning.
”Ser vi isoleret på det repertoire, vi repræsenter på streamingområdet, er der stadig en pæn fremgang. Og dertil har vi har en forventning om, at vedtagelsen af den europæiske copyrightreform, vil bidrage yderligere til denne vækst i løbet af de kommende år,” udtaler Anders Lassen.
LÆS DESUDEN
Hele Kodas årsberetning samt direktørens og formandens kommentarer til året, der gik.
NØGLETAL 2018
- Samlet indtægt: 1.015 millioner kroner
(Samlet indtægt: 1.024 millioner kroner i 2017) - Beløb til fordeling: 906 millioner kroner
(Beløb til fordeling: 932 millioner kroner i 2017) - Indtægt streaming af tv, film og serier: 51 millioner kroner
(Indtægter Streaming af tv, film og serier: 43 millioner kroner i 2016) - Indtægter koncerter: 101 millioner kroner
(Indtægter koncerter: 94 millioner kroner i 2017) - Indtægter streaming og download af musik: 63 millioner kroner
(Indtægter streaming og download af musik: 80 millioner kroner i 2017) - Indtægter udland:74 millioner kroner
(Indtægter udland: 84 millioner kroner i 2017)
SE FLERE TAL