
De mest indtjenende
For ikke mere end fem år siden skulle en musikskabers værk primært spilles i radioen, hvis man skulle have forhåbninger om at tjene gode penge på sin sang. I dag behøver sangens økonomiske skæbne ikke udelukkende at blive afgjort af radioværterne, hvis den også har gode streamingtal.
”Der har længe været en fortælling om, at streaming var umuligt at tjene penge på. Det er ikke længere tilfældet. Når vi ser på vores oversigt over de mest indtjenende danske musiknumre fra 2018, er tendensen, at streaming er blevet en af de primære indtjeningsområder for et par af sangene. Det viser, at det er muligt i nutidens musikøkonomi at tjene penge på sine sange uden at have radiokanalerne med,” siger direktør i Koda, Anders Lassen.
Tendensen er, at streaming er blevet en af de primære indtjeningsområder - Anders Lassen
Ser man på de resterende musiknumre, er den generelle tendens dog, at en sang skal være slået bredt igennem på flere platforme for at opnå en plads på listen. De fleste af sangene har således stor økonomisk succes på både public service-kanalerne, de kommercielle radiokanaler og på streamingområdet.
Hugo Helmig overhaler de garvede hitmagere
Et kig ned over listen afslører, at den næsten udelukkende består af en række garvede hitmagere som Nik & Jay, Rasmus Seebach og Mads Langer. Artister, der alle har domineret de danske hitlister i flere år, og det er derfor en stor overraskelse, at det er en debutant, som indtager førstepladsen.
”Alle hitmagerne er erfarne og har huseret hitlisterne i årevis. Bortset fra én, nemlig debutanten Hugo Helmig og sangen ’Please Don’t Lie’, der oven i købet har indtaget førstepladsen som den mest indtjenende sang i 2018. Det er usædvanligt at se sådan en bedrift. Faktisk er det formentligt første gang i Kodas historie, at vi oplever en debutsingle tage sådan et spring, ” udtaler Anders Lassen.
Det er usædvanligt at se sådan en bedrift - Anders Lassen
Listen udkommer i forbindelse med Kodas årsberetning, som i år viser, at Koda for anden gang i historien omsatte for mere end en milliard kroner. I alt var indtægten på 1.015 millioner kroner, hvilket vil sende mere end 900 millioner kroner til fordeling blandt rettighedshaverne i ind- og udland.
FAKTA
De tre musiknumre med den største streamingindtægt
- Rica: 42 procent af indtægten
- 2017: 34 procent af indtægten
- Solo Dance: 31 procent af indtægten
De tre største indtægtsområder for hele top 10
- Kommercielle radiokanaler: 33 procent af indtægten
- Online: 23 procent af indtægten
- Public service-radiokanalerne: 16 procent af indtægten