Saxofonist og komponist. Kapelmester for egne grupper siden 1995. Har 12 udgivelser bag mig i eget navn, næsten udelukkende med eget materiale. Fra 2011 til 2013 del af Kunstfondens 3 mandsudvalg for rytmisk musik.
Kulturpolitik har altid interesseret mig, særligt vilkårene for at skabe og udfolde musik. Derfor har jeg med jævne mellemrum blandet mig i diverse debatter, og jeg har desuden mange års erfaring med bestyrelsesarbejde fx i bestyrelserne i Jazzdanmark og i DJBFA.
Jeg tror, de fleste af os ønsker at være en del af en frugtbar og meningsskabende cyklus, en del af en god historie, en del af den store danske musikalske smeltedigel, hvor det er væsentligt, at der er grobund for både de høje, de smalle, de tykke og de tynde, for at sige det billedligt. Der er altid sket en gensidig, frugtbar inspiration. Stort indtjenende mainstreammusik fødes også af inspirationer fra diverse sprudlende nichegenrer, og den levende cyklus skal vi passe på. Jeg ønsker derfor bl.a. at værne bedst muligt om bevarelsen af de kulturelle midler og grobunden for en mangfoldighed af musikalske udtryk.
Og så er jeg fuldt ud klar over, at KODA også skal være en velfungerende og transparent forretning, som både er attraktiv for medlemmerne og for kunderne. Jeg vil med nysgerrighed og grundighed kaste mig over arbejdet og sætte mig ind i tingene, hvis jeg får chancen –jeg vil gerne arbejde for helheden og sammenhængskraften.