Jeg hedder Loui Törnqvist og er til daglig administrerende direktør på Wilhelm Hansen Musikforlag, som varetager en bred vifte af forlagsmæssige discipliner såsom nodeudgivelser, sync til film/TV/reklame, a&r, store rettigheder m.m.
Herudover repræsenterer vi komponister - både nyaktuelle og afdøde - inden for næsten alle genrer- lige fra klassisk og moderne kompositionsmusik til børnemusik, jazz og hitliste-pop.
Herudover er jeg forperson i Koda, hvor jeg har siddet i bestyrelsen de sidste 4 år. Det har været spændende at arbejde for musikforlag og komponister og sangskriveres rettigheder i en historisk udfordrende tid med corona-nedlukninger, tech-giganter og DSM-direktiv.
Jeg genopstiller til Kodas bestyrelse, da jeg synes, det er en spændende opgave, hvor jeg kan bidrage til det vigtige arbejde. Qua min erfaring som direktør og leder kan jeg i Kodas bestyrelse bidrage med ledelseserfaring, strategiudvikling og kommercielle ambitioner.
Det er vigtigt for mig at arbejde for en forbedret kommunikation og gensidig forståelse mellem musikforlæggere og komponister/sangskrivere, mellem institutioner i musikbranchen og generelle partnerskaber.
Jeg håber at jeg kan være med til at føre Kodas nye forretningsstrategi ud i livet med fokus på investering i tech, bæredygtighed og partnerskaber.
Tak for jeres tid.