Konkurs

Kort om sagsgangen i konkurs

Når en fysisk eller juridisk person (virksomhed) ikke længere kan opfylde sine forpligtelser, efterhånden som de forfalder, er personen insolvent. 

Når personen er insolvent, skal pågældendes bo tages under konkursbehandling. Konkurssagen begynder ved, at enten skyldneren selv eller en kreditor indgiver en konkursbegæring lokale skifteret eller Sø- og Handelsretten. 

Fra det tidspunkt, hvor skifteretten eller Sø- og Handelsretten afsiger konkursdekret, mister personen sin ret til at råde over sin formue. Personen kan derfor ikke længere f.eks. overdrage sine aktiver eller modtage betaling.  

Skifteretten udpeger en ansvarlig for bobehandlingen, en kurator. Kurator skal indhente oplysninger om aktiver og gæld, afslutte mellemværender, realisere aktiver, mv. Når kurators arbejde er færdigt, afsluttes boet. I visse tilfælde sluttes boet ved, at der er nogle penge, som skal uddeles på kreditorerne. I andre tilfælde sluttes boet ved, at kurator konstaterer, at der ikke er midler til at dække omkostningerne til boets fortsatte behandling. 

Reglerne om behandling af konkurs står i Konkursloven.   

Koda-medlemmers konkurs

Det sker somme tider, at et Koda-medlem – en komponist, tekstforfatter eller et musikforlag – erklæres konkurs. 

Et medlems konkurs vil blive behandlet efter de almindelige konkursregler. Men fordi ophavsret er en særlig form for formuerettighed, kan kurator ikke bare sælge komponistens, tekstforfatterens eller forlagets værker eller værkandele på samme måde, som han sælger lager og inventar fra en konkursramt restaurant eller boghandel.  

Derfor, hvis du eller dit musikforlag går konkurs, er det vigtigt for dig og for Kodas forvaltning af dine rettigheder, at du hurtigst muligt kontakter Kodas Repertoireafdeling. 

Koda vil så kontakte konkursboets kurator for at oplyse om ophavsrettens særlige karakter og Koda-rettigheder.