September 2019

Den 12. september udbetaler Koda for musik brugt i tv og radio i juni 2019.

Udbetalingen indeholder beløb fra store dele af radio- og tv-området brugt i juni 2019. I september er der desuden udbetaling for uropførelser og onlineområdet. Streaming og downloadtjenester udbetales fortsat kvartalsvis og er også inkluderet. Du kan finde de øvrige konkrete udbetalingsområder i vores udbetalingskalender

Koncerter

Udbetalingen indeholder også månedlig udbetaling på koncertområdet. Der bliver alene udbetalt for koncerter, hvor rapporteringen er færdigbehandlet, og hvor vi har modtaget alle nødvendige oplysninger samt betaling fra koncertarrangøren. Det kan dermed godt ske, at din koncertrapportering er korrekt udfyldt og indsendt rettidigt til Koda, men at koncerten alligevel først bliver udbetalt på et senere tidspunkt.

Afvigelser

Afvigelser fra udbetalingskalenderen eller anden information vedrørende udbetalingen opdateres løbende op til udbetalingen her:

Udbetaling fra Kanal 4, Kanal 5 og 6'eren kommer til udbetaling i oktoberudbetalingen og ikke som tidligere annonceret d. 12. september. 

Udbetalingen for DR On Demand 2018 er udskudt til oktober udbetalingen.

Udbetalingen for Film i Undervisningen udskudt, da Koda stadig afventer betaling for forbrug i 2018.

The Voice, NOVA m.fl.

Der er nu igen udbetaling for Bauer Medias radiokanaler, som på grund af forhandlinger om en ny aftale har været sat på midlertidigt hold. Udbetalingen dækker perioden marts til december 2018 og inkluderer kanalerne Nova FM, The Voice, Radio 100, Pop FM, My Rock, Radio Soft.

Til oktober bliver januar til juli 2019 udbetalt, og derefter indgår kanalerne i de månedlige udbetalinger. 

Start Forfra og Catch Up samles under ét

Der er udbetaling for de såkaldte Interaktive tv-tjenester for musik brugt i 2018. Dette område bestod tidligere af henholdsvis Start Forfra og Catch Up, men er nu lagt sammen til ét samlet område, som dækker alle typer af on demand produkter udbudt af tv-distributører som YouSee og Stofa. Baggrunden for denne ændring er, at tv-distributørernes betaling til Koda nu sker samlet og ikke længere specificeret på henholdsvis Start Forfra og Catch Up.

Ekstraordinær udbetaling fra NCB

NCB udbetaler ekstraordinært i september for salg modtaget fra GEMA. En langvarig skattesag mellem GEMA og de tyske skattemyndigheder har gjort at NCB ikke har kunne udbetale for salg i Tyskland. GEMA har nu overført beløb svarende til de 84 % af det beløb NCB har tilgode hos GEMA, for både salg i Tyskland, samt udbetaling for WARNER CLA og SONY/ATV CLA.