Maj 2020


Kodas majudbetaling 2020 falder den 14. maj. Du kan få et samlet overblik over de inkluderede områder og fremførelsesperioder i Kodas udbetalingskalender

Koncert

På koncertområdet er der udbetaling for alle koncerter, hvor musikrapporteringen er færdigbehandlet, og hvor Koda har modtaget alle nødvendige oplysninger fra koncertarrangøren (fx om billetindtægter pr. koncert). Vi har ved denne udbetaling besluttet også at udbetale en række koncerter afholdt på regionale spillesteder i 2019, hvor de specifikke oplysninger fra arrangøren ikke er modtaget. Dette for at få pengene hurtigere ud til medlemmer, som er påvirket af, at koncertaktiviteten på grund af Corona-krisen er gået i stå. Koncerterne bliver afregnet med en standardværdi, som efterfølgende vil blive reguleret, når de specifikke oplysninger er modtaget.

Slutudbetalingen af koncerter i 2019 er planlagt til august. Vi arbejder fortsat på at indhente manglende koncertrapportering fra 2019 og for, at vi kan nå at få alt med i augustudbetalingen, opfordrer vi alle koncertaktive medlemmer til:

at indsende eventuelt manglende koncertrapporteringer fra 2019 senest 14. juni 2020

Baggrund

På baggrundsområdet er der udbetaling for andet halvår 2019 på områderne ”Radio i dagtiden” og ”Musik til fitness”, som begge er områder, der udbetales via genbrug af rapportering fra radioområdet. Herudover er der udbetaling for hele 2019 på områderne ”Indspillet musik” og ”Evergreen”, som ligeledes udbetales på baggrund af eksisterende rapportering fra andre områder.

Læs mere om de enkelte baggrundsområder her

Radio og TV

Udbetalingen dækker fremførelser på de månedligt udbetalte radio og tv-områder i februar samt for nogle områder også marts.
Som nævnt ved seneste udbetaling i april er 2020 pointværdierne på grund af usikkerhed i indtægtsgrundlaget forsigtigt sat og ligger på de fleste områder lidt lavere end 2019-værdierne. Herudover forventes det, at der skal reduceres yderligere på visse områder (særligt indenfor kommerciel radio), hvor den økonomiske konsekvens af corona-krisen har indflydelse på kundernes betaling til Koda. Dette vil vi uddybe ved den kommende juniudbetaling.
Herudover er der udbetaling for Uptown TV samt Uptown Jule-TV for både 2018 og 2019.

Udland

På udlandsområdet udbetaler Koda løbende de beløb, som modtages fra søsterselskaber for brug af Koda-medlemmers musik i udlandet. Udbetalingerne sker i forhold til de enkelte selskabers udbetalingsfrekvens og -hastighed på deres forskellige områder.

Forud for denne udbetaling har Koda modtaget en række større kvartalsafregninger fra flere af de selskaber, som Koda typisk modtager størst beløb fra. Nedenfor er afregningerne listet med en angivelse af nogle af de primære områder og perioder, som er inkluderet. Oplysningerne er baseret på den udbetalingsinformation, som de enkelte selskaber sender sammen med deres afregningsbeløb og -data.

  • Norge: TV, Radio (NRK radio og TV, TV2, TV Norge) - tredje kvartal 2019, Online (Netflix - andet kvartal 2019, Viaplay - første kvartal 2019), Privatkopiering - 2018
  • Storbritannien: TV (BBC2 Network), Online (Apple Music, Spotify, Netflix), DJ Events, Live Major Events – tredje og fjerde kvartal 2019.
  • Finland: TV, Radio, Baggrund (tredje kvartal 2019)
  • USA (BMI): TV, Online (Audio og Audiovisual) – tredje kvartal 2019.
  • Holland: Online - tredje kvartal 2019, Live performances – 2019
  • Sverige: Online (primært Spotify) – første kvartal 2019
  • Australien: Radio, TV, Online – tredje kvartal 2019
Særligt for fremførelser i Tyskland

Efter en længere indsats overfor det tyske skattevæsen, er det nu lykkedes for Koda at få endeligt medhold i en sag vedrørende dobbeltbeskatning af de beløb, som GEMA sender til Koda. Derfor har Koda nu modtaget de sidste 15,83 % af det samlede beløb, som i perioden fra 2015 til udgangen af 2019 har været tilbageholdt. Beløbet udbetales som en efterudbetaling til de værker, der har fået dette dobbelt-beskatningsbeløb tilbageholdt for perioden.