Information om øvrige online områder

Lydbøger om musik

Lydbøger adskiller sig fra trykte bøger i det format, de afspilles i. Ofte er det en fil, som du kan downloade til din computer, iPad/tablet eller telefon. Det kan også være en fysisk lydbog oftest som cd. Det er udelukkende lydbøger der indeholder musik, som Koda forvalter. Det er et forholdsvis nyt område, der ikke endnu har den store udbredelse, men vi forventer en stigning i forbruget af lydbøger og deraf flere musikaftaler med Koda.

Er der udbetaling for lydbøger?

Der er udbetaling fra Koda for brug af din musik i en lydbog. Det kræver, at vi har været i kontakt med dem, der udgiver bogen, for at lave en aftale. Derfor er det vigtigt at udgiveren retter henvendelse til Koda for at indgå en aftale om den konkrete bog.

Hvornår er der udbetaling?

Udbetalingen for lydbøger indgår i Kodas udbetalinger for øvrige onlineområder, der typisk bliver udbetalt én gang årligt i september måned.

Hvor meget bliver der udbetalt?

Hvor meget, du som medlem kan forventes udbetalt, er desværre svært at sige noget præcist om. Koda har ingen standard minimumspris, da kundens betaling er forskellig fra aftale til aftale. Men det absolutte minimum er  122,80 kr. om måneden. Er lydbogen meget populær, bliver prisen i stedet omsætningsbestemt, på baggrund af musikandelen. Som medlem kan du få op til 6% i udbetaling af omsætningen, hvis musikandelen er høj.

Hvordan får Koda oplysninger om brug af musik?

Lydbogs-aftalerne falder på grund af deres størrelse ind i kategorien for ”frivillig rapportering”. Det betyder at det ikke pålagt kunden at fortælle hvilken musik, der bliver brugt i lydbogen. Vi forsøger at være ekstra opmærksomme på rapportering, hvis en aftale alene omfatter et enkelt/meget få medlemmers musik, således at disse sikres betaling.

Det skal du gøre, hvis din musik er blevet brugt i en lydbog

Hvis du ved at din musik bliver brugt i en lydbog må du meget gerne henvende dig til os. Det kan du gøre på medlem@koda.dk og oplyse os titel på bogen, navn op udgiver og titlen på dine værker, som er med i bogen.

Tilladelse og evt. aftale med Koda

Hvis du gerne vil udgive en lydbog skal du rette henvendelse til vores Broadcast og Online afdeling på medie@koda.dk

Er det nødvendigt at indhente en tilladelse fra rettighedshaveren kan du kontakte Kodas Forlags- og Medlemsservice, som ofte kan hjælpe med at finde kontaktoplysninger til rettighedshaverne. De kan kontaktes på medlem@koda.dk eller 33 30 63 20.

Apps

Er der udbetaling for musik i apps?

Det afhænger af indholdet i appen og hvem der ejer rettighederne.

For at forstå hvordan Koda licenserer i forbindelse med apps, er det lettest helt at glemme begrebet app. Det væsentlige er indholdet i appen: fx musiktjeneste eller computerspil.

  • Computerspil: Da der er selvforvaltning på området og Koda derfor ikke forvalter dette område, udbetales der direkte via spilproducenten, som man har indgået aftalen med.
  • Musiktjenester: Der licenseres og udbetales efter vilkår for musiktjenester
  • Du har selv lavet en app: Hvis man som rettighedshaver fx selv ejer alle rettigheder til en app, som sælges via appstore, opfattes dette som "musik på egen hjemmeside". Koda opkræver ikke og der vil derfor heller ikke være en udbetaling fra Koda.
  • Mindre udbyder af en app, hvor der indgår musik: Hvis udbyderen af appen ikke ejer alle rettigheder til musikken, skal vedkommende kontakte Koda for en aftale. Koda indhenter og behandler kun rapportering fra mindre udbydere af apps, hvis der bruges specialkomponeret musik. Hvis ikke dette er tilfældet, er der ikke udbetaling.
Hvis din musik er blevet brugt i en app, hvor der ikke er indgået en aftale med Koda

Hvis din musik bruges i en app fra en mindre udbyder, som ikke ejer alle rettigheder til appen, kan du skrive til Koda med oplysninger om udbyderen. Vi vil efterfølgende rette henvendelse til udbyderen for en aftale.

Tilladelse og evt. aftale med Koda

Hvis du skal bruge andres musik til udgivelse af en app skal du rette henvendelse til Kodas Kundeservice kunde@koda.dk eller Broadcast og Online afdelingen på medie@koda.dk

Er det nødvendigt at indhente en tilladelse fra rettighedshaveren kan du kontakte Kodas Forlags- og Medlemsservice, som evt. kan hjælpe med at finde kontaktoplysninger til rettighedshaverne. De kan kontaktes på medlem@koda.dk eller 33 30 63 20.

Egen hjemmeside

Hvis du har dine egne værker på din egen hjemmeside, koster det dig ikke noget, når bare følgende forudsætninger er opfyldt.

  • Hjemmesiden må ikke generere indtægter, der overstiger 10.000 kr. + moms per år. Når du beregner de 10.000 kr., skal du medregne alle indtægter fra hjemmesiden, dvs. både salg af musikken, men også indtægter fra bannerreklamer og lignende.
  • Der må ikke være indtægter i form af salg af fx bannerreklamer.
  • Indehaveren/indehaverne af hjemmesiden skal have alle rettigheder til den musik, der udbydes.
  • Coverversioner af andres numre er ikke omfattet af aftalen.
  • Hjemmesiden skal være din egen. Du behøver ikke at have registreret dit eget domænenavn, men du skal have den fulde ret over siden.

Hvis disse forudsætninger ikke er opfyldt, skal du sende en forespørgsel til kunde@koda.dk for at lave en aftale.

Ingen betaling - ingen afregning

Vær opmærksom på, at da du ikke skal betale for at have din egen musik på din egen hjemmeside, modtager du heller ikke afregning for det. Du skal heller ikke oplyse hvilke af dine titler, du har liggende.

Kontakt

Hvis du har spørgsmål til aftalen ”Egen musik på egen hjemmeside” er du meget velkommen til at kontakte Forlags- og Medlemsservice på medlem@koda.dk eller tlf.: 33 30 63 20.

Facebook
Får jeg udbetaling for musik på Facebook?

Der er forskel på, om musik bruges på private eller offentlige Facebooksider.

  • Offentlige Facebooksider: Bruges musikken i offentlige sammenhænge vil der fra den kommercielle brugers side skulle laves en aftale med Kodas markedsafdeling, om brug af musik på en offentlig Facebookside. Det kan sidestilles med en aftale for en hjemmeside, og her gælder de samme regler for udbetaling som for musik på hjemmesider.
  • Offentlige Facebook sider med egen musik: Hvis rettighedshaveren til et musikværk lægger musikken op på sin egen offentlige Facebookside, kan det sidestilles med ”musik på egen hjemmeside, hvis visse kriterier er opfyldt. I disse tilfælde er der ikke udbetaling fra Koda. Læs mere om Musik på egen hjemmeside.
  • Private Facebooksider: Der er ingen udbetaling for private Facebooksider
Tilladelse og evt. aftale med Koda

Hvis du skal bruge musik på en offentlig Facebookside skal du rette henvendelse til Kodas Kundeservice kunde@koda.dk

Er det nødvendigt at indhente en tilladelse fra rettighedshaveren kan du kontakte Kodas Forlags- og Medlemsservice, som i de fleste tilfælde kan hjælpe med at finde kontaktoplysninger til rettighedshaverne. De kan kontaktes på medlem@koda.dk eller 33 30 63 20.